fredag 29. juni 2018 08:43

ITD’s formand: Travlhed, vækst og vejarbejde præger sommertiden

ITD’s formand Gert Jakobsen ønsker alle medlemmer og samarbejdspartnere i transportbranchen en god og solrig sommer.

Sommerferien nærmer sig med hastige skridt, og i transporterhvervet er der helt sikkert mange, der ser frem til en velfortjent ferie, hvor batterierne kan blive ladet op igen. Foråret har nemlig været travlt i transporterhvervet. Der er stadig rigeligt at lave, og for de fleste fortsætter vækstbarometeret kursen opad. Det er vi glade for. Det er positivt, at hjulene spinder, og at lastbilerne har noget at køre med.

I ITD’s bestyrelse har vi taget hul på arbejdet med en ny vækststrategi for dansk vejgodstransport frem mod år 2030. Vi sætter her ”det lange lys på” for at styre vores erhverv bedst muligt ind i det kommende årti. Vi har nedsat vores eget vækstpanel, der skal hjælpe os med at sætte fokus på vejgodstransportens bidrag til dansk økonomi og belyse mulighederne for, hvordan vi i fremtiden kan bidrage til at øge væksten og jobskabelsen i Danmark. Arbejdet er allerede i fuld gang og flere af vores medlemsvirksomheder inviteres til at deltage i dialogmøder med vækstpanelets eksperter. Alle medlemmer kan i øvrigt glæde sig til at blive hørt, for i løbet af efteråret bliver der udsendt et spørgeskema, hvor der er mulighed for at komme med input til vækstpanelet. Den mulighed håber jeg meget, at I vil benytte jer af, så vi kan få så mange synspunkter og gode forslag som muligt med i dette vigtige arbejde med at skabe vækst og fremgang i vores erhverv.

Når væksten stiger, stiger trængslen på vejene også. Vi fylder selv sagt også godt i landskabet derude, hvor jeg har bidt mærke i, at de store asfaltmaskiner i øjeblikket arbejder på højtryk. Det er mange steder også hårdt tiltrængt, og især de kommunale veje kunne trænge til en overhaling. Men inden længe er udbygningen af E45, der skal udvide motorvejen fra fire til seks spor, færdig, og i E20-komitéen, hvor Carina Christensen har formandsposten, er der truffet beslutning om at udvide E20 fra Nørre Aaby til Odense V, og forberedelserne til dette er også i god gænge. Selvom vi jo altid kan ønske os mere asfalt og flere veje, så synes jeg, vi skal huske at glæde os over de gode initiativer, der også bliver taget.

 

Den 14. juni 2018 fyldte Storebæltsbroen 20 år, og det er næsten ikke til at forestille sig, hvordan vi fik det til at hænge sammen før i tiden. Broen har i den grad gjort det nemmere for os at fragte godset på tværs af landsdelene, og det kan aflæses tydeligt i den årlige overkørselsstatistik, som igen i år har slået nye rekorder – også for lastbilernes vedkommende. Stor tak til de politikere, der havde modet til at få broen realiseret. Lad os håbe, at der bliver plads til flere store ambitioner til gavn for vejgodserhvervet i fremtiden.

De fleste af jer følger sagen om PostNord nøje. Det gør vi også i ITD, hvor vi stadig afventer den sidste afgørelse fra EU-Kommissionen i den klage om ulovlig statsstøtte, som vi har rejst i Kommissionen over PostNord. Der skal ikke herske tvivl om, at vi finder det dybt urimeligt, at vores medlemsvirksomheder skal konkurrere mod et statsejet selskab, som i al for lang tid har lukreret på skatteydernes penge. Det er unfair konkurrence, som vi i det private ikke kan hamle op med, og det vil vi naturligvis ikke stiltiende finde os i. Hvornår den sidste afgørelse kommer, ved vi endnu ikke, men vi har tænkt os at give PostNord kamp til stregen.

 

I maj præsenterede EU-Kommissionen den tredje og sidste del af vejpakken. Her var der fokus på klima, digitalisering og sikkerhed, og for første gang nogensinde blev det foreslået at indføre CO2-standarder for lastbiler. Vi er positive over for denne del af vejpakken, naturligvis under forudsætning af at der kommer fælles europæiske retningslinjer, som gælder for alle, og som sikrer den fair og lige konkurrence. Inden længe går vejpakkeforhandlingerne ind i en afgørende fase, og jeg ved, at der i ITD bliver arbejdet hårdt for, at vi kommer igennem med vores positioner, og at forhandlingerne ikke bryder sammen, så det hele skal starte forfra.

 

Før jeg slutter, synes jeg også det er på sin plads at nævne, at der er kommet nye sanktionsregler på området for køre- og hviletid. Det betyder, at overtrædelserne nu vil blive sanktioneret mere proportionalt, ligesom bødestørrelserne også vil blive mere proportionale. Endelig risikerer man nu heller ikke at få frakendt sit kørekort til sin private bil eller motorcykel. Det var en sanktion, der var helt ude af proportion, og nu er den væk. Det er en af de ting, jeg glæder mig meget over.

 

Jeg håber, at I alle får en god, varm og solrig sommer. Kør forsigtigt derude.

 

Foto: ITD

 

 

SENESTE ITD NYT
tirsdag 16. april 2024

Kørselsforbud i maj 2024

Flere europæiske lande har dage med kørselsforbud i maj 2024. Du kan finde oversigten på ITD’s hjemmeside.

Kørselsforbud i maj 2024 >
tirsdag 16. april 2024

To virksomheder vinder transportpris

På International Transport Danmarks generalforsamling i lørdags blev FDE Fondens Initiativpris 2024 uddelt. Prismodtagerne blev hhv. transportvirksomheden Brdr. Færch Distribution ApS og projektet Unge på toppen, der begge gør en særlig indsats for at rekruttere unge mennesker til transportbranchen.

To virksomheder vinder transportpris >
mandag 15. april 2024

Fint med nye grønne penge, men nej til mere bureaukrati

Regeringen varslede sidste år, at den hæver dieselafgiften med 50 øre pr. liter diesel. I dag præsenterede regeringen så sin model for, hvordan dieselafgiften skal fungere, herunder 750 mio. kr. til omstilling af den tunge transport frem mod 2030. International Transport Danmark (ITD) kvitterer for dele af udspillet, men er samtidig skeptisk over for udsigten til mere administration og bureaukrati for vognmændene.

Fint med nye grønne penge, men nej til mere bureaukrati >