tirsdag 06. oktober 2020 17:12

Udskydelse af postlov koster endnu en gang dyrt

Af regeringens lovkatalog fremgår det, at regeringen først forventer at fremsætte ny postlov til december og med ikrafttræden 1. juli 2021. Dermed er der lagt op til endnu en dyr midlertidig forlængelse med PostNord. Ministeren har et stort ansvar for at få stoppet tilskudscirkusset en gang for alle, mener ITD.

Foto: Istock

 

Af regeringens lovkatalog, som blev præsenteret i forbindelse med Folketingets åbning i dag, fremgår det, at Transportministeren først vil fremsætte forslag til ny postlov i anden halvdel af december, og at den ny lov først træder i kraft 1. juli 2021. Det betyder, at der skal findes endnu en midlertidig løsning på befordringspligten i første halvdel af 2021. To tidligere forlængelser af PostNords befordringspligt har indtil videre kostet skatteyderne over 220 millioner kroner.

 

- Skatteyderne skal åbenbart endnu en gang til lommerne og betale for det underskudsgivende PostNord. Det er på høje tid, at vi får gjort op med den nuværende situation på postområdet, hvor PostNord gang på gang beder om stadig flere skattepenge, og man kan kun være dybt bekymret for, hvor meget skatteyderne nu skal betale. Transportministeren har et stort ansvar for, at den nye postlov, som han vil have på plads til december, sætter en stopper for dette tilskudscirkus en gang for alle, siger Carina Christensen, administrerende direktør for ITD.

 

ITD har engageret sig i kampen for en ny og mere fair postlov, da PostNord med statsstøtte i ryggen har bredt sin forretning langt ud over den befordringspligt, virksomheden har fået tildelt. Det skader eksempelvis danske vognmænd voldsomt, at de skal konkurrere mod det statsejede PostNord Logistics på pakke- og stykgodsmarkedet, hvor der i forvejen er voldsom konkurrence. Samtidig står private aktører klar til at overtage store dele af brevbefordringen, hvis markedet var fair med lige konkurrencevilkår i modsætning til i dag, hvor kun PostNord eksempelvis er momsfritaget på en række services og i øvrigt har eneret til portoindtægter.

 

- Vi skal have skåret befordringspligten til, så mest muligt bliver overladt til det frie marked. Der er for eksempel ingen grund til, at pakker helt op til 20 kilo er omfattet af befordringspligten. I stedet skal vi fokusere på at skabe fair og lige konkurrencevilkår, så private aktører kan komme ind på lige fod med PostNord og konkurrere, siger Carina Christensen.

 

Hun opfordrer derfor politikerne til at sikre en gradvis liberalisering, så flere og flere af de opgaver, der ligger under en tilskåret befordringspligt, overlades til markedet. Kun i det omfang det viser sig, at enkelte opgaver ikke fuldt ud kan løftes af markedet, skal der udpeges en virksomhed til at varetage opgaven eller afholdes udbud for at finde en eller flere virksomheder til at varetage den pågældende opgave.

 

- En gradvis liberalisering vil sikre fortsat god og stabil postudbringning i hele landet, samtidig med at det bliver helt klart, hvor der måtte være behov for statslig indblanding. Dermed er vi også sikre på, at vi ikke betaler mere end nødvendigt på området, siger Carina Christensen.

SENESTE ITD NYT
mandag 02. november 2026

ITD samlede den sjællandske transportbranche til endnu et velbesøgt Åbent Vognmandsmøde

Verdenssituationen, dansk politik og transportbranchens egne udfordringer var på programmet, da ITD lørdag samlede mere end 100 branchefolk til Åbent Vognmandsmøde hos Scania i Ishøj.

ITD samlede den sjællandske transportbranche til endnu et velbesøgt Åbent Vognmandsmøde >
fredag 30. oktober 2026

Bulgarien: Midlertidige kørselsrestriktioner på A2 ved Sofia

Fra i dag, den 30. oktober, til den 9. november gælder der på udvalgte tidspunkter kørselsrestriktioner for lastbiler over 12 ton på A2 Hemus mellem Sofia og Botevgrad. Restriktionerne skyldes akut reparationsarbejde i Topli Dol-tunnelen.

Bulgarien: Midlertidige kørselsrestriktioner på A2 ved Sofia >
torsdag 29. oktober 2026

Vognmanden: Hvad betyder usikkerheden i landbruget for vognmændene?

Transportbranchen mærker også konsekvenserne af landbrugets usikre fremtid. I det nye afsnit af Vognmanden fortæller Rasmus De Klerk Jørgensen fra HV-Transport om, hvad der er på spil for danske vognmænd og livet i landdistrikterne.

Vognmanden: Hvad betyder usikkerheden i landbruget for vognmændene? >