tirsdag 11. oktober 2016 11:24

Otte ministre sender brev til transportkommissær

Transportministre fra syv EU-lande og Norge har sendt et fælles brev til transportkommissær Violeta Bulc, hvor de beder kommissæren om at bekæmpe misbrug og unfair konkurrence i transport- og logistikbranchen. ITD, Brancheorganisation for den danske vejgodstransport, opfordrer til bedre håndhævelse og ser gerne enkle løsninger på fælleseuropæisk plan.

I brevet lufter ministrene deres bekymringer for udbredelsen af ulovlige aktiviteter, postkasseselskaber og illoyale handelspraksis i branchen. Samtidig påpeger ministrene dog, at de hverken er imod frihandel eller den frie bevægelighed af arbejdskraften og tjenesteydelser, der er grundstenene for samhandlen på tværs af de europiske grænser.

 

- Snyd og omgåelse af den eksisterende lovgivning skal naturligvis straffes, men vi tror ikke, at myndighederne kommer problemet til livs med flere komplicerede regler for branchen. Transport- og logistikvirksomhedernes hverdag er i forvejen tungt reguleret af europæisk og national lovgivning. I stedet bør uklare regler revideres, så de fremover fortolkes og håndhæves ens over hele Europa. Det er i vores øjne det vigtigste for at sikre et velfungerende indre marked, siger Karen Roiy, public affairs chef i ITD.

 

Transportkommissæren tilskyndes af underskriverne til at styrke og harmonisere de europæiske kontroller, bekæmpe postkasseselskaber samt forhindre den uforholdsmæssige udvikling i brugen af lette erhvervskøretøjer til internationale transporter.

 

- Vi opfordrer altid til bedre håndhævelse af eksisterende regler, når vi taler med repræsentanter fra kommissionen, politikere eller andre relevante samarbejdspartnere i Bruxelles. Eksempelvis ligger der mange muligheder for bedre håndhævelse igennem en øget digitalisering af branchen, men derudover har vi foreslået, at man indfører en fælles europæisk checkliste til kontrol af postkasseselskaber, siger Karen Roiy.

 

De otte ministre ønsker også et europæisk forbud mod at tilbringe det ugentlig hvil i førerhuset.

 

- For os er det vigtigt, at vi finder fælles europæiske løsninger, som på den ene side sikrer fair konkurrence, men som på den anden side samtidig sikrer mere fleksibilitet end forslaget i brevet lægger op til, siger Karen Roiy.

 

Brevet til Violeta Bulc er underskrevet af transportministrene fra Danmark, Østrig, Belgien, Frankrig, Tyskland, Italien, Luxembourg og Norge. I kommissionen arbejdes der allerede på sagen, hvor man i løbet af det kommende år vil offentliggøre en række initiativer på vejgodstransportområdet.

 

Foto:  Colourbox

SENESTE ITD NYT
onsdag 02. september 2026

Vi samler branchen til fyraftensmøde den 23. september

Den 23. september inviterer vi dig til at tilbringe en aften i selskab med dine branchekollegaer. På programmet er blandt andet oplæg om ændringerne i vægt- og dimensionsreglerne fra 2027 og NIV, den digitale godkendelsesordning for nye køretøjer, som blev obligatorisk den 1. juli 2026. Det hele krydret med god aftensmad og de rette rammer hos Applus+ Bilsyn.

Vi samler branchen til fyraftensmøde den 23. september >
onsdag 02. september 2026

Husk at forny din registrering i Affaldsregistret

Er du registreret i Affaldsregistret, for eksempel som affaldstransportør eller indsamlingsvirksomhed, skal du huske at forny din registrering hvert år. Betalingen sker ikke automatisk, og hvis du ikke fornyer din registrering og betaler gebyret, kan din virksomhed blive inaktiveret og slettet fra registret.

Husk at forny din registrering i Affaldsregistret >
onsdag 02. september 2026

Vejafgift: ITD afventer svar i 5.000 indsigelsessager

I løbet af få uger forventer International Transport Danmark (ITD) en afklaring i de cirka 5.000 indsigelsessager, som organisationen varetager på vegne af medlemmer og kunder. ITD fastholder, at svaret bliver afgørende for deres stævning.

Vejafgift: ITD afventer svar i 5.000 indsigelsessager >