mandag 07. september 2020 09:48

De nominerede til Danish Transport Award 2020 offentliggjort

Danish Transport Award er ITD’s hyldestpris til branchen. Et skulderklap til de små og store medlemsvirksomheder, der går foran og viser vejen. I år hylder ITD med Danish Transport Award grøn omstilling hos danske transport- og logistikvirksomheder. De seks nominerede bliver præsenteret i Danish Transport Award-magasinet, der er på gaden i dag.

I ITD deler vi den politiske målsætning om at reducere udledningen af CO2 i Danmark med 70 procent i 2030 og en fossilfri transportsektor i 2050. Vi er heldigvis allerede nået langt i vejgodstransporten, hvor erhvervet har vist stor ansvarlighed med mange gode klimatiltag. Og det er de virksomheder, Danish Transport Award 2020 hylder.

 

Branchen har brug for grønne forbilleder

De nominerede til Danish Transport Award er valgt ud fra et bredt og stærkt felt af virksomheder, som alle yder en imponerende indsats for den grønne omstilling af transportbranchen.

 

De er nogle af branchens pionerer indenfor den grønne omstilling, og uanset størrelse formår de at udvise en opfindsomhed, der kombinerer miljøvenlige løsninger med holdbar økonomi, der kan inspirere andre.

 

Tidligere klima- og miljøminister samt klimakommissær bag rattet

I spidsen for juryen sidder Connie Hedegaard, som er tidligere klima- og miljøminister samt klimakommissær i EU. I dag er hun blandt andet formand for Danmarks grønne tænketank, CONCITO. Hun har skrevet forordet til magasinet til Danish Transport Award 2020.

 

Derudover består juryen af ITD’s formand samt administrerende direktør i S. Chr. Sørensen A/S, Christian Sørensen Madsen; ITD’s administrerende direktør, Carina Christensen; vinder af Danish Transport Award 2018 og administrerende direktør i Thortrans A/S, Lars Thomas Kristensen; transportpolitisk medarbejder i Rådet for Grøn Omstilling, Jeppe Juul; samt Niels Buus Kristensen som er forskningsleder ved Transportøkonomisk Institut, Oslo, og medlem af Klimarådet.

 

”Og de nominerede er…”

I Danish Transport Award-magasinet kan du møde de seks finalister, der alle hver især er mere end kvalificerede til at modtage titlen ”Vinder af Danish Transport Award 2020”.

De nominerede er: Dania Connect A/S, Eurobulk Logistics A/S, Frode Laursen A/S, K. Hansen Transport A/S, Kaj Madsen Fjelstrup A/S og P. Fournaise A/S.

 

I midten af september begynder optakten til offentliggørelsen af vinderen, som kåres torsdag den 1. oktober. Vi viser de nomineredes præsentationsvideoer på vores sociale medier – glæd dig.

 

Udover æren modtager vinderen også en check på 50.000 kr., andenpladsen vinder 25.000 kr., og tredjepladsen vinder 10.000 kr.

 

Kriterier for at vinde Danish Transport Award 2020

Som noget nyt er der i år fokus på virksomheder, der tænker grønt. Der er derfor ikke en medarbejderkategori. For at vinde prisen som Årets virksomhed skal virksomheden opfylde følgende krav:

- Virksomheden har fokus på grøn omstilling og tænker grønt.

- Det kan være, at virksomheden allerede har gennemført en grøn omstilling, hvor virksomheden eksempelvis arbejder med et eller flere af FN’s verdensmål, vasker lastbiler i opsamlet regnvand, optimerer ruteplanlægning, indkøber lastbiler med højeste euronorm, har solceller på sine lastbiler, installerer partikelfiltre, reducerer sit CO2-forbrug, tilbyder ”klimakørsel”, planter træer, kører på el eller brint eller forbedrer brændstoføkonomien ved chaufførkurser. 

- Virksomheden er medlem af ITD, Brancheorganisation for den danske vejgodstransport. 

 

Læs Danish Transport Award-magasinet her

SENESTE ITD NYT
torsdag 05. november 2026

Cyberangreb mod kølesystemer – er din virksomhed sikret?

Nylige cyberangreb mod køle- og frysesystemer flere steder i Europa har skabt opmærksomhed om risikoen for virksomheder, der opbevarer og transporterer temperaturfølsomme fødevarer. Angrebene kan få alvorlige konsekvenser for fødevaresikkerheden. Vi opfordrer derfor til, at du gennemgår sikkerheden i virksomhedens kølesystemer.

Cyberangreb mod kølesystemer – er din virksomhed sikret? >
torsdag 05. november 2026

Vejafgiftsbøder vælter ind: Over 95 procent er på 9.000 kroner

ITD’s medlemmer modtager i øjeblikket store mængder vejafgiftsbøder. Organisationens juridiske afdeling får nogle dage op mod 100 bøder ind til behandling, og over 95 procent lyder på den højeste sats. Det understreger behovet for at ændre bødemodellen, siger administrerende direktør Stefan K. Schou.

Vejafgiftsbøder vælter ind: Over 95 procent er på 9.000 kroner >
mandag 02. november 2026

ITD samlede den sjællandske transportbranche til endnu et velbesøgt Åbent Vognmandsmøde

Verdenssituationen, dansk politik og transportbranchens egne udfordringer var på programmet, da ITD lørdag samlede mere end 100 branchefolk til Åbent Vognmandsmøde hos Scania i Ishøj.

ITD samlede den sjællandske transportbranche til endnu et velbesøgt Åbent Vognmandsmøde >