tirsdag 06. august 2019 09:58

ITD: Ny transportminister skal omgående rette op på følgerne af 25-timers parkeringsrestriktionen

Chauffører og vognmænd slås fortsat dagligt med parkeringsudfordringer som følge af 25-timers tidsbegrænsningen for parkering på de statslige rastepladser. ITD opfordrer den nye transportminister til omgående at rette op på den uholdbare situation.

Manglen på parkeringspladser til lastbiler langs de danske motor- og landeveje er fortsat massiv, og den 25-timers parkeringsrestriktion og det dertil hørende øgede kontroltryk på rastepladserne, som blev indført for at dæmme op for problemerne, har yderligere gjort situationen svær for chauffører og vognmænd. Det skyldes dels den generelle mangel på rastepladskapacitet og dels den uventede følgevirkning i forbindelse med implementering af begrænsningen, hvor myndighederne har valgt at kontrollere, om køretøjerne parkerer i de opmærkede båse. ITD opfordrer den nye transportminister til at rette op på situationen nu.   

- Benny Engelbrecht har ingen aktier i indførelsen af 25-timers reglen, og vi håber og forventer derfor, at han vil se på ordningen med helt friske øjne. Det haster. Meget er nemlig gået helt galt siden implementeringen i juli sidste år. Der er akut brug for politisk handling, for bestemmelsen har aldrig fungeret i praksis og har skabt store problemer for erhvervet, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.  

Nærmest dagligt tikker bøder ind til chauffører og vognmænd, der har brug for at holde deres lovpligtige hvil og derfor kører ind på rastepladserne, og hvor der så ikke er plads til dem. Det ender så blandt andet med bøder, fordi håndhævelsen af de nye regler ikke levner plads til at udnytte rastepladserne optimalt. I samarbejde med andre organisationer rettede ITD allerede i marts henvendelse til Transportministeriet med henblik på at gøre opmærksom på de alvorlige problemer med at finde lovlige og egnede parkeringspladser på rastepladserne. Hidtil er intet dog sket.
 

- Situationen er fortsat fuldstændig uholdbar. Vi vil derfor opfordre Benny Engelbrecht til omgående at indkalde alle relevante aktører til en fælles hasteevaluering, så der kan rettes op på de mange problemer med parkeringsrestriktionen. For ITD er der ingen tvivl om, at svaret på problematikken i det lange løb er flere rastepladser. Her og nu er der dog brug for, at der hurtigst muligt optimeres på udnyttelsen af parkeringsarealerne, så der opmærkes flere båse. Der er hårdt brug for flere rastepladser, og behovet for udvidelser og forbedringer af rastepladerne bliver kun større. Mens vi venter på den optimale løsning, må politikerne handle hurtigt og give branchen mulighed for at udnytte de ledige arealer på rastepladserne i det omfang, det er muligt og trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt, siger Carina Christensen.

25-timers reglen blev indført som led i finanslovsaftalen for 2018 mellem den tidligere regering og Dansk Folkeparti.

 

SENESTE ITD NYT
tirsdag 16. april 2024

Kørselsforbud i maj 2024

Flere europæiske lande har dage med kørselsforbud i maj 2024. Du kan finde oversigten på ITD’s hjemmeside.

Kørselsforbud i maj 2024 >
tirsdag 16. april 2024

To virksomheder vinder transportpris

På International Transport Danmarks generalforsamling i lørdags blev FDE Fondens Initiativpris 2024 uddelt. Prismodtagerne blev hhv. transportvirksomheden Brdr. Færch Distribution ApS og projektet Unge på toppen, der begge gør en særlig indsats for at rekruttere unge mennesker til transportbranchen.

To virksomheder vinder transportpris >
mandag 15. april 2024

Fint med nye grønne penge, men nej til mere bureaukrati

Regeringen varslede sidste år, at den hæver dieselafgiften med 50 øre pr. liter diesel. I dag præsenterede regeringen så sin model for, hvordan dieselafgiften skal fungere, herunder 750 mio. kr. til omstilling af den tunge transport frem mod 2030. International Transport Danmark (ITD) kvitterer for dele af udspillet, men er samtidig skeptisk over for udsigten til mere administration og bureaukrati for vognmændene.

Fint med nye grønne penge, men nej til mere bureaukrati >