Hovedet med i trafikken

"Hovedet med i trafikken" er en landsdækkende trafiksikkerhedskampagne for elever i 8. klasse. Fokus er på at færdes sikkert i trafikken - og selvfølgelig huske at tage sit hoved med, når man går ud i trafikken.

Målet med ”Hovedet med i trafikken”

Kampagnen skal skabe opmærksomhed på trafiksikkerhed.

 

Det er gratis for skoler at deltage i Hovedet med i trafikken.

 

Målet er, at eleverne i 8. klasse får stof til eftertanke, når de selv færdes i trafikken, samt at de vil ændre adfærd og cykle/færdes mere sikkert i trafikken. Det sker med forskellige elementer:

  • ingen løftet pegefinger
  • LIVE-ambassadør med personlige historier om trafikulykker. Læs om LIVE her.
  • oplev færdselspolitiet
  • oplev lastbiler og deres kritiske zone
  • hands on i forhold til videoproduktion
  • frokost og gaver til eleverne

 

Dagens program

Hovedet med i trafikken varer hele skoledagen (klokken 8-15 afhængigt af jeres ringetider).

 

Dagen starter med statistik for målgruppen, hvor eleverne ser, at de faktisk er i risikozonen.

 

Derefter møder eleverne en LIVE-ambassadør fra Rådet for Sikker Trafik. Ambassadøren har selv været ung, og på et splitsekund ændrede en tragisk ulykke ambassadørens liv for altid.

 

På video ”møder” eleverne Henrik betjent, som fortæller om, hvordan det er at komme ud til en ulykke.

 

Derefter skal eleverne ud og opleve lastbilerne, som holder ude i skolegården. De skal op i dem og opleve en chaufførs udsyn. Rundt om lastbilernes højre fordæk er der en rød måtte, som indikerer den kritiske zone, som eleverne skal holde sig fra.

 

Efter frokostpausen skal eleverne i gang med at producere en ”reklamefilm”, hvor de selv er afsender, og modtagerne er andre elever i 8. klasse. Overskriften på filmen er ”Hovedet med i trafikken”, hvor de skal formidle til andre unge, hvordan de undgår at blive en del af en trist statistik. Eleverne producerer og redigerer selv videoerne. Videoerne bliver vist for klassen, og klassen stemmer om den bedste video. Den vindende video bliver vist på ITD’s sociale medier.

 

Moderatoren på dagen er standupkomikeren Brian Lykke, som på en sjov og lærerig måde formidler det livsvigtige budskab i øjenhøjde med målgruppen.

 

Eleverne får frokost og en Levis T-shirt for at deltage i Hovedet med i trafikken.

 

Hvem står bag Hovedet med i trafikken?

ITD er brancheorganisation for den danske vejgodstransport. Vores medlemmer er vognmænd, og det er deres lastbiler, der kører ude på vejene og fylder, mens de fylder varer på hylderne i supermarkederne. Derfor har vi et socialt ansvar for at være med til at sætte fokus på trafiksikkerhed, da det kan være med til at redde liv. Med vores kampagner ønsker vi at sætte fokus på lastbiler, trafiksikkerhed og skabe mere tryghed på vejene.

 

Samarbejdspartner

I Hovedet med i trafikken deltager LIVE-ambassadøren fra Rådet for Sikker Trafik.

 

Sikker Trafik LIVE tilbyder gratis foredrag til alle landets 8.-10. klasser. Gennem involvering, dialog og ligefrem kommunikation får eleverne viden om risici i trafikken og indblik i konsekvenserne ved en alvorlig trafikulykke, når eleverne møder en person, der lever med en synlig skade efter en trafikulykke. De hører historien om ulykken og om at skulle leve et andet liv, end man havde forestillet sig.

 

Læs mere om LIVE på Rådet for Sikker Trafik.

 

 

 

 

Hovedet med i trafikken er støttet af FDE Fonden. Læs mere.