torsdag 11. juli 2024 14:24

Nyt administrativt krav for transportvirksomheder

Fra den 1. juli har Skatteministeriet ændret reglerne for, hvem der skal registreres som bruger på køretøjet. Det kan skabe uhensigtsmæssigt administrativt arbejde for transportvirksomhederne.

Ændringen er sket i registreringsbekendtgørelsen, og Motorstyrelsen har efterfølgende præciseret det i en vejledning. Efter denne vejledning vil langt flere skulle registreres som brugere på køretøjet.

 

Det betyder de nye regler for branchen

For transportvirksomheder vil det helt konkret betyde, at såfremt en lastbil er forbeholdt en enkelt chauffør, og han eller hun bruger bilen mere end 30 dage, så skal chaufføren registreres som sekundær bruger på køretøjet. Det gælder også, selvom chaufføren ikke kan råde over køretøjet privat. Transportvirksomheden vil også fortsat skulle registreres som bruger.

 

Er lastbilen derimod ikke forbeholdt samme chauffør, eksempelvis ved tomandsbetjening eller fordi chaufførerne bytter lastbil, så er der derimod ingen af chaufførerne, som skal registreres som sekundær bruger.

 

Det administrative arbejde stopper desværre ikke her. Hvis køretøjet er leaset eller lejet, så vil transportvirksomheden ikke selv kunne registrere chaufføren som sekundær bruger, da det kun er ejeren, som kan lave denne registrering. Derudover vil man til registreringen skulle bruge en fuldmagt eller en ansættelseskontrakt for chaufføren.

 

Udover at give en masse administrativt arbejde, så har det også nogle økonomiske konsekvenser. Det er nemlig kun indtil den 31. december 2024, at Motorstyrelsen ikke vil opkræve gebyr for at få registreret chaufføren som sekundær bruger. Registreringen kan derudover også have konsekvenser for chaufføren. Når man er registreret som bruger på køretøjet, så kan man nemlig gøres ansvarlig for eksempelvis periodiske afgifter, hvis ejeren ikke betaler disse.

 

Hvorfor nye regler?

Årsagen til nye regler er, at myndighederne ønsker bedre kontrol med, hvem der har kørt et givent køretøj. Men netop for lastbiler vil dette jo fremgå af takografdataene, og der synes derfor at være tale om et nyt krav, som blot giver yderligere omkostninger og administrativt arbejde, uden at nogen har gavn af dette.

 

Derfor stiller ITD sig kritiske overfor ændringen, og vi vil således opfordre til, at myndighederne straks ser på, om der kan indføres en mere hensigtsmæssig ordning, eventuel i form af en undtagelse for lastbilerne. ITD har i den forbindelse taget kontakt til både Motorstyrelsen og Skatteministeriet med henblik på en dialog omkring dette.

SENESTE ITD NYT
mandag 02. november 2026

ITD samlede den sjællandske transportbranche til endnu et velbesøgt Åbent Vognmandsmøde

Verdenssituationen, dansk politik og transportbranchens egne udfordringer var på programmet, da ITD lørdag samlede mere end 100 branchefolk til Åbent Vognmandsmøde hos Scania i Ishøj.

ITD samlede den sjællandske transportbranche til endnu et velbesøgt Åbent Vognmandsmøde >
fredag 30. oktober 2026

Bulgarien: Midlertidige kørselsrestriktioner på A2 ved Sofia

Fra i dag, den 30. oktober, til den 9. november gælder der på udvalgte tidspunkter kørselsrestriktioner for lastbiler over 12 ton på A2 Hemus mellem Sofia og Botevgrad. Restriktionerne skyldes akut reparationsarbejde i Topli Dol-tunnelen.

Bulgarien: Midlertidige kørselsrestriktioner på A2 ved Sofia >
torsdag 29. oktober 2026

Vognmanden: Hvad betyder usikkerheden i landbruget for vognmændene?

Transportbranchen mærker også konsekvenserne af landbrugets usikre fremtid. I det nye afsnit af Vognmanden fortæller Rasmus De Klerk Jørgensen fra HV-Transport om, hvad der er på spil for danske vognmænd og livet i landdistrikterne.

Vognmanden: Hvad betyder usikkerheden i landbruget for vognmændene? >