mandag 05. september 2022 11:14

Der er som altid nok at tage fat på efter en sommerferie

Velkommen til nyhedsbrevet "Nyt fra formandens førerhus", som ITD's bestyrelsesformand, John A. Skovrup, med mellemrum vil sende ud til medlemmerne af ITD. I dette første "Nyt fra formandens førerhus" fortæller John A. Skovrup om sit syn på branchens udfordringer og nogle af de tiltag, der arbejdes på i ITD.

Velkommen til mit første nyhedsbrev som bestyrelsesformand for ITD.

 

Jeg mener, det er vigtigt, at vi i bestyrelsen orienterer om, hvad vi som organisation står for, hvad vi arbejder for og hvor vi vil hen.

 

Derfor vil jeg ind i mellem sende nyhedsbrevet Nyt fra formandens førerhus ud til jer, når der er noget jeg gerne vil dele med jer.

 

Og det er der nu!

 

For jeg vil gerne fortælle lidt om, hvordan jeg ser på tingene i branchen, og løfte lidt af sløret for, hvordan vi i ITD vil blive bedre til at servicere jer medlemmer.

 

Det første Nyt fra formandens førerhus er blevet lidt langt, men jeg håber, I vil tage jer tid til at læse det igennem.


Tid til at se fremad

Jeg vil ikke lægge skjul på, at der har været rørte vande i organisationen i mine første måneder som bestyrelsesformand.

 

Men jeg har taget de beslutninger, jeg mener har været nødvendige for ITD, og nu er det tid til at se fremad.

 

Vi har holdt ferie, og det har vores chauffører også. Det har været velfortjent, efter et forår med travlhed overalt i branchen.

 

Og travlheden fortsætter efter alt at dømme resten af det nye år. Det britiske analysebureau

Transport Intelligence (TI) forudser en samlet vækst på 4,9% på vejgodsområdet, hvilket betyder en samlet værdi på ca. 390 mia. euro. Så der burde være nok til alle, store som små.


Væk med rigide regler

Men det bliver ikke uden udfordringer at løfte denne vækst, når vi samtidig oplever mangel på chauffører overalt i branchen.


Jeg har selv, for første gang i min tid som vognmand, haft en bil stående på gårdspladsen i 14 dage på grund af ferie. Tidligere kunne man sagtens finde en afløser eller to, som kunne holde bilen i gang i to til tre uger. Men sådan er det ikke længere.

 

Det er der flere grunde til, men noget af det, vi skal arbejde for at få ændret, er de meget rigide regler, der er for at blive erhvervschauffør.


Da jeg selv som 18-årig fik stort kørekort, skulle man have et såkaldt “hvidt bevis” for at køre eksport på egen hånd, når man var under 21 år. Det blev klaret på to lørdage, og så var man klar.

 

I dag skal man som 18-årig tilbringe otte uger på skolebænken, mens det kan klares på fire uger, hvis man er 21 år. Og det gælder al kørsel, også nationalt.

Jeg har svært ved at se det fornuftige i det, for det er jo ikke blevet sværere at håndtere en lastbil. Tværtimod, når man ser på de hjælpemidler, som i mange tilfælde er standardudstyr på nye køretøjer i dag, fx kørecomputer, vægtindikator og automatgear. Hvem kan ikke huske bøvlet med en Fuller-gearkasse!


Vi kan gøre det bedre

Men her og nu kan og bør vi også gøre mere selv, end vi tidligere har gjort. Og en af de ting, vi skal blive meget bedre til, er at tiltrække de unge, holde på dem og ikke skræmme dem væk.


Men hvordan gør vi så det? Ja det er jo 1.000 kroner-spørgsmålet, og jeg har ikke lige løsningen liggende. Men jeg har ideer til, hvordan vi kan gøre det bedre, og jeg håber også, I har nogle ideer, og at I vil dele dem med ITD, så vi kan få alt i spil.

For med nye generationer kommer der også nye holdninger, meninger og livsmønstre, selvfølgelig gør der det. Men der er også noget, som ikke ændrer sig.

 

For eksempel er det sjældent, jeg hører om unge mennesker, som slet ikke har lyst til eventyr og oplevelser. Og det kan vi som vognmænd give dem, samtidig med, at de får løn for det, en køje at sove i og et køleskab, som kan fyldes hjemmefra.

 

Giv dem eventyret

Men det kræver, at vi giver de unge muligheden for at opleve eventyret ude på landevejen. Og her taler jeg ikke kun om en tur til Det Sydfynske Øhav (selvom det også er et smukt sted).

 

Nej, jeg tænker mere på en tur til Normandiet, Bretagne eller en tur over Mont Blanc. Det kan også være en tur nordpå, til Norge, Sverige og Finland, som bestemt også er et besøg værd. Eller Storbritannien og Irland, som jeg selv har besøgt mange gange.

 

Jeg kan stadig fornemme den begejstring, det var, da jeg passerede Scotch Corner første gang på vej mod Glasgow.


Det er muligt, jeg er en original, men jeg tror faktisk på, at der stadig findes andre, som også har den eventyrlyst og udlængsel, som jeg selv har.

Men det kræver, at vi som vognmænd sørger for, at der også er adspredelse i arbejdet som chauffør. Tidligere var vi blandt Europas bedste til langturskørsel, det kan vi blive igen, og på andre og bedre vilkår. Ikke noget med at være væk flere uger ad gangen, men en tur ud og en uge hjemme med en god lang weekend.

 

Stadig danske lastbiler i udlandet

Hvordan skal vi give de unge muligheden for at køre til udlandet, vil nogle spørge – det er jo østeuropæere, der kører alt eksport?


