onsdag 04. februar 2026 14:31

Ny aftale giver ITD-medlemmer halv pris på sikker lastbilparkering

International Transport Danmark (ITD) har indgået en ny rabataftale med Recharge City, som giver brancheorganisationens medlemmer halv pris på sikker lastbilparkering og adgang til ordentlige pauseforhold ved anlægget i Horsens.

Nu kan medlemmer af International Transport Danmark (ITD) se frem til halv pris på sikker lastbilparkering ved Recharge Citys parkeringsanlæg. Anlægget er oplyst, indhegnet og overvåget, og med sin centrale beliggenhed ved afkørsel 57 på motorvej E45 ved Horsens er det et naturligt stop på ruten for de mange chauffører, der hver dag kører forbi på motorvejen.

 

Ifølge Dennis Hartung, chef for medlemsservice i ITD, er rabataftalen et led i organisationens arbejde for at fremme bedre rammer for hverdagen på vejene:

 

“Det er meget positivt, at vi nu kan tilbyde vores medlemmer en god pris på parkering ved det sikrede anlæg. Sikre parkeringsforhold er langt fra en selvfølge på de danske veje, og det er en udfordring, som mange chauffører og selvkørende vognmænd møder i hverdagen. Med rabataftalen gør vi det nemmere og billigere for vores medlemmer at få adgang til sikker parkering døgnet rundt,” fortæller Dennis.

 

Mere end bare sikker parkering

Ud over selve parkeringen byder anlægget på faciliteter, der er indrettet med fokus på chaufførernes behov for pauser og hvil i løbet af arbejdsdagen. Her er blandt andet adgang til pæne og rene toilet- og badefaciliteter samt et loungeområde med køkken, tv-stue og spilområde.

 

Hos ITD peger Dennis på, at netop adgangen til ordentlige pauseforhold er afgørende i en hverdag med lange arbejdsdage og mange timer på vejen:

 

”Ordentlige pauseforhold har en afgørende betydning for chaufførerne, som bruger mange timer i førerhuset hver dag. Desværre er det ikke en selvfølge, og manglen på ordentlige faciliteter på vejen er til stor frustration for mange chauffører. Vi er derfor glade for at kunne tilbyde vores medlemmer fordelagtige priser på parkering ved anlægget i Horsens, som tilbyder ideelle rammer for, at chaufføren kan holde pause under ordentlige og trygge forhold,” udtaler Dennis.

 

Rabataftalen blev indgået i december 2025, og ITD’s medlemmer kan derfor allerede nu parkere ved anlægget til halv pris.

SENESTE ITD NYT
torsdag 05. november 2026

Cyberangreb mod kølesystemer – er din virksomhed sikret?

Nylige cyberangreb mod køle- og frysesystemer flere steder i Europa har skabt opmærksomhed om risikoen for virksomheder, der opbevarer og transporterer temperaturfølsomme fødevarer. Angrebene kan få alvorlige konsekvenser for fødevaresikkerheden. Vi opfordrer derfor til, at du gennemgår sikkerheden i virksomhedens kølesystemer.

Cyberangreb mod kølesystemer – er din virksomhed sikret? >
torsdag 05. november 2026

Vejafgiftsbøder vælter ind: Over 95 procent er på 9.000 kroner

ITD’s medlemmer modtager i øjeblikket store mængder vejafgiftsbøder. Organisationens juridiske afdeling får nogle dage op mod 100 bøder ind til behandling, og over 95 procent lyder på den højeste sats. Det understreger behovet for at ændre bødemodellen, siger administrerende direktør Stefan K. Schou.

Vejafgiftsbøder vælter ind: Over 95 procent er på 9.000 kroner >
mandag 02. november 2026

ITD samlede den sjællandske transportbranche til endnu et velbesøgt Åbent Vognmandsmøde

Verdenssituationen, dansk politik og transportbranchens egne udfordringer var på programmet, da ITD lørdag samlede mere end 100 branchefolk til Åbent Vognmandsmøde hos Scania i Ishøj.

ITD samlede den sjællandske transportbranche til endnu et velbesøgt Åbent Vognmandsmøde >