mandag 05. januar 2026 13:18

“Vognmanden” gør status på 2025

I det nye afsnit af “Vognmanden” gør John Agervig Skovrup status på et hæsblæsende år med vejafgift, regelafskaffelser og politisk pres.

I anledning af nytåret ser John Skovrup og Anders Lau tilbage på året 2025 hos ITD og i vognmandsbranchen. De vender også flere af årets highlights fra podcasten og samler op på en række konkrete sejre, som ITD har arbejdet for i årevis – herunder afskaffelsen af 25-timers p-reglen og kontrolattesten for hastighedsbegrænseren.

 

“Det har på mange måder været et hæsblæsende år. Vejafgiften har fyldt enormt meget, men vi har også landet nogle vigtige sejre for vognmændene. Noget helt andet, som vi også er kommet i mål med, er en række fordelagtige indkøbsaftaler for vores medlemmer – blandt andet på olie, arbejdstøj og en flådestyringsplatform. Alt sammen noget, som vores medlemmer har taget positivt imod,” siger John.

 

Årets helt store tema for både ITD og danske vognmænd har været vejafgiften og de ulovlige bøder. I afsnittet gennemgår John derfor også en kort tidslinje over vejafgiften – fra indførelsen den 1. januar 2025 og den medfølgende bøderegn til ITD’s stævning af staten og EU-Kommissionens indgriben. Samtidig bliver der sat punktum for 2025 med et klart budskab: ITD fortsætter kampen i 2026.

 

Rekrutteringsudfordringer fylder mere og mere

Et tilbagevendende tema i “Vognmanden” i 2025 har været rekrutteringsudfordringerne og manglen på unge i branchen. John har blandt andet haft sin arbejdsdreng, Magnus, med i studiet og delt sine erfaringer med at give unge et tidligt indblik i branchen. I afsnittet ringer John og Anders derfor også til Klaus Jensen fra Brødrene Jensen Godstransport, der deler sine erfaringer med at tiltrække unge kræfter til sin virksomhed:

 

“Jeg har fire ungarbejdere ansat, og de kommer gladeligt tre gange om ugen. De vasker biler og hjælper med de opgaver, vi har brug for. Samtidig har vi åbnet for, at unge truckspottere kan komme forbi og tage billeder af bilerne og dele dem på sociale medier. Dér oplever vi stor og stigende interesse blandt de unge.”

 

Klaus peger samtidig på, at arbejdsgiverne også selv har et ansvar for at åbne virksomheden op for flere. Blandt andet har han selv fået det indrettet sådan, at beskeder bliver læst op i lastbilen, hvis man fx er ordblind. Og så skal der gøres noget ved branchens image, understreger han: “Vi skal have lagt fordommene ned om, at hvis man kører lastbil, så kan man ikke have familieliv. Det passer ikke. Lønningerne er også blevet markant bedre, og det er et fag, hvor man faktisk kan nå nogle af de ting, man gerne vil i livet.”

 

Lyt med, når “Vognmanden” gør status på 2025 – via Spotify eller Apple Podcasts.

SENESTE ITD NYT
mandag 26. oktober 2026

Polen lemper krav om SENT-registrering for visse typer metalskrot

Fra den 28. oktober 2026 ophæver Polen kravet om registrering i SENT-systemet for transporter af en række typer metalskrot. Ændringen gælder 19 specifikke affaldskoder.

Polen lemper krav om SENT-registrering for visse typer metalskrot >
fredag 23. oktober 2026

Sikkerhedskontrolleret luftfragt: Få overblik over godkendelsesprocessen

På Trafikstyrelsens hjemmeside kan du nu finde en mere udførlig beskrivelse af processen for at blive godkendt som transportør af sikkerhedskontrolleret luftfragt.

Sikkerhedskontrolleret luftfragt: Få overblik over godkendelsesprocessen >
torsdag 22. oktober 2026

Nye kørselsregler for lastbiler på E45/E20 ved Kolding fra i dag

Vejdirektoratet oplyser i dag, den 22. oktober, at lastbiler fra dags dato ikke længere må benytte det overledte spor gennem vejarbejdet på E45/E20 Sønderjyske Motorvej ved Kolding i sydgående retning.

Nye kørselsregler for lastbiler på E45/E20 ved Kolding fra i dag >