Nej, det er det ikke, for der er stadig nogle danske biler på vejene ude i Europa, og også hollændere. Jeg ved det, for jeg møder dem selv. Og hvis vi gør vilkårene for at være vognmand i Danmark mere attraktive i Danmark, så kan det være, at flere flytter forretningen tilbage.

 

Og efter mange års tilbagegang er der faktisk en lille stigning i eksportkørsel med danske lastbiler, viser de seneste tal i Danmarks Statistik.

 

Vi skal måske tilbage til det, vi kom fra, nemlig, at vi havde vores egne kunder og ikke lod en mellemmand tage rovet, uden at løfte en finger. For vi kan som regel levere en bedre service til den samme pris uden en mellemmand.

Hvad ved ministeren om risikovillighed?

Den grønne omstilling er ikke bare et smart ordvalg længere. Det er noget, som skal tages alvorligt, og vi skal som branche også tage vores del af ansvaret for klimaet.


Men når jeg læser, at transportministeren mener, at vi vognmænd skal være mere risikovillige, når vi investerer i den grønne omstilling, ja, så bliver jeg mildest talt en smule vred.

 

For hvad ved Trine Bramsen om risikovillighed? Hvad vil hun kalde de vognmænd, som har investeret endda mange penge i nyt og moderne materiel bl.a. gaslastbiler, som vores politikere bad om, men som i dag giver et bragende underskud? Vores europæiske politikere har simpelthen været naive og ført en ensrettet energipolitik, som efter Ruslands invasion af Ukraine har vist sig at være det rene utopi.


Hvad skal vi investere i?

Vi kan og skal ikke betale prisen for den grønne omstilling, men vi skal selvfølgelig være klar til at investere i en moderne og grøn vognpark.

 

Men det kræver jo, at vi ved, hvad vi skal investere i. Er det i brint, i el eller en kombination af de to? Det skal vi have vished for, så vi ikke risikerer, at vores investering bliver værdiløs indenfor et år, fordi politikerne ændrer mening. Ellers kommer investeringerne ikke.

 

Og samtidig er der stadig muligheder for at optimere og køre mere grønt, indenfor de nuværende rammer.

 

Transportministeren kunne jo sammen med sine svenske og finske kollegaer tage til Bruxelles og bede de andre EU-lande om at lade 25 meter vogntog blive lovlige på transitruter i hele EU, og samtidig ensrette reglerne i de forskellige lande.

 

Det ville give en CO2-besparelse, der er til at forstå, og markant hurtigere end ved en udskiftning af alle trækkende enheder.

 

Ikke vende den anden kind til

Uanset, om vi kører grønt eller ej, så bryder mange af vores medtrafikanter sig ikke meget om lastbiler.

 

Men tiden er kommet, hvor vi ikke længere skal vende den anden kind til, når lussingerne synger. Modsat de fleste andre, er motorvejen faktisk vores arbejdsplads, så kunne de ikke bare tage cyklen, hvis de er så irriterede over vores tilstedeværelse?


For danskerne vil have friske varer og forsyninger, når det passer dem, og gerne helt hjem til privaten. Men de vil helst ikke have lastbilerne, som kommer med de varer, de køber.

 

Det giver ikke mening, og den tankegang må stoppe. For uden os blev deres hverdag hurtigt langt værre, end 10 minutters længere køretid til og fra arbejde. Det skal vi have dem til at forstå.

 

Fremtidens medlemsservice

Som nævnt, vil vi i ITD vil gerne hjælpe vores medlemmer til at blive bedre. Det er det, vi er her for, og bestyrelsen og jeg er derfor enige om, at vores medlemsservice skal have et løft.

 

Da jeg startede som bestyrelsesformand, lavede ITD’s Medlemsservice en rundringning, så vi kunne finde ud af, hvilke behov og ønsker medlemmerne har i forhold til medlemsservice.
Alle disse input har vi kigget nærmere på ved et bestyrelsesseminar i august, og heldigvis er mange af tingene noget, vi kan levere på.

Fx er ITD’s Medlemsservice i gang med at udvikle nye værktøjer til beregning af omkostninger, så vores medlemmer kan blive bedre klædt på til forhandlingerne med kunder om priser.


For i en tid med stor efterspørgsel på vores ydelser skal vi have modet til at kræve en ordentlig pris for vores eget arbejde, for der skal ekstra fokus på omkostninger kontra indtjening i disse tider.


Historisk har vi aldrig været ret gode til det, men nu er der en åbning for, at vi også kan få et indtjeningsløft. Det skal vi gribe ud efter.

 

Vi har flere tiltag på vej i ITD, som vil blive meldt ud senere.

 

Men jeg vil slutte dette første Nyt fra formandens førerhus her, og ønske jer alle god arbejdslyst!

SENESTE ITD NYT
mandag 29. april 2024

ITD Arbejdsgiver har holdt generalforsamling

ITD Arbejdsgiver afholdt lørdag den 27. april 2024 sin ordinære generalforsamling. John A. Skovrup fortsætter som foreningens formand, Arne Færch Mikkelsen er nyvalgt til bestyrelsen, mens Dan Dahlmann Kristensen blev valgt ind som suppleant.

ITD Arbejdsgiver har holdt generalforsamling >
tirsdag 16. april 2024

Kørselsforbud i maj 2024

Flere europæiske lande har dage med kørselsforbud i maj 2024. Du kan finde oversigten på ITD’s hjemmeside.

Kørselsforbud i maj 2024 >
tirsdag 16. april 2024

To virksomheder vinder transportpris

På International Transport Danmarks generalforsamling i lørdags blev FDE Fondens Initiativpris 2024 uddelt. Prismodtagerne blev hhv. transportvirksomheden Brdr. Færch Distribution ApS og projektet Unge på toppen, der begge gør en særlig indsats for at rekruttere unge mennesker til transportbranchen.

To virksomheder vinder transportpris >