onsdag 31. maj 2017 13:19

ITD: Ambitiøs vejpakke fra EU-Kommissionen kræver stor forhandlingsvilje fra alle EU-medlemslande

EU-Kommissionen har i dag præsenteret sin vejpakke med anbefalinger til nye fælles spilleregler for den europæiske vejgodstransportsektor. ITD roser Kommissionens arbejde, som er et stærkt afsæt til de kommende vanskelige forhandlinger. Det er nu afgørende, at alle EU-medlemslande viser stor forhandlingsvilje og ikke giver op undervejs i de kommende drøftelser. Den europæiske vejgodstransport har et presserende behov for, at vejpakken resulterer i nye fælles regler for den europæiske transportsektor, der effektivt bakkes op af alle EU-medlemslande, og som kan og vil skabe grundlaget for fremtidig vækst.

EU-Kommissionen har i dag præsenteret sin længe ventede vejpakke. Vejpakken er et meget vigtigt skridt mod nye, forbedrede fælles EU-regler for vejgodstransporten i Europa. Som ventet, indeholder forhandlingsudspillet fra Kommissionen nye anbefalinger vedrørende blandt andet cabotage, udstationeringsdirektivet og køre- og hviletidsreglerne, som alle er yderst vigtige elementer i dagligdagen for danske transport- og logistikvirksomheder.

 

Det glæder administrerende direktør i ITD, Carina Christensen, at Kommissionen har sat ambitionsniveauet højt i vejpakken i deres forsøg på at finde fælles regler, der arbejder væk fra nationale særregler og for en harmonisering af fælles EU-regler.

 

- Tidspunktet er det helt rigtige for et markant retningsskifte i den europæiske transportsektor. Samarbejdet mellem EU-landene fungerer ikke optimalt. Flere lande har opgivet de fælles spilleregler og indført nationale særregler. Sat på spidsen, har vi ingen anden udvej end at skifte retning og lande et stærkt fælles resultat. Vi mener, at den europæiske vejgodstransportsektor står stærkest med afsæt i fælles europæiske regler, fordi det vil skabe lige konkurrencevilkår for alle virksomheder i hele EU.  Vi har brug for, at der på tværs af EU-landene skabes gode fælles rammevilkår for transporterhvervet, som ikke begrænser transportvirksomhederne, men som i stedet øger grundlaget for vækst i branchen og stiller os stærkt i den internationale konkurrence. Det kræver klare, entydige regler i EU for alle virksomheder, så virksomhederne ved hvilke regler, de skal rette sig efter. Det kræver, at reglerne bliver fortolket ens i EU-landene. Endelig kræver det, at reglerne kan håndhæves, og – ikke mindst – at håndhævelsen sker effektivt, siger Carina Christensen.

 

Fra i dag indledes det store arbejde i EU med at forhandle sig frem til et stærkt fælles resultat.

 

- Det bliver meget vanskelige forhandlinger, og det vil komme til at tage tid. Det er en stor opgave, som det europæiske samarbejde her står over for, men det er en opgave, der skal løses. Det er helt afgørende, at landene ikke giver op undervejs. Fra ITD’s side står vi klar til at bidrage konstruktivt og med klare, realistiske forventninger i de kommende forhandlinger. Vi opfordrer kraftigt danske politikere og organisationer til nu at rette al fokus mod EU og vejpakken og sammen med os at kæmpe for fælles EU-regler, der vil være til gavn for de danske transport- og logistikvirksomheder og for væksten i Danmark, siger Carina Christensen.

 

Klik her, hvis du vil læse om vejpakken i overskrifter.

 

Vejpakkens indhold:

 

EU Kommissionen har offentliggjort vejpakkens indhold, og dem kan man se på nedenstående link. Nogle af dokumenterne offentliggøres senere i løbet af dagen, skriver kommissionen:

https://ec.europa.eu/transport/modes/road/news/2017-05-31-europe-on-the-move_en

 

 

Orienteringsmøder:

 

ITD holder orienteringsmøde om vejpakken for sine medlemmer med to fysiske møder og et webinar:

 

Fredag den 2. juni 2017 kl. 8.30-10.00 på Hotel Trinity, Gl. Færgevej 30, 7000 Fredericia

Lørdag den 10. juni 2017 kl. 10.00-11.30 i ITD Huset, Lyren 1, 6330 Padborg

Mandag den 12. juni 2017 kl. 16-17 som webinar (der kommer særskilt information ud om dette senere)

SENESTE ITD NYT
torsdag 04. september 2025

Vedligehold på ITD’s hjemmesider i weekenden den 19. - 21. september

På grund af planlagt vedligeholdelse vil ITD’s hjemmesider være offline i weekenden den 19. - 21. september, herunder www.fde.dk, www.itd.dk, www.vialtis.com, myvialtis.com og fdeplus.dk. Vi beklager ulejligheden.

Vedligehold på ITD’s hjemmesider i weekenden den 19. - 21. september >
onsdag 03. september 2025

Grøn pulje: Ansøgningssystemet virker nu efter anden runde med tekniske problemer

Systemet skulle, efter tekniske problemer tidligere på dagen, have åbnet klokken 12, men blev først meldt klar af Vejdirektoratet kl. 12.59.

Grøn pulje: Ansøgningssystemet virker nu efter anden runde med tekniske problemer >
onsdag 03. september 2025

Vejafgift: ITD stævner flere ministerier for ulovlig bødepraksis

Brancheorganisationen International Transport Danmark har stævnet Transportministeriet og Skatteministeriet for at bryde loven i forbindelse med den kilometerbaserede vejafgift.

Vejafgift: ITD stævner flere ministerier for ulovlig bødepraksis >