onsdag 05. april 2017 11:32

Fælles EU-regler om erstatningsansvar for selvkørende køretøjer

Medlemmer af Europa-Parlamentet opfordrer EU-Kommissionen til at tage initiativ til fælles europæiske regler om robotteknologi og kunstig intelligens for at udnytte teknologiernes økonomiske potentiale samt skabe sikkerhed og tryghed. ITD er positiv over udmeldingen og mener, at der er behov for fælles regler på området.

Robotteknologi er et område i hastig udvikling, som betyder, at lande rundt om i verden påbegynder en regulering af standarder for robotter. Europa-Parlamentet mener, at EU skal gå forrest og fastsætte standarderne selv, så EU ikke tvinges til at følge standarder fastsat uden for Europa.

 

- Vi er positive over, at et flertal i Europa-Parlamentet ønsker fælles europæiske regler vedrørende erstatningsansvar for eksempelvis selvkørende biler. Det betyder, at vores medlemmer ikke skal forholde sig til mange forskellige nationale særregler, siger Maria Feldberg, jurist i ITD.

 

Mere konkret foreslår Europa-Parlamentet, at EU bør udarbejde en fælles lovgivning på området, som kan afklare spørgsmål om erstatningsansvar for selvkørende biler. Parlamentet opfordrer til en obligatorisk forsikringsordning og en supplerende fond i tilfælde af ulykker, der involverer selvkørende biler. På længere sigt bør det også afklares, hvem der bærer ansvaret for den selvkørende bils handlinger.

 

- Det er vigtigt, at den europæiske lovgivning er klar samt afdækker og tager hensyn til de særlige forhold på området. Samtidig skal den fælles lovgivning følge den udvikling, der er på transportområdet. Derfor er det meget positivt, at Parlamentet opfordrer Kommissionen til at udarbejde lovgivning om erstatningsansvar for førerløse køretøjer. EU, EØS og Schweiz har i forvejen fælles regler vedrørende ansvarsforsikring på motorkøretøjer og samarbejder på tværs af landegrænser ved grænseoverskridende uheld, siger Maria Feldberg.

 

Parlamentets opfordring til Kommissionen indeholder også etablering af et frivilligt adfærdskodeks for forskere og udviklere, som skal sikre, at robotterne handler i overensstemmelse med juridiske og etiske standarder. Samtidig anmoder Parlamentet Kommissionen om at oprette et europæisk agentur, som kan sikre offentlige myndigheders tekniske, etiske og lovgivningsmæssige ekspertise.

 

Europa-Parlamentets opfordring til EU-Kommissionen er vedtaget gennem en resolution med 396 stemmer for, 123 imod og 85 undladelser. Kommissionen er ikke forpligtet til at følge opfordringen fra Europa-Parlamentet.

 

ITD afventer det kommende forslag og ser frem til fælles europæisk lovgivning på området. 

 

 

 

 

 

(Foto: Colourbox.com)

SENESTE ITD NYT
onsdag 01. april 2026

Østrigsk kørselsforbud med tre dages varsel skaber kaos

Med blot få dages varsel har Østrig indført kørselsforbud i påsken. Det skaber uforudsigelige vilkår for vognmændene og forsinker transporter på tværs af Europa, advarer International Transport Danmark (ITD).

Østrigsk kørselsforbud med tre dages varsel skaber kaos >
onsdag 01. april 2026

Østrig: Kørselsforbud i påsken og sommeren 2026

Østrig har fastsat en række kørselsforbud i påsken og hen over sommeren for køretøjer eller vogntog over 7,5 ton. Få overblikket her.

Østrig: Kørselsforbud i påsken og sommeren 2026 >
onsdag 01. april 2026

Deltag i webinar og bliv klar til nyt krav om ELO

Snart bliver det obligatorisk at anvende en såkaldt ELO-stregkode ved transporter mellem Frankrig og Storbritannien. Den 7. april har du mulighed for at deltage i et webinar og få styr på de nye regler, før de træder i kraft den 20. april 2026.

Deltag i webinar og bliv klar til nyt krav om ELO >