torsdag 01. juni 2023 10:50

ITD fortsætter kampen mod kørselsafgiften

Loven om kørselsafgifter for lastbiler blev i dag vedtaget i Folketinget, og dermed er det endeligt politisk besluttet at gennemføre vejskatten. Men ITD vil fortsat kæmpe for, at erhvervet kompenseres for afgiften, som efter planen skal indføres i 2025.

Med et flertal bestående af regeringen (S,V, M) samt SF, RV, EL og ALT blev lovforslaget om kørselsafgifter for lastbiler i dag stemt igennem i Folketinget.

 

Den borgerlige opposition, DF, DD, LA, K og NB, stemte imod efter en længere debat i Folketingssalen.

 

Dermed er der flertal i Folketinget for at indføre kørselsafgifter for lastbiler i Danmark fra 2025. Men de seneste måneders massive modstand mod lovforslaget har ikke været forgæves, mener ITD’s bestyrelsesformand John A. Skovrup.

 

-Jeg mener vi har vundet befolkningens opbakning i kampen mod kørselsafgifterne. Og det skyldes ikke mindst, at vognmændene selv meget effektivt har vist deres utilfredshed og gjort opmærksom på, at det her er en skat, som ikke har noget med klima at gøre, siger John A. Skovrup, bestyrelsesformand i ITD.

 

Samtidig understreger formanden, at selvom politikerne har valgt at stemme loven igennem, så er det ikke slut med at kæmpe for at få ordentlige rammevilkår igennem, der gør det nemmere at være vognmand.

 

-Der er lang tid til 2025, hvor det her skal træde i kraft. Og vi vil bruge alle lejligheder til at gøre opmærksom på de skævheder loven medfører for vores erhverv, siger John A. Skovrup.

 

Regeringen mere lydhør

Samtidig lægger formanden vægt på, at regeringen trods alt har skruet gevaldigt op for dialogen med branchen efter det er gået op for den, hvor stor modstand, der er imod planerne ude i landet.

 

Det bekræftede skatteministeren selv over for ITD i sidste uge, hvor han talte til ITD’s konference Transport koster penge – Grøn transport koster mange penge på Christiansborg.

 

Her erkendte ministeren behovet for at komme branchen i møde og være åben over for justeringer, hvis det skulle blive nødvendigt.  

 

Og så løftede skatteministeren også låget for en række tiltag, der kunne indgå i en kommende plan for omstillingen af den grønne transport. Noget som branchen længe har efterspurgt.

 

Men ITD’s formand understreger stadig, at der ikke er kommet konkrete løfter fra regeringen.

 

-Indtil videre er der ikke kommet noget konkret på bordet fra regeringen, og vi har ikke fået invitation til drøftelser eller lovning på noget. Og vi vil stadig arbejde for, at regeringen kommer med væsentlige ændringer, som f.eks. at udsætte den til et senere tidspunkt. For man kan jo stadig blive klogere, efterhånden som vi nærmer os 2025, siger John A. Skovrup.

SENESTE ITD NYT
torsdag 29. oktober 2026

Vognmanden: Hvad betyder usikkerheden i landbruget for vognmændene?

Transportbranchen mærker også konsekvenserne af landbrugets usikre fremtid. I det nye afsnit af Vognmanden fortæller Rasmus De Klerk Jørgensen fra HV-Transport om, hvad der er på spil for danske vognmænd og livet i landdistrikterne.

Vognmanden: Hvad betyder usikkerheden i landbruget for vognmændene? >
torsdag 29. oktober 2026

Nye kontaktveje til Toldstyrelsens Kundecenter fra 2. november

Fra den 2. november 2026 ændrer Toldstyrelsen kontaktvejene til Kundecentret for spørgsmål om told og toldsystemer. Fremover kan du benytte en ny kontaktformular til skriftlige henvendelser, mens telefoniske henvendelser samles på ét nummer.

Nye kontaktveje til Toldstyrelsens Kundecenter fra 2. november >
onsdag 28. oktober 2026

Åbent Vognmandsmøde: Husk at tilmelde dig senest i morgen

På lørdag samler vi branchen til Åbent Vognmandsmøde hos Scania i Ishøj. Her skal vi omkring både verdenssituationen, dansk politik og transportbranchen, inden vi sætter os til bords med helstegt pattegris og flødekartofler. Vil du med? Så husk, at sidste tilmeldingsfrist er i morgen, torsdag den 29. oktober.

Åbent Vognmandsmøde: Husk at tilmelde dig senest i morgen >