onsdag 10. februar 2016 13:00

ITD og Danske Busvognmænd styrker erhvervspolitisk samarbejde

Fra i dag udvider Danske Busvognmænd og ITD, Brancheorganisation for den danske vejgodstransport, deres samarbejde. Det øgede samarbejde mellem organisationerne skal bl.a. styrke den brede politiske interessevaretagelse på det transport- og erhvervspolitiske område.

Efter flere års tæt samarbejde styrkes båndene endnu engang mellem de to transportorganisationer ITD og Danske Busvognmænd. På et møde mellem de to organisationers ledelse tirsdag den 9. februar faldt aftalen om et styrket erhvervspolitisk samarbejde på plads. Aftalen betragtes som en naturlig videreudvikling af det samarbejde, de to organisationer har haft igennem de sidste mange år. ITD og Danske Busvognmænd har siden 2013 delt kontor på Vesterbrogade i København.

 

- Vi har valgt at udvide vores samarbejde med ITD, fordi vi mener, at det er i vores medlemmers interesse. Vores medlemmer har igennem årene modtaget en række services og rådgivning fra ITD, og vi har igennem de sidste år samarbejdet tæt om en række erhvervs- og transportpolitiske tiltag. Ud af dette arbejde er der vokset et ønske om at få en endnu bedre aftale i stand om et større samarbejde. Det er vi nu kommet i mål med, siger Steen Bundgaard, adm. direktør i Danske Busvognmænd.

 

Samarbejdet betyder ikke noget for de to organisationers selvstændighed, som fortsætter som hidtil. Rent praktisk betyder aftalen også, at Danske Busvognmænd indgår som associeret medlem af ITD på linje med de samarbejdsaftaler, som Danske Busvognmænd har med Dansk Erhverv og DI. Overgangen som associeret medlem sker fra dags dato.

 

Fra ITD’s side er der glæde over, at samarbejdet med Danske Busvognmænd nu udvides.

 

- Det er helt klart en styrkelse af vores organisationer både set i et politisk perspektiv, men også i forhold til, at vi hermed i fællesskab repræsenterer et bredt udsnit af den danske transportsektor og dermed får en større tyngde. Vi ser frem til at videreudvikle samarbejdet med Danske Busvognmænd endnu mere og bidrage til at servicere og rådgive deres medlemmer, siger Jacob Chr. Nielsen, adm. direktør i ITD.

 

Danske Busvognmænd har 289 medlemsvirksomheder, der tilsammen råder over 5.000 busser og 13.000 ansatte. Organisationens medlemmer dækker over turist-, rute-, og handicapkørsel. Samarbejdsaftalen betyder, at ITD inklusiv associerede medlemmer repræsenterer 1.094 medlemmer.

 

Kontakt:
Steen Bundgaard, adm. direktør i Danske Busvognmænd, mobil 2689 9565
Jacob Chr. Nielsen, adm. direktør i ITD, mobil 2055 0621

SENESTE ITD NYT
onsdag 02. september 2026

Vi samler branchen til fyraftensmøde den 23. september

Den 23. september inviterer vi dig til at tilbringe en aften i selskab med dine branchekollegaer. På programmet er blandt andet oplæg om ændringerne i vægt- og dimensionsreglerne fra 2027 og NIV, den digitale godkendelsesordning for nye køretøjer, som blev obligatorisk den 1. juli 2026. Det hele krydret med god aftensmad og de rette rammer hos Applus+ Bilsyn.

Vi samler branchen til fyraftensmøde den 23. september >
onsdag 02. september 2026

Husk at forny din registrering i Affaldsregistret

Er du registreret i Affaldsregistret, for eksempel som affaldstransportør eller indsamlingsvirksomhed, skal du huske at forny din registrering hvert år. Betalingen sker ikke automatisk, og hvis du ikke fornyer din registrering og betaler gebyret, kan din virksomhed blive inaktiveret og slettet fra registret.

Husk at forny din registrering i Affaldsregistret >
onsdag 02. september 2026

Vejafgift: ITD afventer svar i 5.000 indsigelsessager

I løbet af få uger forventer International Transport Danmark (ITD) en afklaring i de cirka 5.000 indsigelsessager, som organisationen varetager på vegne af medlemmer og kunder. ITD fastholder, at svaret bliver afgørende for deres stævning.

Vejafgift: ITD afventer svar i 5.000 indsigelsessager >