torsdag 13. februar 2025 13:13

Vejafgift: Vognmænd oversvømmes af bøder

En aktindsigt fra Færdselsstyrelsen viser, at der i perioden fra den 9. til 14. januar er udstedt 2.978 bødeforlæg for ikke korrekt betalt vejafgift i Danmark. ITD – International Transport Danmark – råber alarm og påpeger, at systemfejl kvæler vognmændene.

Der regner bøder ned over vognmænd efter den kilometerbaserede vejafgift trådte i kraft 1. januar. 

Det står klart efter, at ITD har søgt aktindsigt ved Færdselsstyrelsen for mængden af udstedte bødeforlæg, der er udstedt pga. forkert betaling.

På blot fem dage i januar er der uddelt 2.978 bøder, oplyser ITD.

”Det her er voldsomt. Vi ved fra vores gennemgang af de bøder, vi har fået tilsendt, at mange bøder er uretmæssige eller skyldes tekniske problemer. Det her viser tydeligt, at der er noget helt galt. Et snit på næsten 600 bøder om dagen er helt ude af proportioner,” siger formand for ITD John Agervig Skovrup.

ITD hjælper fortsat med at gøre indsigelser mod fejludstedte bøder 
Vognmænd betaler vejafgift via en vejafgiftsboks eller ved køb af en rutebillet. Tidligere på ugen meddelte ITD, at de ville gøre indsigelser på over 200 bøder, som deres medlemsvirksomheder eller VIALTIS-kunder med en Telepass-vejafgiftsboks havde indsendt. 

Det tal har nu ramt over 300 bøder, som der skal laves indsigelser mod. Der er udelukkende tale om tilfælde, hvor der enten er købt en rutebillet, eller hvor der har været en boks til betaling af vejafgift fra en af de godkendte udbydere.

”Vi har været nødt til at sætte flere medarbejdere til at håndtere bøder, fordi der kommer så mange. Vi ser alt fra bøder til vognmænd, der har betalt vejskat til vognmænd, der får bøder for lastbiler, de ikke har ejet i flere år. Vi har set meget i forbindelse med vores erfaring med udenlandsk vejafgift, men det her nærmer sig en rekord,” udtaler John Agervig Skovrup.


Bødetaksten lyder i dag på 4.500 kr. p
er 24 timer, mens regeringen har planer om at fordoble taksten til 9.000 kr. per 24 timer.

I januar meddelte Sund & Bælt, at bøder udstukket for overtrædelser mellem 1. og 8. januar ville blive annulleret pga. opstartsvanskeligheder.


ITD anbefaler fortsat deres medlemmer og VIALTIS-kunder med
Telepass til at sende deres bøder ind til juridisk vurdering hos chefjurist Maria Feldberg, hvorefter ITD vil bistå med indsigelser mod bøderne.

Alle bødeforlæg indsendes per mail til: mfe@itd.dk. 

SENESTE ITD NYT
onsdag 11. november 2026

Husk momsfristen den 1. december

Afregner du moms kvartalsvis, skal du senest den 1. december indberette og betale moms for 3. kvartal 2026. Det kan derfor være en god idé allerede nu at få styr på momsregnskabet og de oplysninger, du skal bruge.

Husk momsfristen den 1. december >
onsdag 11. november 2026

Kompensation for emballageaffald: Ændringer fra 2027

Dansk Producentansvar (DPA) har offentliggjort den nye kommunetildeling af emballageaffald for 2027 og 2028. Hvis du søger kompensation for erhvervsemballageaffald eller gør det på vegne af dine kunder, kan den nye tildeling få betydning for, hvilken kollektiv ordning du skal sende anmodningen til.

Kompensation for emballageaffald: Ændringer fra 2027 >
mandag 09. november 2026

Ny vejledning om smittebeskyttelse ved transport af dyr og animalske biprodukter

Fødevarestyrelsen har udarbejdet en ny vejledning om smittebeskyttelse. Vejledningen beskriver blandt andet transportørernes ansvar for at forebygge spredning af smitsomme dyresygdomme og er relevant for dig, der transporterer levende dyr eller animalske produkter, herunder animalske biprodukter.

Ny vejledning om smittebeskyttelse ved transport af dyr og animalske biprodukter >