onsdag 01. oktober 2025 10:09

ITD jubler over ministermelding om svensk dobbelttrailer-model

Transportminister Thomas Danielsen har løftet sløret for, at han arbejder på at indføre svenske standarder for EMS2-vogntog (dobbelttrailervogntog) ved siden af den danske A-double-model. International Transport Danmark (ITD) jubler over meldingen, der kan bane vej for at fjerne den nok største barriere for udrulningen.

Siden forsøgsordningen med EMS2-vogntog blev indført 1. januar 2024, har der ikke været meget aktivitet i udbredelsen af vejnettet til længere og mere klimavenlige vogntog.

Den største barriere har været de høje omkostninger for vognmændene: Først 50.000 kroner for screeningen hos Vejdirektoratet – og derefter udsigten til etableringsudgifter på ofte mange millioner kroner.

Men nu virker det til, at der sker noget. Transportminister Thomas Danielsen udtalte i Lastbilmagasinet d. 29. september, at han arbejder på at få indført nogle af de svenske EMS2-typer parallelt med de danske.

”Effekten af EMS2-vogntog er positiv hele vejen rundt. For klimaet, for chaufførmanglen og for den generelle transporteffektivitet, så det er fantastisk, at vi forhåbentlig snart kan få udbredt denne succeshistorie til flere dele af Danmark,” siger Steffen Johannsen, køretøjsteknisk ekspert hos ITD.

Både de svenske modeltyper A-double og AB-double kommer på vejene

Når den svenske model er så eftertragtet, skyldes det ifølge ITD, at lastbilerne er mindre arealkrævende på vejene i svingene, og at vognmændene allerede bruger dem i Sverige. Det betyder, at det vejnet, der eventuelt skal ombygges, vil være i markant mindre skala og dermed betydeligt billigere for vognmændene i forhold til den nuværende situation, hvor det alene er muligt at få screenet og godkendt nye veje efter den mere pladskrævende danske EMS2-standard.

Særligt muligheden for at få screenet og godkendt nye veje efter den svenske A-double-type har ITD efterspurgt, da mange danske vognmænd allerede har denne type køretøj i større antal i deres flåde. Derfor glæder ITD sig over, at også den svenske A-double bliver del af ordningen – og ikke kun AB-doublen.

Transportminister Thomas Danielsen fortæller, at både den svenske AB-double og A-double vil blive indført i Danmark, så vognmænd, der vælger disse modeller, kan få screenet og godkendt nye veje efter det arealbehov vogntogene rent faktisk har.

“Det her betyder konkret, at danske vognmænd i større omfang får råd og mulighed for at komme med på EMS2-vejnettet, og det er ubetinget godt. At den svenske AB-double bliver indført, er en god nyhed. At den svenske A-double bliver indført, er en rigtig, rigtig god nyhed,” udtaler Steffen Johannsen.

EMS2-vogntog vil øge godsvolumenkapaciteten med op mod 25 procent i forhold til modulvogntog. Transportminister Thomas Danielsen arbejder for en permanent tilladelse fra 2027, mens en forsøgsordning skal træde i kraft før, så processen ikke trækker ud.

SENESTE ITD NYT
mandag 02. november 2026

ITD samlede den sjællandske transportbranche til endnu et velbesøgt Åbent Vognmandsmøde

Verdenssituationen, dansk politik og transportbranchens egne udfordringer var på programmet, da ITD lørdag samlede mere end 100 branchefolk til Åbent Vognmandsmøde hos Scania i Ishøj.

ITD samlede den sjællandske transportbranche til endnu et velbesøgt Åbent Vognmandsmøde >
fredag 30. oktober 2026

Bulgarien: Midlertidige kørselsrestriktioner på A2 ved Sofia

Fra i dag, den 30. oktober, til den 9. november gælder der på udvalgte tidspunkter kørselsrestriktioner for lastbiler over 12 ton på A2 Hemus mellem Sofia og Botevgrad. Restriktionerne skyldes akut reparationsarbejde i Topli Dol-tunnelen.

Bulgarien: Midlertidige kørselsrestriktioner på A2 ved Sofia >
torsdag 29. oktober 2026

Vognmanden: Hvad betyder usikkerheden i landbruget for vognmændene?

Transportbranchen mærker også konsekvenserne af landbrugets usikre fremtid. I det nye afsnit af Vognmanden fortæller Rasmus De Klerk Jørgensen fra HV-Transport om, hvad der er på spil for danske vognmænd og livet i landdistrikterne.

Vognmanden: Hvad betyder usikkerheden i landbruget for vognmændene? >