onsdag 04. december 2024 12:49

ITD’s formand: Afskaf 25-timers-reglen og styrk tungvognskontrollen

25-timers-reglen, der skulle løse problemet med, at danske rastepladser bruges som campingpladser af især udenlandske chauffører, har slået fejl. Det udtaler ITD’s formand, John Agervig Skovrup, i dag i et interview til Lastbilsmagasinet. Han opfordrer til at afskaffe reglen og i stedet styrke politiets tungvognskontrol.

Efter næsten seks år med reglen om, at lastbiler ikke må parkere mere end 25 timer ad gangen på de statslige rastepladser, er det stadig ikke lykkedes at løse problemet med langtidsparkering. Særligt udenlandske chauffører holder fortsat ulovligt ugehvil i deres biler og spærrer for andre, der enten er nødt til at køre videre – med risiko for at få en bøde for at overtræde køre- og hviletidsreglerne – eller at parkere ulovligt, hvilket udløser en parkeringsafgift på 2.040 kroner. 

En afgift, som mange udenlandske vognmænd vælger at ignorere, fordi der ikke findes et effektivt europæisk inddrivelsessystem. Parkeringsafgifterne er ifølge ITD’s formand en ”tabersag”: 

”Vi bad om at få en løsning på et campistproblem, men det ramte os som en boomerang i røven. Det er danske chauffører og danske vognmænd, der betaler 2.040 kroner gang på gang på gang, mens alle de andre river bilaget i stykker og kører videre fra deres p-afgift.” 

Ud over at reglen om tidsbegrænset parkering ikke har løst problemet for chauffører, der ikke kan finde en ledig parkeringsplads, giver den også udenlandske vognmænd, der vælger at ignorere lovgivningen, en uretfærdig konkurrencefordel. John Agervig Skovrup opfordrer derfor til, at 25-timers-reglen afskaffes og erstattes af en mere målrettet indsats inden for tungvognskontrol. 

Kontrol af ugehvilet virker – og giver penge i statskassen 
I modsætning til overskridelse af parkeringsreglerne, der udløser en afgift, har det danske politi ved forhold, der kan straffes med bøde, mulighed for at tilbageholde køretøjet, indtil bøden er betalt. Og erfaringer viser, at det kan betale sig: For eksempel udskrev tungvognspolitiet på en enkelt nat i september 2023 bøder til 50 chauffører, der holdt ulovligt ugehvil på en rasteplads i Padborg – og indkasserede dermed halvanden million kroner til statskassen. En styrket kontrolindsats er derfor, ifølge ITD’s formand,vejen frem: 

”Mit forslag er: Afskaf 25-timers-reglen og overfør alle ressourcerne til tungvognspolitiet til målrettede kontroller af ugehvilet. Som det er i dag, er der et inddrivelsessystem og p-vagter, der skal aflønnes. De millioner skal man tilføre tungvognspolitiet til målrettede aktioner mod opretholdelse af weekendhvilet.” 

Der skal ske noget nu 
Da 25-timers-reglen ikke udspringer af europæisk lovgivning, vil de danske politikere principielt kunne afskaffe den i morgen. Reglerne omkring kontrol af ugehvilet er, som John Agervig Skovrup fremhæver, allerede på plads: 

”Nu har man talt om det her problem i årevis. Men det bliver bare ved med at være tom snak. Problemet bliver ikke løst. Nu skal det stoppes. Vi har noget lovgivning allerede i dag, der kan håndtere det. Det er sådan set bare at sende politiet ud for at kontrollere.” 

Læs det fulde interview med John Agervig Skovrup her (kræver login til Lastbilsmagasinet).  

SENESTE ITD NYT
onsdag 02. september 2026

Vi samler branchen til fyraftensmøde den 23. september

Den 23. september inviterer vi dig til at tilbringe en aften i selskab med dine branchekollegaer. På programmet er blandt andet oplæg om ændringerne i vægt- og dimensionsreglerne fra 2027 og NIV, den digitale godkendelsesordning for nye køretøjer, som blev obligatorisk den 1. juli 2026. Det hele krydret med god aftensmad og de rette rammer hos Applus+ Bilsyn.

Vi samler branchen til fyraftensmøde den 23. september >
onsdag 02. september 2026

Husk at forny din registrering i Affaldsregistret

Er du registreret i Affaldsregistret, for eksempel som affaldstransportør eller indsamlingsvirksomhed, skal du huske at forny din registrering hvert år. Betalingen sker ikke automatisk, og hvis du ikke fornyer din registrering og betaler gebyret, kan din virksomhed blive inaktiveret og slettet fra registret.

Husk at forny din registrering i Affaldsregistret >
onsdag 02. september 2026

Vejafgift: ITD afventer svar i 5.000 indsigelsessager

I løbet af få uger forventer International Transport Danmark (ITD) en afklaring i de cirka 5.000 indsigelsessager, som organisationen varetager på vegne af medlemmer og kunder. ITD fastholder, at svaret bliver afgørende for deres stævning.

Vejafgift: ITD afventer svar i 5.000 indsigelsessager >