onsdag 10. juni 2020 12:44

Højere dagpenge under uddannelse kan skaffe flere chauffører og sætte gang i hjulene

Spændende opkvalificeringsudspil fra regeringen kan afhjælpe den akutte mangel på chauffører og anden kvalificeret arbejdskraft i transportbranchen.

Foto: Søren Eriksen

 

Regeringen har onsdag præsenteret et opkvalificeringsudspil med forslag om at hæve dagpengene for ledige over 30 år med omtrent 2.000 kr. pr. måned, hvis man uddanner sig fra ufaglært til faglært arbejdskraft i fag, hvor der er behov for flere hænder. Samtidig får ledige på andre erhvervsfaglige uddannelser mulighed for at opkvalificere sig til fuld dagpengesats mod 80 procent i dag.

 

Vejgodstransporten beskæftiger omkring 88.000 mennesker i Danmark, men manglen på kvalificeret arbejdskraft har længe været en trussel for branchen, da en stor del af den nuværende arbejdsstyrke nærmer sig pensionsalderen samtidig med, at det er svært at tiltrække nye medarbejdere til branchen.

 

- Vi har længe råbt vagt i gevær i transportbranchen, for når transportvirksomhederne ikke kan rekruttere den arbejdskraft, de skal bruge, kan de heller ikke imødekomme behovet for transport fra blandt andet danske virksomheder. Det betyder flaskehalse og et ineffektivt transportsystem, som ikke er til gavn for den danske økonomi, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.

 

Under den nuværende covid-19 krise har den danske transportsektor gjort sit for at holde Danmark i gang, blandt andet ved at sikre forsyninger og varer er blevet leveret i næsten vanligt omfang. En afmatning af økonomien vil dog også ramme transportvirksomhederne, og der er derfor generelt behov for genopretningspakker, der kan sætte gang i økonomien, mener ITD.

 

ITD hilser derfor regeringens opkvalificeringsudspil velkommen, da det både vil kunne få flere til at søge hen mod chaufførfaget og samtidig bidrage til at sætte gang i hjulene i dansk økonomi.

 

- Vi er positive overfor de initiativer, som kan være med til at holde hjulene i gang. Både i transportbranchen, hvor vi har akutte udfordringer med mangel på arbejdskraft, men også generelt i den danske økonomi, hvor en nedgang jo også vil ramme transportvirksomhederne. Derfor fortjener regeringens opkvalificeringsudspil ros, da det både kan være med til at afhjælpe chaufførmanglen, og samtidig er et initiativ, der kan bruges som en brik i det store puslespil om, hvordan vi får sat gang i dansk økonomi efter covid-19, siger Carina Christensen.

 

Regeringen anslår ifølge Ritzau, at 2.125 personer vil gøre brug af muligheden for opkvalificering, og ITD vil fortsætte dialogen med jobcentrene for, at så mange som muligt af dem får øjnene op for de mange spændende karriereveje inden for vejgodstransport. 

SENESTE ITD NYT
torsdag 05. november 2026

Cyberangreb mod kølesystemer – er din virksomhed sikret?

Nylige cyberangreb mod køle- og frysesystemer flere steder i Europa har skabt opmærksomhed om risikoen for virksomheder, der opbevarer og transporterer temperaturfølsomme fødevarer. Angrebene kan få alvorlige konsekvenser for fødevaresikkerheden. Vi opfordrer derfor til, at du gennemgår sikkerheden i virksomhedens kølesystemer.

Cyberangreb mod kølesystemer – er din virksomhed sikret? >
torsdag 05. november 2026

Vejafgiftsbøder vælter ind: Over 95 procent er på 9.000 kroner

ITD’s medlemmer modtager i øjeblikket store mængder vejafgiftsbøder. Organisationens juridiske afdeling får nogle dage op mod 100 bøder ind til behandling, og over 95 procent lyder på den højeste sats. Det understreger behovet for at ændre bødemodellen, siger administrerende direktør Stefan K. Schou.

Vejafgiftsbøder vælter ind: Over 95 procent er på 9.000 kroner >
mandag 02. november 2026

ITD samlede den sjællandske transportbranche til endnu et velbesøgt Åbent Vognmandsmøde

Verdenssituationen, dansk politik og transportbranchens egne udfordringer var på programmet, da ITD lørdag samlede mere end 100 branchefolk til Åbent Vognmandsmøde hos Scania i Ishøj.

ITD samlede den sjællandske transportbranche til endnu et velbesøgt Åbent Vognmandsmøde >