mandag 20. april 2026 15:11

Transportorganisationer i EU: Stop østrigske kørselsrestriktioner

International Transport Danmark og en gruppe europæiske transportorganisationer har udsendt en fælles erklæring forud for en afgørende retshøring ved EU-Domstolen om Østrigs omfattende restriktioner.

Bundesverband Güterkraftverkehr Logistik und Entsorgung (BGL) har sammen med en række nationale organisationer – herunder International Transport Danmark (ITD) – opfordret til, at der skal sættes en stopper for de østrigske kørselsrestriktioner på Brenner-motorvejen.

 

“Det er et vigtigt signal, at vi står samlet på tværs af Europa. De østrigske kørselsrestriktioner på Brenner-motorvejen har i årevis skabt store problemer for både vognmænd og chauffører – og det er på tide, at der bliver sat en stopper for det,” siger Maria Feldberg, international chef i ITD.

 

Erklæringen kommer forud for høringen ved EU-Domstolen den 21. april 2026, hvor Italien har anlagt sag mod Østrig med opbakning fra EU-Kommissionen.

 

EU-Domstolen har allerede to gange fastslået, at det sektorale kørselsforbud er i strid med EU-retten, og sagen handler nu om, hvorvidt de samlede østrigske restriktioner er i strid med EU’s regler om fri bevægelighed af varer.

 

Årelange problemer på Brennerpasset

I flere år har Østrig indført en række ensidige tiltag på Brenner-motorvejen, herunder sektorforbud, natkørselsforbud og blokafvikling. Det har skabt store forsinkelser og usikkerhed i de europæiske forsyningskæder – og begrænset vareudvekslingen på en af Europas vigtigste transportruter.

 

Trods gentagne forsøg på at finde en løsning mellem de berørte lande og EU-Kommissionen er restriktionerne blevet fastholdt, og problemerne er fortsat uløste.

 

“Det her handler ikke bare om en strækning i Østrig. Det handler om hele det indre marked. Når ét land ensidigt indfører restriktioner på en af Europas vigtigste transportruter, så påvirker det virksomheder og forsyningssikkerhed i hele EU,” siger Maria Feldberg.

 

Transportorganisationerne forventer, at EU-Domstolen vil underkende de østrigske tiltag og pålægge Østrig at ophæve restriktionerne og dermed sende et klart signal om, at nationale tiltag ikke må spænde ben for det indre marked.

 

Du kan læse den fælles erklæring her. 

SENESTE ITD NYT
fredag 30. oktober 2026

Bulgarien: Midlertidige kørselsrestriktioner på A2 ved Sofia

Fra i dag, den 30. oktober, til den 9. november gælder der på udvalgte tidspunkter kørselsrestriktioner for lastbiler over 12 ton på A2 Hemus mellem Sofia og Botevgrad. Restriktionerne skyldes akut reparationsarbejde i Topli Dol-tunnelen.

Bulgarien: Midlertidige kørselsrestriktioner på A2 ved Sofia >
torsdag 29. oktober 2026

Vognmanden: Hvad betyder usikkerheden i landbruget for vognmændene?

Transportbranchen mærker også konsekvenserne af landbrugets usikre fremtid. I det nye afsnit af Vognmanden fortæller Rasmus De Klerk Jørgensen fra HV-Transport om, hvad der er på spil for danske vognmænd og livet i landdistrikterne.

Vognmanden: Hvad betyder usikkerheden i landbruget for vognmændene? >
torsdag 29. oktober 2026

Nye kontaktveje til Toldstyrelsens Kundecenter fra 2. november

Fra den 2. november 2026 ændrer Toldstyrelsen kontaktvejene til Kundecentret for spørgsmål om told og toldsystemer. Fremover kan du benytte en ny kontaktformular til skriftlige henvendelser, mens telefoniske henvendelser samles på ét nummer.

Nye kontaktveje til Toldstyrelsens Kundecenter fra 2. november >