onsdag 07. oktober 2026 11:37

Fra verdenssituationen til transportpolitik på ITD’s vognmandsmøde

Uro i verden, politiske bevægelser på Christiansborg og en transportbranche med meget på spil. Det bliver omdrejningspunktet, når International Transport Danmark (ITD) samler branchen til Åbent Vognmandsmøde den 31. oktober, hvor skarpe oplæg fra markante stemmer og transportpolitisk debat er på programmet.

Hvad betyder krige, konflikter og en ny sikkerhedspolitisk virkelighed for den verden, danske transportvirksomheder skal operere i? Det bliver startpunktet, når ITD’s vognmandsarrangement Åbent Vognmandsmøde igen samler vognmænd, ledere og direktører i transportbranchen til en dag med aktuelle emner og politisk debat. Hos Scania i Ishøj begynder programmet denne gang med blikket rettet langt ud over Danmarks grænser.

 

”Transportbranchen er tæt forbundet med den verden, der ligger omkring os. Når verden rykker på sig, kan det mærkes næsten med det samme. En konflikt langt fra Danmark kan ende som en dyrere regning eller nye vilkår for transportvirksomheder herhjemme. Og lige nu er der rigtig meget i bevægelse, som branchen ikke selv er herre over. Netop derfor begynder programmet med det store udsyn, før fokus rykker hjem til Danmark og Christiansborg,” siger Stefan K. Schou, direktør i ITD.

 

Det store udsyn leverer Peter Viggo Jakobsen, der som lektor ved Forsvarsakademiet og ekspert i sikkerheds- og forsvarspolitik følger de internationale konflikter og magtforskydninger tæt. Han skal give sit blik på, hvor verden bevæger sig hen. Derefter rykker perspektivet hjem til Danmark, når politisk kommentator Brian Weichardt tager temperaturen på dansk politik og ser nærmere på Folketinget, regeringen og det politiske landskab lige nu.

 

Transportpolitik med spørgsmål direkte fra salen

På dagen får deltagerne også en direkte linje til Folketinget, når Dansk Folkepartis transportordfører, Michael Nedersøe, sammen med ITD’s formand, John A. Skovrup, tager fat på transportpolitikken og de vilkår, vognmændene arbejder under. Undervejs bliver der åbnet for spørgsmål fra salen, så deltagerne selv kan bringe deres perspektiver og erfaringer ind i samtalen.

 

Ud over sin plads i Folketinget kommer Michael Nedersøe med mere end 25 års erfaring som chauffør. Han har derfor et indgående kendskab til den branche, deltagerne arbejder i, og som han i dag selv er med til at sætte de politiske rammer for.

 

Åbent Vognmandsmøde finder sted lørdag den 31. oktober 2026 kl. 10.00 til 14.00 hos Scania, Industribuen 19, 2635 Ishøj. Ud over dagens oplæg og debat bliver der god tid til at møde andre fra branchen og kigge på lastbiler, mens ITD traditionen tro serverer helstegt pattegris. Arrangementet er åbent for vognmænd, direktører og ledere i transportvirksomheder, uanset medlemskab af ITD.

 

Tilmelding til Åbent Vognmandsmøde sker på www.itd.dk.

SENESTE ITD NYT
fredag 09. oktober 2026

Kun to virksomhedsadgange til EMS2-vejnettet er godkendt: ITD efterlyser screening efter svensk model

Et nyt ministersvar viser, at kun to ruter er godkendt under virksomhedsordningen for dobbelttrailervogntog siden november 2024. Det understreger igen behovet for at foretage screening efter den svenske model, siger køreteknisk ekspert Steffen Johannsen.

Kun to virksomhedsadgange til EMS2-vejnettet er godkendt: ITD efterlyser screening efter svensk model >
fredag 09. oktober 2026

ITD-direktør: Den nye bødemodel er en akademisk skrivebordsøvelse

Regeringen har ikke lavet nogen beregninger af, hvordan den nye vejafgiftsbødemodel vil påvirke bødeudstedelsen. Det skærper ITD’s mistanke om, at modellen kun er en lempelse på papiret, siger administrerende direktør Stefan K. Schou til Lastbil Magasinet.

ITD-direktør: Den nye bødemodel er en akademisk skrivebordsøvelse >
torsdag 08. oktober 2026

Tjek din Telepass og minimér risikoen for bøder

For at mindske risikoen for bøder i forbindelse med betaling af vejafgift anbefaler vi, at du gennemgår dine Telepass-enheder og kontrollerer, at de er korrekt installeret og tilmeldt de relevante lande. Vi anbefaler desuden, at du udskifter Telepass SAT med Telepass K1.

Tjek din Telepass og minimér risikoen for bøder >