ITD efter CPR-sag: Færdselsstyrelsen skal stoppe unødvendig deling af CPR-numre
Copyright: ITD
Virksomheder, der transporterer eller håndterer farligt gods, kan have brug for en sikkerhedsrådgiver. Som led i Færdselsstyrelsens digitalisering har disse virksomheder siden 1. juli 2025 skullet registrere rådgiveren digitalt via den offentlige erhvervsportal Virk, hvor rådgiverens CPR-nummer skal indtastes. Rådgiveren skal derfor udlevere sit CPR-nummer til virksomheden, hvilket efter ITD’s vurdering har forværret datasikkerheden.
ITD har flere gange bedt Færdselsstyrelsen om at ændre løsningen, og den aktuelle CPR-sag understreger behovet, mener organisationen. Digitaliseringsminister Christina Egelund har som konsekvens af sagen bedt om en grundig sikkerhedsgennemgang af CPR-systemet, men ifølge ITD bør myndighederne også gennemgå andre offentlige løsninger, der kræver deling af CPR-numre – herunder registreringen af sikkerhedsrådgivere:
“Myndighederne stiller med rette store krav til virksomhedernes datasikkerhed. Derfor må de også tage deres egen medicin, når de digitaliserer. Her har Færdselsstyrelsen gjort deling af rådgiverens CPR-nummer til en del af registreringen, og det sker på bekostning af datasikkerheden. Digitalisering må ikke øge risikoen for, at fortrolige oplysninger kommer i de forkerte hænder,” siger Stefan K. Schou, administrerende direktør i ITD.
En sikkerhedsrådgiver kan være tilknyttet flere virksomheder og må derfor dele sit CPR-nummer med hver af dem. Dermed bliver en fortrolig personoplysning spredt til en række kunder og potentielt flere medarbejdere hos dem.
ITD efterlyser registrering uden deling af CPR-numre
ITD efterlyser en løsning, hvor Færdselsstyrelsen kan identificere sikkerhedsrådgiveren, uden at rådgiverens CPR-nummer skal udleveres til kunden. Organisationen peger på, at en rådgiver f.eks. kan identificere sig direkte over for myndigheden med privat MitID, hvorefter virksomheden bekræfter tilknytningen med MitID Erhverv.
En anden mulighed er at bruge sikkerhedsrådgiverbevisets nummer sammen med de nødvendige supplerende oplysninger.
“Selvfølgelig skal styrelsen kunne identificere den enkelte rådgiver. Men det forklarer ikke, hvorfor kunden skal kende rådgiverens CPR-nummer. Vi har gjort opmærksom på problemet flere gange og foreslået alternativer. Nu forventer vi et konkret svar på, hvordan og hvornår Færdselsstyrelsen vil løse det,” siger Stefan K. Schou.
ITD har flere gange rejst problemstillingen over for Færdselsstyrelsen. Senest sendte organisationen den 17. september 2026 en skriftlig henvendelse direkte til styrelsens direktør.