tirsdag 06. december 2016 12:39

Transportkommissær: 2017 bliver et travlt år

Der var mange positive takter fra talerstolen, da transportkommissær Violeta Bulc mandag aften diskuterede EU-Kommissionens arbejdsprogram for 2017 med medlemmerne af Europa-Parlamentets transportudvalg. Kommissionen lægger op til et ambitiøst program, som vejtransportens brancheorganisation ITD forventer sig meget af.

Specifikt for vejtransporten vil kommissionen fortsætte arbejdet med at reducere lastbilens udledning af emissioner, udbygge de intelligente transportsystemer samt sikre ordentlige og klare arbejdsforhold i den grænseoverskridende transport og logistik.

 

Kommissæren gjorde i den forbindelse meget ud af at fremhæve behovet for fælles og balancerede løsninger, som hun anser for den eneste holdbare fremgangsmåde, hvis alle skal stilles tilfredse. ITD bakker overordnet op om kommissionens tilgang.

 

- ITD har længe været fortaler for, at al lovgivning for den europæiske transport tager udgangspunkt i fælles regelsæt. Det gælder for eksempel mindsteløn, hvor vi i dag ser konsekvenserne af forskellige nationale regler og administrative krav i forbindelse med dokumentation af aflønning. Det er vanskeligt for både virksomhederne og chaufførerne at navigere i, siger public affairs chef i ITD, Karen Roiy.

 

Violeta Bulc lagde i hendes præsentation heller ikke skjul på, at meget kan hentes, hvis blot de nationale myndigheder fremadrettet fortolker og implementerer reglerne ens på tværs af de nationale grænser. Det stiller store krav til en klar og veldefineret lovgivning på blandt andet udstationeringsområdet, som i dag forvaltes forskelligt fra land til land.

 

- Det er fuldkommen essentielt, at kommissionens lovforslag om regulering af transport i det indre marked lander ordentligt. Selvom vi har ventet længe på at få klarhed på en række områder i transport- og logistikbranchen, er det vigtigere at få gennemarbejdet lovgivningen, så vi undgår indviklede regler, der ikke kan håndhæves, siger Karen Roiy.    

SENESTE ITD NYT
tirsdag 14. april 2026

Bliv klar til nye EU-regler for varebiler i international transport

Den 28. april 2026 har du mulighed for at deltage i et webinar om de nye EU-regler for varebiler i international transport, som betyder, at varebiler bliver omfattet af reglerne på køre- og hviletidsområdet fra den 1. juli 2026.

Bliv klar til nye EU-regler for varebiler i international transport >
fredag 10. april 2026

Sidste mulighed for at søge erstatning i kartelsag

Har du købt, leaset eller finansieret lastbiler i perioden 1997-2014, kan der fortsat være mulighed for at rejse krav om erstatning i den såkaldte lastbilkartelsag. Du skal dog være opmærksom på, at forældelsesfristen kan påvirke din mulighed for at søge erstatning.

Sidste mulighed for at søge erstatning i kartelsag >
torsdag 09. april 2026

Kørselsrestriktioner i Rumænien og vejlukning i Belgien

Du skal være opmærksom på midlertidige kørselsrestriktioner de kommende dage i Rumænien i forbindelse med den ortodokse påske samt en længerevarende motorvejslukning i Belgien fra i morgen, den 10. april 2026.

Kørselsrestriktioner i Rumænien og vejlukning i Belgien >