torsdag 03. juli 2025 13:28

Åbent brev til transportministeren: Afskaf 25-timers-reglen

Afskaf 25-timers-reglen: Fair forhold kræver reel handling – ikke mere symbolpolitik. Sådan lyder budskabet i det åbne brev, som ITD's formand, John Agervig Skovrup og Erik Emil Hansen, formand for Godschaufførernes Landsklub i 3F, i dag har sendt til transportministeren.

Til transportminister Thomas Danielsen

 

Som formænd for henholdsvis ITD og Godschaufførernes Landsklub repræsenterer vi tusindvis af aktører i den danske vejgodstransport – både vognmænd og chauffører.

 

Du har ved flere lejligheder meldt ud, at du vil se nærmere på afskaffelsen af 25-timers-reglen for parkering på statens rastepladser. Det hilser vi velkommen! For det har vores branche i dén grad behov for.

 

Den 1. januar 2025 havde reglen seks år på bagen. Men der er intet at fejre – tværtimod. For den har vist sig at være en ineffektiv, uretfærdig og konkurrenceforvridende ordning, der først og fremmest rammer de danske chauffører og vognmænd.

 

Et nationalt selvmål

Reglen blev i sin tid indført for at komme langtidsparkering og ulovligt weekendhvil i lastbiler til livs. Men i stedet for at styrke kontrol og ordentlighed har man indført en administrativ tomgangsregel, som i praksis straffer dem, den skulle beskytte.

 

Reglen har ført til p-kontrol på rastepladser og dummebøder på 2040 kroner – for eksempel for at parkere på stregerne i en optegnet parkeringsbås. Danske chauffører betaler, mens de udenlandske smider deres p-afgifter i skraldespanden og kører videre. Der er nemlig ingen effektiv model til at inddrive deres gæld. Det er konkurrenceforvridning i sin reneste form.

 

Tilbage står vi med det samme problem, som 25-timers-reglen skulle løse: For få pladser til for mange lastbiler. I praksis betyder det, at chauffører gang på gang havner i et umuligt valg: Skal man tage chancen, køre videre til næste rasteplads og håbe på en ledig bås – og med høj sandsynlighed risikere at bryde køre- og hviletiden? Eller skal man parkere ulovligt uden for en bås, hvor man ikke er til gene for nogen, men alligevel kan forvente en bøde på 2040 kroner? Vi taler om chauffører, der bare forsøger at passe deres arbejde – ordentligt og effektivt. Men 25-timers-reglen spænder ben og tvinger dem til at være på kant med loven.

 

Flyt midlerne til tungvognspolitiet

I stedet for at holde liv i et ineffektivt bødeapparat, der koster ressourcer og ikke løser problemet, foreslår vi at bruge kræfterne dér, hvor det virker: Målrettet kontrol af ugehvilet. Her kan politiet rent faktisk gribe ind, udstede bøder - som udenlandske chauffører også skal betale - og om nødvendigt tilbageholde køretøjet. Det virker – bare se på Padborg, hvor tungvognspolitiet på én enkelt nat kunne skrive bøder for 1,5 mio. kr.

 

Derfor bør 25-timers-reglen afskaffes, og ressourcerne øremærkes til tungvognspolitiets arbejde. Det gavner den fair konkurrence og chaufførernes vilkår samtidig med, at det afhjælper pladsmanglen.

 

Så kære Thomas Danielsen. I 2018 blev vi lovet en regel, der kunne afhjælpe pladsmanglen og sikre chaufførerne ordentlige arbejdsvilkår. Det har vi stadig ikke fået. Afskaf 25-timers-reglen og dummebøderne – og øremærk i stedet alle midlerne til tungvognspolitiet, der kan udføre målrettede kontroller af ugehvilet. Så vi får færre unødvendige bøder og reel kontrol, der ikke straffer os, der bare gerne vil passe vores arbejde på lige vilkår med udenlandske chauffører.

 

Vi står selvfølgelig til rådighed og bidrager gerne aktivt til arbejdet med afskaffelsen af 25-timers-reglen.

 

Lastbil Magasinet dækker historien og bringer i dag det åbne brev. Læs med her. 

SENESTE ITD NYT
fredag 10. juli 2026

Har du betalt for meget for udskiftningsdæk?

Vi vil gerne gøre dig opmærksom på en sag i EU, som kan betyde, at du har betalt for meget for dine udskiftningsdæk i perioden fra 2016 til midten af 2025. Derfor er det vigtigt, at du allerede nu gemmer og sikrer din dokumentation, hvis du senere ønsker at rejse et muligt krav.

Har du betalt for meget for udskiftningsdæk? >
fredag 10. juli 2026

Sommerhilsen fra formandens førerhus

Velkommen til nyhedsbrevet ”Nyt fra formandens førerhus”, som ITD’s bestyrelsesformand, John Agervig Skovrup, med mellemrum sender ud til medlemmerne.

Sommerhilsen fra formandens førerhus >
onsdag 08. juli 2026

Nye emballageregler: Det skal du være opmærksom på

Fra den 12. august 2026 træder de første regler i EU's emballageforordning i kraft. For mange virksomheder betyder det nye krav til emballagers indholdsstoffer og dokumentation samt ændringer i reglerne om producentansvar. Vær særligt opmærksom, hvis din virksomhed importerer emballage eller emballerede produkter, eller hvis din virksomheds navn eller logo sættes på emballage.

Nye emballageregler: Det skal du være opmærksom på >