mandag 28. maj 2018 16:05

ITD: Trist PostNord afgørelse for de danske transportvirksomheder

Det er en trist dag for transport- og logistikbranchen. EU-Kommissionen har netop godkendt, at den danske stat gerne må skyde omkring 1,2 milliarder kroner i Post Danmark mellem 2017 og 2019 til varetagelse af postbefordringspligten. Derimod har EU-Kommissionen endnu ikke taget stilling til, om tidligere tilført kapital til selskabet, momsfritagelsen, statsgarantien og kompensation for tjenestemandsforpligtelser kan betragtes som ulovlig statsstøtte. Dermed er ITD’s klage til EU-Kommissionen endnu ikke afsluttet. Nu vil ITD gennemgå Kommissionens argumenter og adressere de resterende klagepunkter.

ITD, Brancheorganisation for den danske vejgodstransport, indgav i november 2017 en officiel klage til EU-Kommissionen over den påtænkte statsstøtte fra den danske og den svenske stat til Post Danmark. ITD’s klage omhandlede blandt andet overkompensation til afskedigelse af tjenestemænd i Post Danmark samt kapitaltilskud til den befordringspligtige del og til dækning af PostNords løbende underskud.

 

Herudover klagede ITD over tidligere tildelt støtte til Post Danmark i form af statsgaranti til omkostninger for afskedigelse af tjenestemænd, Post Danmarks tidligere momsfritagelse, flere kapitalindskud fra PostNord til Post Danmark, en statsgaranti samt krydssubsidiering på grundlag af at omkostningerne for befordringsforpligtelse og konkurrenceudsatte aktiviteter ikke var fordelt korrekt.

 

ITD betragter Post Nord Danmark som en virksomhed, der i al for lang tid har lukreret på offentlige tilskud i direkte konkurrence med de private vognmænd på markedet. Det er unfair konkurrence, som de private aktører ikke kan hamle op med.

 

Nu har EU-Kommissionen truffet afgørelse i den del af klagen, som omhandler kompensation for postbefordringspligten, og i afgørelsen lyder det, at den kompensation, som staten yder til Post Danmark ikke overstiger befordringspligtens nettoomkostninger. Dermed er der ikke tale om overkompensation, og støtten er forenelig med EU’s statsstøtteregler, konkluderer kommissionen.

 

- I ITD noterer vi os naturligvis, at Kommissionen i dag har givet grønt lys for, at der gives statsstøtte til at varetage postbefordringspligten. Det er en afgørelse, som vi foreløbig tager til efterretning. Sammen med vores advokater vil vi nu gennemgå Kommissionens argumenter grundigt og vurdere, om ITD vil tage sagen videre til domstolen, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.

 

EU-Kommissionen har endnu ikke afgjort sidste del af ITD’s klage, og det er altså endnu ikke afklaret, hvorvidt de øvrige kapitaloverførsler til Post Danmark er i overensstemmelse med EU’s statsstøtteregler og hvorvidt de andre støtteforanstaltninger, som ITD har klaget over, kan godkendes. Dermed fortsætter sagen i Kommissionen.

 

- Denne sag er et alvorligt anliggende for vores medlemsvirksomheder, der befinder sig i en utrolig hård konkurrencesituation. Men, vi glæder os over, at Kommissionen har fundet grundlag for at gå videre med den del af vores klage, som vedrører tidligere tildelt statsstøtte i form af kapitaltilskud til Post Danmark. Det er en klar udmelding fra Kommissionen om, at de tager vores klage alvorligt. Når det er sagt, er det klart, at vi i ITD vil adressere de udestående klagepunkter; momsfritagelse, statsgaranti og afskedigelse af tjenestemænd. Kommissionens afgørelse på disse punkter vil få stor betydning for de danske transportvirksomheder, og derfor har sagen fortsat meget høj prioritet for ITD, fortsætter Carina Christensen.

 

SENESTE ITD NYT
onsdag 19. august 2026

Vi inviterer til Åbent Vognmandsmøde den 31. oktober

Nu kan du tilmelde dig Åbent Vognmandsmøde 2026, hvor vi igen samler branchen til en hyggelig dag med spændende oplæg og masser af tid til at snakke med dine kollegaer fra branchen.

Vi inviterer til Åbent Vognmandsmøde den 31. oktober >
tirsdag 18. august 2026

Er du træt af at vente månedsvis på dine egne penge?

Når du søger momsrefusion i udlandet, kan der gå lang tid, før pengene bliver udbetalt. Gennem vores datterselskab VIALTIS kan du få momsrefusionen forudbetalt inden for 48 timer og samtidig slippe for unødigt administrativt bøvl.

Er du træt af at vente månedsvis på dine egne penge? >
tirsdag 18. august 2026

Kørselsforbud i september 2026

Flere europæiske lande har dage med kørselsforbud i september 2026. Du kan finde oversigten på ITD’s hjemmeside.

Kørselsforbud i september 2026 >