torsdag 10. september 2026 16:52

Lastbilkaravanen gav Odense-elever et nyt blik på de store lastbiler

Eleverne på Seden Skole i Odense mødte torsdag ind til en skoledag lidt ud over det sædvanlige, da International Transport Danmarks trafiksikkerhedskampagne lagde vejen forbi. Fra førerhuset kunne børnene selv opleve, hvorfor det er så vigtigt, at man placerer sig rigtigt omkring lastbilerne i trafikken.

Der var noget mere at kigge på end normalt for eleverne fra 0. til 4. klasse på Seden Skole i Odense torsdag morgen. Fem store lastbiler havde taget plads ved skolen, da Lastbilkaravanen, en landsdækkende trafiksikkerhedskampagne arrangeret af International Transport Danmark (ITD), lagde vejen forbi skolen for at lære børnene, hvordan de færdes sikkert i trafikken. 

 

Blandt eleverne var Carla og Malthe fra 3. b. De kom begge op at sidde i en af lastbilerne, hvor de fra førersædet selv kunne opleve, hvordan deres klassekammerater forsvandt ud af syne i de kritiske zoner omkring lastbilen. 

 

"Jeg har aldrig prøvet at sidde i en lastbil før, så det var virkelig sjovt. Og så har jeg også lært, at man ikke skal komme for tæt på lastbilens højre forhjul, når man cykler," siger Carla Botten Eriksen, elev i 3. b på Seden Skole. 

 

Også Malthe bed særligt mærke i den kritiske zone ved lastbilens højre forhjul: 

 

"Jeg har lært, at man skal passe på, når man er ved siden af lastbilen, fordi chaufføren ikke kan se en, når man er der. Det vil jeg tænke på, næste gang jeg cykler," siger Malthe Aarøe Jakobsen, elev i 3. b på Seden Skole. 

 

Trafiksikkerhed kræver forståelse for de store køretøjer 

For ITD handler Lastbilkaravanen netop om at give børnene en forståelse for, hvad de kan gøre for at passe på sig selv, når de møder lastbiler på vejene. Derfor er en central del af dagen, at eleverne selv får lov til at sætte sig i førersædet. 

 

"Trafiksikkerhed handler også om at skabe forståelse mellem de forskellige trafikanter. Lastbiler fylder naturligt mere på vejen og har nogle helt andre vilkår for udsyn end en personbil. Derfor giver det god mening at give børn den forståelse tidligt, så de ved, hvad de skal være opmærksomme på, når de færdes på cykel omkring lastbiler," siger Jeppe Frank Christensen, politisk chef i ITD. 

 

Eleverne på Seden Skole fik desuden danset og sunget om trafiksikkerhed, quizzet i færdselstavler og lavet cykelhjelmseksperimenter med rigtige æg. Politiet lagde også vejen forbi og viste en politibil, blå blink, pistoler og politiveste frem. Seden Skole er fjerde stop på Lastbilkaravanens tur i 2026. Fredag fortsætter kampagnen til Padborg, som bliver sidste stop på karavanens årlige turné. 

SENESTE ITD NYT
tirsdag 13. oktober 2026

DIWASS: Ny dato for webinar om transportørens rolle

Energistyrelsens webinar om transportørens rolle i DIWASS har fået en ny dato efter den tidligere aflysning. Webinaret finder sted onsdag den 21. oktober, hvor du bliver guidet trin for trin gennem brugen af systemet.

DIWASS: Ny dato for webinar om transportørens rolle >
fredag 09. oktober 2026

Kun to virksomhedsadgange til EMS2-vejnettet er godkendt: ITD efterlyser screening efter svensk model

Et nyt ministersvar viser, at kun to ruter er godkendt under virksomhedsordningen for dobbelttrailervogntog siden november 2024. Det understreger igen behovet for at foretage screening efter den svenske model, siger køreteknisk ekspert Steffen Johannsen.

Kun to virksomhedsadgange til EMS2-vejnettet er godkendt: ITD efterlyser screening efter svensk model >
fredag 09. oktober 2026

ITD-direktør: Den nye bødemodel er en akademisk skrivebordsøvelse

Regeringen har ikke lavet nogen beregninger af, hvordan den nye vejafgiftsbødemodel vil påvirke bødeudstedelsen. Det skærper ITD’s mistanke om, at modellen kun er en lempelse på papiret, siger administrerende direktør Stefan K. Schou til Lastbil Magasinet.

ITD-direktør: Den nye bødemodel er en akademisk skrivebordsøvelse >