tirsdag 24. marts 2026 11:16

Ole Velbæk takker af efter syv år i ITD’s bestyrelse

Efter syv år i bestyrelsen for International Transport Danmark (ITD) giver vognmand Ole Velbæk stafetten videre til yngre kræfter. Med et langt arbejdsliv i transporten og en stærk interesse for organisationsarbejde har han sat et tydeligt aftryk på både ITD og branchen.

Portræt: For den 67-årige vognmand Ole Velbæk har transport altid været mere end et erhverv. Interessen spirede allerede i barndommen, hvor fascinationen af lastbiler blev vakt. Oles far var kreaturhandler, og det gav ham mulighed for at komme med ud at køre og opleve branchen helt tæt på. Her blev grundstenen lagt til et arbejdsliv, hvor lastbiler, logistik og glæden ved at få tingene til at lykkes har fulgtes ad.

 

Siden fulgte en klassisk vej ind i branchen. Ole Velbæk blev uddannet lastbilmekaniker hos Volvo og satte sig derefter bag rattet som chauffør, hvor han i cirka 25 år kørte for Roland Munch i Esbjerg – primært eksportkørsel. Parallelt byggede han et liv op som landmand og udviklede en bedrift, der i dag består af cirka 200 hektar jord. I 2005 tog han springet og etablerede Lundegaard Transport, hvor det selvstændige erhvervsliv og interessen for lastbiler og transport gik op i en højere enhed.

 

For Ole Velbæk har motivationen som vognmand altid ligget i at få kabalen til at gå op: “Det bedste ved branchen er, at det handler om at få hverdagen til at fungere. Der er mange brikker, der skal falde på plads, og når de gør det, så ved man, at man har gjort sit arbejde ordentligt. Man ser hurtigt resultatet af sit arbejde.” I dag tæller Lundegaard Transport seks lastbiler, og selvom forretningen har været større, er engagementet i branchen uændret.

 

Et bestyrelsesmedlem med blik for hele branchen

I 2014 blev Ole Velbæk valgt ind i ITD’s bestyrelse som suppleant, og i 2019 trådte han ind som ordinært medlem. Med sin mangeårige faglige indsigt i transportverdenen har han arbejdet for, at både små og store vognmænd bliver hørt. Det har gjort ham til en værdsat kollega i bestyrelseslokalet og en stærk repræsentant for medlemmerne.

 

Ole Velbæk blev sidste år genvalgt som bestyrelsesmedlem for en toårig periode, men har efter 12 års bestyrelsesarbejde valgt at træde ud før tid. Afgangen sker ekstraordinært i forbindelse med ITD’s generalforsamling den 28. marts 2026 og markerer samtidig en naturlig foryngelse af bestyrelsen – noget han selv ser som en vigtig del af en stærk og levende brancheorganisation.

 

Beslutningen er også truffet af helbredsmæssige årsager, og fokus er derfor rettet mod virksomheden og familien. Her spiller fællesskabet også en central rolle med to børn, seks børnebørn og Oles kone Inger, der i mange år har stået i spidsen for den administrative del af Lundegaard Transport.

 

Bestyrelsesformand: Tak for den store indsats

I bestyrelseslokalet har Ole Velbæk særligt været kendt for sin jordnære tilgang, sit blik for branchen og en skarpsindig humor, der ofte har givet anledning til god stemning. Hans arbejde har sat spor, understreger ITD’s formand, John Agervig Skovrup:

 

“Ole Velbæk har været en vigtig stemme i vores bestyrelse gennem syv år. Han har altid haft hjertet med i arbejdet for branchen og været optaget af, at både små og store vognmænd bliver hørt. Samtidig har han bidraget med mange års erfaring og branchekendskab. På vegne af hele ITD vil jeg gerne sige ham tak for den indsats, han har lagt i bestyrelsesarbejdet og for transportbranchen.”

 

Fra hele ITD lyder der en stor tak til Ole for hans mangeårige engagement og indsats. 

SENESTE ITD NYT
fredag 30. oktober 2026

Bulgarien: Midlertidige kørselsrestriktioner på A2 ved Sofia

Fra i dag, den 30. oktober, til den 9. november gælder der på udvalgte tidspunkter kørselsrestriktioner for lastbiler over 12 ton på A2 Hemus mellem Sofia og Botevgrad. Restriktionerne skyldes akut reparationsarbejde i Topli Dol-tunnelen.

Bulgarien: Midlertidige kørselsrestriktioner på A2 ved Sofia >
torsdag 29. oktober 2026

Vognmanden: Hvad betyder usikkerheden i landbruget for vognmændene?

Transportbranchen mærker også konsekvenserne af landbrugets usikre fremtid. I det nye afsnit af Vognmanden fortæller Rasmus De Klerk Jørgensen fra HV-Transport om, hvad der er på spil for danske vognmænd og livet i landdistrikterne.

Vognmanden: Hvad betyder usikkerheden i landbruget for vognmændene? >
torsdag 29. oktober 2026

Nye kontaktveje til Toldstyrelsens Kundecenter fra 2. november

Fra den 2. november 2026 ændrer Toldstyrelsen kontaktvejene til Kundecentret for spørgsmål om told og toldsystemer. Fremover kan du benytte en ny kontaktformular til skriftlige henvendelser, mens telefoniske henvendelser samles på ét nummer.

Nye kontaktveje til Toldstyrelsens Kundecenter fra 2. november >