tirsdag 07. maj 2019 14:00

Statsministeren har udskrevet valg til Folketinget

Så blev spændingen omsider udløst. Folketingsvalget bliver afholdt onsdag den 5. juni 2019, det har statsminister Lars Løkke Rasmussen netop meddelt. ITD, Brancheorganisation for den danske vejgodstransport, ser frem til en spændende og intensiv valgkamp, hvor der vil blive arbejdet målrettet på at få sat væsentlige transportpolitiske emner højt på den politiske dagsorden.

Med offentliggørelsen af valgdatoen har statsminister Lars Løkke Rasmussen nu officielt skudt valgkampen i gang. Det indebærer, at der de næste fire uger bliver massiv kamp om politikernes opmærksomhed, og den kamp vil ITD naturligvis tage aktiv del i.

- I ITD glæder vi os til folketingsvalget, og vi vil den kommende tid benytte enhver anledning til at få sat højaktuelle transportpolitiske temaer på dagsordenen, så vi kan fastholde politikernes opmærksomhed på transporterhvervets betydning for vækst, beskæftigelse og sammenhængskraft i Danmark, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.

Klima bliver et vigtigt tema i valgkampen, og her bør den grønne omstilling af den tunge transport sikres en central plads i debatten.

- Klimadagsordenen er vigtig for alle, det er den også for den tunge transport, som meget gerne vil bidrage til den grønne omstilling. Desværre er der ingen nemme snuptagsløsninger her. Derimod er der hårdt brug for, at politikerne prioriterer og udstikker retningen, så virksomhederne ved, hvilken vej de skal gå, så de kan foretage grønne investeringer og få sat skub i omstillingen, siger Carina Christensen.

Arbejdsmiljø og arbejdsvilkår bliver også vigtige temaer, som transporterhvervet følger tæt.

- Transporterhvervet skal være attraktivt, så vi kan tiltrække arbejdskraft til faget. Vejgodstransporten beskæftiger omkring 51.000 personer i Danmark, og er et erhverv i vækst. Samtidig står vi står over for store udfordringer, fordi hver anden lastbilchauffør er over 50 år og 15 procent har rundet de 60. Den udfordring skal håndteres, og derfor skal der naturligvis fokus på arbejdsmiljø og arbejdsvilkår, siger Carina Christensen.

Også regeringens og Dansk Folkepartis store og ambitiøse infrastrukturplan, som blev præsenteret tidligere på året, bør få markant plads, fortsætter hun.

- Regeringen og Dansk Folkeparti præsenterede i april en flot, visionær og ikke mindst langsigtet helhedsplan for infrastrukturen i Danmark. Den plan er vi oprigtigt begejstrede for, da den meget langt hen ad vejen imødekommer de udfordringer, som transporterhvervet står med. Det gælder ikke mindst den massive og stadigt stigende trængsel på vejene, som hvert år koster virksomhederne og samfundet milliarder af kroner. Derfor skal infrastrukturplanen højt op på den transportpolitiske dagsorden under valgkampen, så vi sikrer, at de ambitiøse projekter – også de mere langsigtede - bliver ført ud i livet efter valget.

ITD vil i øvrigt opfordre politikerne til, at man efter valget forankrer infrastrukturen i et bredt politisk forlig, der sikrer planen et solidt fundament og gør den langtidsholdbar.

Vidste du i øvrigt, at:

  • Vejgodstransporten bidrager med 1,7 procent af Danmarks Bruttonationalprodukt (BNP)
  • Vejgodstransporten understøtter et samlet bidrag til Danmarks Bruttonationalprodukt (BNP) på 60,7 milliarder kroner.
  • Hvis vejgodstransporten fortsætter med 1 procent årlig vækst, vil erhvervets direkte BNP-bidrag være 5 milliarder kroner større end nu.
  • Vejgodstransporten beskæftiger 51.000 personer i Danmark. Det omfatter job hos vognmænd, flytteforretninger, speditører samt inden for affaldsindsamling og firmakørsel med lastbiler.
  • Målt på beskæftigelsen er vejgodstransporten større end for eksempel life science-klyngen med 38.000 direkte beskæftigede og skibsfarten med 20.000 direkte beskæftigede.
  • Vejgodstransporten er et erhverv i fremgang. Beskæftigelsen steg med 4.000 personer fra 2012 til 2016. Det er en stigning på 9 procent.
  • Samlet set understøtter vejgodstransporten en beskæftigelse på 88.000 personer i Danmark.

Kilde: Det er Copenhagen Economics, der har beregnet tallene for ITD, som fastslår, hvor vigtig en rolle vejgodstransporten spiller for dansk økonomi.

 

SENESTE ITD NYT
onsdag 24. juni 2026

Nye takografkrav: Sådan er ledsagebiler omfattet

Efter dialog med Færdselsstyrelsen er der nu nyt om, hvilke ledsagebiler styrelsen anser for omfattet af de nye regler om takograf og køre- og hviletid.

Nye takografkrav: Sådan er ledsagebiler omfattet >
tirsdag 23. juni 2026

FDE Fonden sender millioner ud til transportprojekter i hele landet

Snebroer, moderne undervisningsudstyr til flere af landets transport- og logistikuddannelser samt arrangementer, der skal bidrage positivt til branchens image og understøtte virksomhedernes tiltrækning af arbejdskraft. I alt 31 projekter modtager støtte for sammenlagt knap 2,3 mio. kr. i FDE Fondens første uddelingsrunde i 2026.

FDE Fonden sender millioner ud til transportprojekter i hele landet >
mandag 22. juni 2026

ITD-formand: Inddrag vognmænd i store infrastrukturprojekter

Myndighederne bør inddrage vognmænd og transportvirksomheder tidligere, når større infrastrukturprojekter skal planlægges. Det skriver ITD’s formand i et debatindlæg i Ingeniøren, hvor han peger på erfaringerne fra vejarbejdet ved Kolding.

ITD-formand: Inddrag vognmænd i store infrastrukturprojekter >