onsdag 02. september 2026 09:23

Vejafgift: ITD afventer svar i 5.000 indsigelsessager

I løbet af få uger forventer International Transport Danmark (ITD) en afklaring i de cirka 5.000 indsigelsessager, som organisationen varetager på vegne af medlemmer og kunder. ITD fastholder, at svaret bliver afgørende for deres stævning.

Kammeradvokaten har i forbindelse med International Transport Danmarks retssag mod Transportministeriet og Skatteministeriet oplyst til ITD, at ministerierne i midten af september vil komme med en udmelding om håndteringen af de bøder, der er udstedt efter den ulovlige bødemodel.

 

“Ministerierne har selv anerkendt, at den tidligere bødepraksis ikke var forenelig med EU-rettens proportionalitetsprincip. Derfor må konsekvensen også være klar: Bøder, der er udstedt efter den ulovlige praksis, skal annulleres,” siger Stefan K. Schou, administrerende direktør i ITD.

 

Som et resultat af ITD’s retssag slog ministerierne før sommerferien fast, at den hidtidige bødepraksis var ulovlig. Det fremgik både af en skriftlig orientering til Folketingets Transportudvalg og Skatteudvalg den 25. juni 2026 og efterfølgende af et skriftligt svar fra By-, Land- og Transportministeriet til Transportmagasinet. Praksissen blev derfor ændret.

 

Vognmænd skal ikke betale for statens fejl

Udstedelsen af vejafgiftsbøder blev sat midlertidigt i bero den 18. december 2025. I perioden frem mod den nye bødepraksis, der trådte i kraft den 26. juni 2026, blev der kun udstedt bøder i særlige tilfælde – fx i sager, hvor der ikke var en aktiv vejafgiftsboks eller rutebillet tilknyttet køretøjet.

 

“Vi kan ikke acceptere, at staten først erkender, at bødepraksissen var ulovlig, og derefter lader vognmændene betale prisen for den. Vi står derfor parate til at føre vores stævning videre, hvis ministerierne ikke rydder op og annullerer de bøder, der er udstedt efter den ulovlige praksis,” siger Stefan K. Schou.

 

Ministerierne oplyste før sommerferien, at de arbejdede på en løsning for de bøder, der blev udstedt fra vejafgiftens indførelse den 1. januar 2025 og frem til den 18. december. ITD afventer nu ministeriernes udmelding.

SENESTE ITD NYT
onsdag 23. september 2026

Storbritannien: Ændringer i toldkontrollen ved Sevington og Holyhead

Fra begyndelsen af 2027 forventes toldkontrollen ved Sevington og Holyhead i Storbritannien at blive flyttet til andre faciliteter. Få overblikket over planerne her.

Storbritannien: Ændringer i toldkontrollen ved Sevington og Holyhead >
onsdag 23. september 2026

ITD til minister: Åbn for svensk screening af dobbelttrailerruter nu

Svensk A-double behøver ikke vente på AB-double eller resten af EMS2-ordningen. ITD beder Signe Munk åbne for screening efter den svenske model med det samme.

ITD til minister: Åbn for svensk screening af dobbelttrailerruter nu >
onsdag 23. september 2026

Rumænien: Nyt kilometerbaseret vejafgiftssystem på vej

Rumænien er på vej med et nyt kilometerbaseret vejafgiftssystem for køretøjer over 3,5 ton. Det nye vejafgiftssystem skal erstatte den nuværende tidsbaserede vignette og står til at træde i kraft den 1. oktober 2026.

Rumænien: Nyt kilometerbaseret vejafgiftssystem på vej >