torsdag 31. marts 2016 11:12

Platoons gjorde stop hos ITD

Den danske del af arrangementet The European Truck Platooning Challenge 2016 sluttede onsdagen af ved en større event hos ITD og ILT i Padborg, hvor lidt over 100 fremmødte kunne se lastbilerne ved eget selvsyn. ITD’s direktør betegner platooning-testen som et vigtigt skridt for den danske vejgodstransportsektor og Danmark.

Tre Volvo-lastbiler er på vej væk fra ITD, mens de tre Scania-platoon-lastbiler stadig holder på parkeringspladsen ved ITD i Padborg.

 

 

For første gang nogen sinde er delvist selvkørende lastbiler kørt igennem Danmark. Der var derfor spænding i luften blandt branchefolk og privatpersoner, og journalisterne og fotograferne var klar, da platooning-karavanen fra Scania og Volvo rullede ind på ITD’s parkeringsplads onsdag eftermiddag efter at have kørt tværs gennem Danmark.

 

- Vi er i dag vidner til noget helt spektakulært set med transportøjne. For første gang nogensinde er lastbiler kørt tværs gennem Danmark digitalt forbundet og delvist selvkørende, hvor hastigheden og bremsningen er styret af den forreste lastbils chauffør. Det er i sig selv imponerende, sagde Jacob Chr. Nielsen bl.a. i sin tale ved arrangementet og fortsatte:

 

- De seks lastbiler fra henholdsvis Volvo og Scania, som holder her på ITD’s parkeringsplads, viser et udpluk af de mange nye løsninger og teknologier, der de kommende år vil forny vores måde at anskue den professionelle vejgodstransportsektor på. Det glæder mig, at vi i Danmark lægger motorvej til at demonstrere og rette fokus mod de muligheder, de teknologiske fremskridt giver. I mine øjne er det meget vigtigt, at Danmark sender et signal til omverden om, at vi er åbne over for at gennemføre en platooning-test som denne. Det vil medvirke til at bringe os i førersædet, sagde han.

 

Jacob Chr. Nielsen åbnede i sin tale også op for perspektiverne i teknologiudviklingen ikke mindst for de danske transport- og logistikvirksomheder.

 

- Perspektiverne i denne udvikling er store for vores branche. Tænk blot på, hvad platooning kan betyde i køre- og hviletids sammenhæng, hvis chaufføren med tiden og ifølge reglerne kan lægge sig til at hvile, når han kobler sig på en platoon. Det vil kunne effektivisere erhvervet og give store fordele for den enkelte transport- og logistikvirksomhed, ikke mindst når chaufførkabalen skal gå op.

 

I forbindelse med arrangementet blev der også holdt en række andre taler fra bl.a. Vejdirektoratet, Færdselsstyrelsen, lastbilproducenterne Volvo og Scania og repræsentanter fra organisationerne DI Transport og DTL. Da det officielle program var overstået, så var der tid til at sparke dæk og se de fremtidsorienterede lastbiler, mens man spiste en pølse fra pølsevognen på pladsen.

 

Eventen The European Truck Platooning Challenge 2016 skal blandt andet sætte fokus på samarbejdet mellem EU-Kommissionen, EU-medlemslandene og industrien om selvkørende teknologier og behovet for harmonisering af regler på området. Karavanen fortsætter i dag rejsen videre mod Holland.

SENESTE ITD NYT
onsdag 02. september 2026

Vi samler branchen til fyraftensmøde den 23. september

Den 23. september inviterer vi dig til at tilbringe en aften i selskab med dine branchekollegaer. På programmet er blandt andet oplæg om ændringerne i vægt- og dimensionsreglerne fra 2027 og NIV, den digitale godkendelsesordning for nye køretøjer, som blev obligatorisk den 1. juli 2026. Det hele krydret med god aftensmad og de rette rammer hos Applus+ Bilsyn.

Vi samler branchen til fyraftensmøde den 23. september >
onsdag 02. september 2026

Husk at forny din registrering i Affaldsregistret

Er du registreret i Affaldsregistret, for eksempel som affaldstransportør eller indsamlingsvirksomhed, skal du huske at forny din registrering hvert år. Betalingen sker ikke automatisk, og hvis du ikke fornyer din registrering og betaler gebyret, kan din virksomhed blive inaktiveret og slettet fra registret.

Husk at forny din registrering i Affaldsregistret >
onsdag 02. september 2026

Vejafgift: ITD afventer svar i 5.000 indsigelsessager

I løbet af få uger forventer International Transport Danmark (ITD) en afklaring i de cirka 5.000 indsigelsessager, som organisationen varetager på vegne af medlemmer og kunder. ITD fastholder, at svaret bliver afgørende for deres stævning.

Vejafgift: ITD afventer svar i 5.000 indsigelsessager >