mandag 16. april 2018 08:59

ITD’s direktør: Ny vækststrategi skal hæve ambitionerne for dansk vejgodstransport og bringe Danmark forrest i den internationale transportliga

ITD’s ambitioner for dansk vejgodstransport er tårnhøje, og målet er intet mindre end at gøre Danmark til et internationalt kraftcenter inden for vejgodstransport og logistik. Derfor bliver der nu skruet op for volumenen og udarbejdet en helt ny vækststrategi for dansk vejgodstransport frem mod år 2030. Vækststrategien skal ruste ITD’s medlemsvirksomheder til fremtiden og sikre, at virksomhederne kan stå distancen i et transportmarked under massiv forandring. Sådan lød ordene, da ITD’s administrerende direktør Carina Christensen lørdag 14. april 2018 aflagde sin beretning på ITD’s generalforsamling.

Carina Christensen kunne på ITD’s årlige generalforsamling løfte sløret for, at ITD nu har nedsat et vækstpanel bestående af nogle af de fremmeste eksperter inden for vejgodstransport og logistik.


Vækstpanelet består af Niels Buus Kristensen, forskningsleder ved Transportøkonomisk Institut i Oslo og formand for transportministerens ekspertgruppe for fremtidens mobilitet, Ole Thomsen, logistikdirektør i Rema 1000, Hans Henrik Grøn, logistikdirektør i Siemens Gamesa Renewable Energy, Nicolaj Boysen, logistikdirektør i Coop, Martin C. Hansen, direktør i Mover, Anne E. Jensen, tidligere medlem af Europa-Parlamentet for Venstre og Michael Henriques, chefkonsulent ved DTU Transport.

 

Herudover er fire af ITD’s medlemsvirksomheder udpeget til at deltage i vækstpanelet og bidrage med viden fra branchen og medlemmerne: Simon Galsgaard fra DSV Road, Torben Ladegaard fra K.V. Markussen/Fueltransport, Jørn Kudsk fra Kudsk og Nissum A/S, og Nikolaj Brogaard fra Vognmand Sv. E. Brogaard. Nikolaj Brogaard repræsenterer den unge generation fra vores netværk Next Generation.

 

Strategiarbejdet bliver hjulpet på vej af professor i Supply Chain Management, Jan Stentoft fra SDU, Instituttet for Fremtidsforskning og Copenhagen Economics. Sammen vil de i de kommende måneder foretage grundige analyser af transporterhvervet og gennemføre ekspertinterviews i ind- og udland. Også ITD’s medlemmer vil kunne se frem til at blive inddraget i arbejdet.

 

Vækstpanelets vigtigste opgave bliver at klarlægge de udviklingstendenser, der vil få indflydelse på fremtidens vejgodstransport både nationalt og internationalt frem mod år 2030.

 

- Hvis I skal kunne ruste jeres virksomheder til den internationale konkurrence og sætte kursen for fremtiden, så er det altafgørende, at I ved mest muligt om det farvand, som I kommer til at navigere i. Derfor har vi sammen med bestyrelsen indledt arbejdet med en ny vækststrategi. Det er vores ambition, at Danmark i 2030 skal have styrket sin position som et internationalt kraftcenter inden for vejgodstransport og logistik og bidrage til et stigende BNP til gavn for dansk økonomi, sagde Carina Christensen.

 

Carina Christensen gav i sin beretning også udtryk for, at ITD er meget optaget af, hvad fremtiden bringer for virksomhederne i transportbranchen. Her understregede hun vigtigheden af hele tiden at bestræbe sig på at gøre sig umage for fortsat at være en relevant og kompetent sparringspartner for medlemsvirksomhederne.

 

Derfor er det også vigtigt, at der er fokus på den daglige medlemspleje. ITD har i dag lige knap 800 medlemsvirksomheder, og det lægger et stort pres på ITD’s efterspurgte medlemsservice.

 

- Vi har meget store ambitioner i forhold til at kunne yde et meget højt serviceniveau for vores medlemmer. Det vil vi gerne kunne opretholde, og derfor har vi i øjeblikket fokus på at pleje vores nuværende medlemmer og bevare den tætte kontakt og nærheden til medlemmerne, fremhævede Carina Christensen.

 

Ligeledes adresserede Carina Christensen branchens udfordringer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft – en udfordring, der kun vil blive større i fremtiden, hvis der ikke sættes ind i tide.

 

Carina Christensen rundede også ITD’s store politiske indsats, der varetages fra både Padborg, København og Bruxelles. Her er det i øjeblikket vejpakken, der fylder i arbejdet, og det ventes, at Kommissionen den 2. maj 2018 offentliggør sit tredje og sidste vejpakkeudspil.

 

- I ITD arbejder vi konstruktivt på, at der nås et stærkt forhandlingsresultat om vejpakken, som kan samle landene i EU. For os er det afgørende, at alle europæiske regler skaber fair og lige konkurrencevilkår for alle virksomheder i EU. De skal være klare, så de fortolkes ens, og de skal kunne kontrolleres og håndhæves effektivt af myndighederne, sagde Carina Christensen.

 

Sluttelig takkede Carina Christensen for den gode dialog, ITD har haft med folketingspolitikere, myndigheder, andre beslutningstagere og organisationer for at sikre gode vækst- og konkurrencevilkår for ITD’s medlemsvirksomheder. En stor tak lød der også til alle medlemmerne og til medarbejderne i hele ITD-koncernen.

SENESTE ITD NYT
fredag 21. september 2018

ITD deltog i konference om digitaliseringsklar lovgivning

IT-ordførere, ministre, embedsværket og organisationer var onsdag den 19. september samlet i Landstingssalen på Christiansborg for at diskutere, hvordan lovgivningen bedre kan følge med den digitale udvikling. ITD var med på konferencen og glæder sig over, at der nu kommer øget fokus på at implementere digitaliseringen i lovgivningsprocessen.

ITD deltog i konference om digitaliseringsklar lovgivning >
fredag 21. september 2018

ITD: The transport industry has interesting jobs for the young people from the providers of vocational education

There are really good job opportunities within the transport industry and many companies are in urgent lack of skilled employees. Therefore, ITD is pleased that the Danish Government has introduced a vocational school proposal making the vocational schools more attractive and strengthening the effort for making more young people choose this direction. Within road transport of goods we are ready to welcome them.

ITD: The transport industry has interesting jobs for the young people from the providers of vocational education >
fredag 21. september 2018

ITS-kongres gav gode bud på digitaliseringspotentialet i transportsektoren

ITD har i denne uge deltaget i ITS Verdenskongres, der i år blev afholdt i København. På kongressen deltog mere end 4.000 eksperter, virksomheder, organisationer og beslutningstagere for at diskutere og udveksle viden om intelligente transportsystemer. Kongressen viste, at der er et stort potentiale for at effektivisere transportsystemerne gennem digitalisering, men det vil kræve fuldt fokus fra både virksomheder og myndigheder at udnytte de nye muligheder.

ITS-kongres gav gode bud på digitaliseringspotentialet i transportsektoren >

Hjemmesiden anvender cookies. Vi bruger dem primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her

close