mandag 19. november 2018 14:32

ITD: Ambitiøse og konstruktive anbefalinger fra regeringens Vækstteam for Handel og Logistik

Stor ros fra ITD til regeringens vækstteam for handel og logistik, der netop har offentliggjort sine anbefalinger til, hvordan man bedst muligt understøtter og fremtidssikrer handels- og logistikerhvervet i en fremtid præget af stigende digitalisering. ITD vil gerne kvittere for, at teamet har lyttet til organisationens indspil på transportområdet og blandt andet anbefaler, at der bliver sikret fælles regler for vejtransport i hele EU, sikret tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft til erhvervene og udarbejdet en ny masterplan for infrastrukturen.

På kraftig opfordring fra ITD nedsatte regeringen i april 2018 et vækstteam for handel og logistik. Nu har vækstteamet færdiggjort sit arbejde, og anbefalingerne blev i dag overrakt til transportminister Ole Birk Olesen og erhvervsminister Rasmus Jarlov. 


Vækstteamet har haft fokus på at fremme vækst og digital omstilling i handels- og logistikerhvervet, at sikre lige konkurrencevilkår nationalt og internationalt samt at forenkle hverdagen for handels- og logistikvirksomheder. Teamet foreslår 24 ambitiøse og vidtrækkende initiativer, som i høj grad kan bidrage til at styrke handels- og logistikvirksomhederne, så de kan vinde i den internationale konkurrence både i udlandet og i Danmark.


- Regeringens vækstteam har leveret nogle solide og gennemarbejdede anbefalinger, som i høj grad bærer præg af, at der er blevet lyttet til ITD’s forslag og argumenter. Vi glæder os meget over, at vækstteamet så tydeligt fremhæver vigtigheden af fælles internationale spilleregler, så de danske virksomheder får fair og lige konkurrencevilkår. Det indebærer fælles og klare EU-regler, som kan følges af virksomhederne og håndhæves af myndighederne. I den forbindelse glæder det os også, at man inddrager de regulatoriske områder, så transportdokumenter standardiseres og digitaliseres. Dette er et længe næret ønske fra vores side, og det vil vi meget gerne kvittere for, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.


En anden vigtig anbefaling går på at sikre adgang til kvalificeret arbejdskraft, hvilket er hårdt tiltrængt i transport- og logistikerhvervet.

 

- Vi er hårdt udfordret af mangel på kvalificeret arbejdskraft, og dette problem vil vokse i fremtiden. Derfor er det tvingende nødvendigt, at der bliver adgang til den rette mængde arbejdskraft, og at det bliver gjort lettere at tiltrække udenlandsk arbejdskraft til de job, hvor vi står og mangler folk. Herudover skal vi naturligvis selv medvirke til at gøre det mere attraktivt at uddanne sig inden for logistik, og det vil vi naturligvis lægge os i selen for at bidrage til, siger Carina Christensen.

ITD har længe efterspurgt en masterplan for investeringer i infrastruktur, som kan bidrage til at løse de massive trængselsproblemer og fremtidssikre vejnettet. Her anbefaler vækstteamet, at der i dialog med logistikerhvervet udarbejdes en ny masterplan for infrastrukturen, hvor man blandt andet inddrager fleksible vejarealer, der gennem brug af intelligente trafiksystemer (ITS) kan tilpasses behovet for forskellige transportformer. Herudover anbefaler teamet, at kapaciteten på rastepladserne øges samt at muliggøre anvendelsen af modulvogntog på et større antal strækninger.

- Vækstteamet skal have meget stor ros for at adressere en af de største udfordringer på transportområdet, nemlig trængslen på vejene og manglen på rastepladser. Vi har i lang tid gjort opmærksom på, at det er på tide med en visionær og langtrækkende plan for infrastrukturen, og vi bidrager meget gerne til arbejdet. Vi ønsker en ambitiøs plan, der kan tage højde for de nye teknologiske og digitale muligheder, så vi på den måde kan være på forkant i forhold til at sikre en hensigtsmæssig trafikafvikling, der nedbringer spildtid på vejene, øger sikkerheden og reducerer miljøbelastningen, fremhæver Carina Christensen.

ITD har selv nedsat et vækstpanel for dansk vejgodstransport, som arbejder på at kortlægge branchens udfordringer og på at komme med løsninger, der kan ruste virksomhederne til fremtiden. Nu vil ITD drøfte anbefalingerne fra regeringens vækstpanel med sit eget vækstpanel og se, hvor der er mulighed for at spille sammen, når der skal følges op på anbefalingerne.

- Nu er det afgørende, at regeringen tager vækstteamets anbefalinger til sig, sætter handling bag ordene og prioriterer en styrkelse af transport- og logistikerhvervet. Det arbejde bidrager vi meget gerne til fra ITD´s side – også meget gerne i samspil med vores eget vækstpanel, slutter Carina Christensen.

 

Læs pressemeddelelsen og anbefalingerne fra regeringens vækstteam her.

 

Foto: Torben Klint/Ritzau Scanpix

 

 

 

 

SENESTE ITD NYT
mandag 20. juli 2026

Italien får opbakning i sag om østrigske kørselsforbud

Generaladvokaten ved EU-Domstolen vurderer, at Østrigs natlige, vinterlige og sektorale kørselsforbud på motorvejene A12 og A13 er i strid med EU-retten. Det er en vigtig opbakning til den kritik, som ITD har rejst gennem flere år.

Italien får opbakning i sag om østrigske kørselsforbud >
torsdag 16. juli 2026

E45/E20 ved Kolding: Ændringer i vejarbejdet fra uge 34

Vejdirektoratet har orienteret os om kommende ændringer i vejarbejdet på E45/E20 nord om Kolding. Fra uge 34 bliver frakørsel 63 Bramdrupdam spærret i sydgående retning, og der skal udføres aften- og natarbejde under broen ved Vejlevej.

E45/E20 ved Kolding: Ændringer i vejarbejdet fra uge 34 >
tirsdag 14. juli 2026

Østrig: Nye sommerkørselsforbud på A10

Kører din virksomhed international transport gennem Østrig, skal du være opmærksom på nye kørselsforbud for tunge køretøjer på A10 Tauernmotorvejen.

Østrig: Nye sommerkørselsforbud på A10 >