Startup-program

Bliv matchet med etablerede transport- og logistikvirksomheder og vær med til at give dem et digitalt løft i verdensklasse

I ITD Logtech Hub ønsker vi at matche innovative startups med etablerede virksomheder inden for vejgodstransportbranchen. Tanken er at skabe et sprudlende miljø for samarbejde, hvor ny digital kultur møder virksomhederne, så de sammen kan skabe vækst og løfte branchen.

I den forbindelse tilbyder ITD Logtech Hub et startup-program på 18 måneder til startups, der har idéer til nyskabende digitale løsninger inden for transport og logistik. Her får deltagende startups direkte adgang til etablerede transportvirksomheder, der har brug for deres løsninger, og som har økonomi til at investere i dem.

 

Hvis du som startup skal komme i betragtning til startup-programmet i ITD Logtech Hub, kræver det følgende:

 

  • Virksomheden skal beskæftige sig med løsninger, idéer eller produkter, der er relevante for den digitale omstilling af dansk vejgodstransport og logistik.
  • Den skal være godt undervejs med etablering af virksomheden og udviklingen af sit produkt. Ejerne skal dedikere sig til projektet på fuld tid.
  • Forretningsidéen eller produktet skal være skalérbart.
  • Virksomheden skal være interesseret i vækst – gerne internationalt.
  • Virksomheden skal være åben over for at samarbejde med ITD samt deltage i ITD Logtech Hubs mentor- og partnerprogrammer. Den skal være villig til at modtage rådgivning og sparring og være åben over for, at ITD samt deltagere i mentor- og partnerprogrammerne tilbyder sig som mulige investorer.

 

Programmet består af tre måneders opstartsperiode, hvor vi sammen afklarer, hvorvidt produktet passer ind i vejgods- og logistikbranchen, og hvorvidt produktet er modent til at blive taget i brug af ITD’s medlemmer. 

Hvis startup-virksomheden har behov for det, kan ITD Logtech Hubs community manager i den periode bidrage med pitchtræning, så virksomheden kan blive forberedt på at møde branchen og præsentere sit produkt.


Virksomheden tilknyttes en mentor fra INCUBAs mentorprogram og eventuelt en mentor fra branchen.

Hvis opstartsperioden er vellykket, følger et halvt år med stabilisering, hvor der bliver adgang til sandbox-udviklingsmiljøer, uddannelser, master classes, rammeaftaler og eventuelt match med partnere til at udføre pilotprojekter eller test af produktet. De sidste ni måneder går med at skalere virksomheden, opnå udbredelse i branchen og arrangere fremvisninger. Herefter kommer I videre til et andet kontorfællesskab, indgår i syndikat i ITD eller bliver investeret i af ITD.