fredag 09. oktober 2026 16:14

Kun to virksomhedsadgange til EMS2-vejnettet er godkendt: ITD efterlyser screening efter svensk model

Et nyt ministersvar viser, at kun to ruter er godkendt under virksomhedsordningen for dobbelttrailervogntog siden november 2024. Det understreger igen behovet for at foretage screening efter den svenske model, siger køreteknisk ekspert Steffen Johannsen.

Siden virksomhedsordningen for dobbelttrailervogntog (EMS2) trådte i kraft den 1. november 2024, har Vejdirektoratet frem til den 30. september 2026 behandlet 21 sager om ønskede nye ruter til specifikke virksomhedslokationer. Heraf er kun to ruter godkendt, tre er under ombygning, og yderligere to forventes godkendt. Det fremgår af et nyt svar fra by-, land- og transportminister Signe Munk til Folketingets Transportudvalg.

 

Ifølge køreteknisk ekspert Steffen Johannsen er de få godkendte ruter et alvorligt tegn på, at ordningen ikke fungerer efter hensigten:

 

”Jeg har selv været med i ansøgningsprocessen hos flere af vognmændene og har set, hvordan de har måttet opgive deres projekter, fordi vejtilpasningerne blev for dyre. Med de samfundsmæssige og klimamæssige gevinster, dobbelttrailervogntog kan give, er det stærkt utilfredsstillende, at prisen for at få adgang til vejnettet spænder ben,” siger Steffen Johannsen, køreteknisk ekspert i International Transport Danmark.

 

Det får igen Steffen Johannsen til at pege på behovet for at åbne for screening og godkendelse af A-double-vogntog efter svensk specifikation, da det vil mindske behovet for vejtilpasninger og dermed sænke etableringsomkostningerne markant.

 

Høje udgifter spænder ben for nye dobbelttrailerruter

A-double-vogntog efter svensk specifikation findes allerede i et større antal i Danmark, fordi flere vognmænd ønsker at bruge dem til kørsel mellem Danmark og Sverige. ITD peger samtidig på de svenske erfaringer: Her er omkring 6.750 kilometer vejnet åbnet for dobbelttrailervogntog, og yderligere 3.800 km vejnet åbnes fra årsskiftet, mens Danmark fortsat er begrænset til et par hundrede kilometer.

 

”Screening og godkendelse bør tage udgangspunkt i den plads, vogntoget reelt optager. Vognmændene skal ikke betale for at tilpasse vejene til en mere pladskrævende dobbelttrailertype, som de ikke vil bruge på ruten. Den svenske model er lidt mere teknisk avanceret, men kræver mindre plads i sving. Det betyder færre og billigere vejtilpasninger,” siger Steffen Johannsen.

 

I et andet nyt ministersvar fremgår det, at der er afsat 122,2 millioner kr. til at understøtte dobbelttrailervogntogsforsøget. Midlerne er endnu ikke disponeret, og Vejdirektoratet forventer først at fremlægge et oplæg til prioritering af projekter frem mod udgangen af 2027.

 

ITD mener, at screeningsgebyret på 50.000 kr. bør nedsættes væsentligt. Samtidig bør det undersøges, om de afsatte midler kan bruges til at finansiere nødvendige vejtilpasninger og dermed gøre det lettere for virksomheder, havne og industriområder at få adgang til vejnettet for dobbelttrailervogntog.

SENESTE ITD NYT
mandag 02. november 2026

ITD samlede den sjællandske transportbranche til endnu et velbesøgt Åbent Vognmandsmøde

Verdenssituationen, dansk politik og transportbranchens egne udfordringer var på programmet, da ITD lørdag samlede mere end 100 branchefolk til Åbent Vognmandsmøde hos Scania i Ishøj.

ITD samlede den sjællandske transportbranche til endnu et velbesøgt Åbent Vognmandsmøde >
fredag 30. oktober 2026

Bulgarien: Midlertidige kørselsrestriktioner på A2 ved Sofia

Fra i dag, den 30. oktober, til den 9. november gælder der på udvalgte tidspunkter kørselsrestriktioner for lastbiler over 12 ton på A2 Hemus mellem Sofia og Botevgrad. Restriktionerne skyldes akut reparationsarbejde i Topli Dol-tunnelen.

Bulgarien: Midlertidige kørselsrestriktioner på A2 ved Sofia >
torsdag 29. oktober 2026

Vognmanden: Hvad betyder usikkerheden i landbruget for vognmændene?

Transportbranchen mærker også konsekvenserne af landbrugets usikre fremtid. I det nye afsnit af Vognmanden fortæller Rasmus De Klerk Jørgensen fra HV-Transport om, hvad der er på spil for danske vognmænd og livet i landdistrikterne.

Vognmanden: Hvad betyder usikkerheden i landbruget for vognmændene? >