Platooning-test lægger vejen forbi ITD
Eventen The European Truck Platooning Challenge 2016 skal blandt andet sætte fokus på samarbejdet mellem EU-Kommissionen, EU-medlemslandene og industrien om selvkørende teknologier og behovet for harmonisering af regler på området. Danmark indtager en central rolle i det hollandske EU-formandskabs platooning-event, hvor i alt to platoons af hver tre delvist automatiserede lastbiler vil køre fra Sverige til Holland via Danmark - og bl.a. gøre holdt i Padborg.
Det er netop en test som denne, der er vigtig for den danske transport- og logistikbranche, lyder det fra ITD’s administrerende direktør Jacob Chr. Nielsen:
- Det, vi vil få at se den 30. marts i Padborg, er en af fremtidens mange løsninger for fremtidens transport- og logistiksektor, og det glæder mig. I mine øjne er det meget vigtigt, at Danmark sender et signal til omverden om, at vi er åbne over for at gennemføre en platooning-test som denne, og fortsætter:
- Vi får ikke bare en grønnere, mere sikker og effektiv transport af godset. Vi udnytter desuden kapaciteten på vejene bedre og udvikler det danske transport- og logistikerhverv gennem den digitale udvikling. Derfor glæder det mig også, at vi – lastbilproducenterne, myndighederne og branchen i fællesskab - kan vise et bud på fremtidens lastbiltransporter, siger Jacob Chr. Nielsen.
Selve eventen lander i Padborg kl. 15.30-17.00 på Lyren 1. Her er der mulighed for at se lastbilerne ved selvsyn og møde bilproducenterne og repræsentanter fra myndighederne og transportorganisationerne. ITD har desuden sørget for, at gæsterne kan spise en pølse eller et stykke kage, mens man sparker dæk og lytter til talerne.
Foto: Scania