mandag 03. juli 2017 09:19

Luftfartsstrategi bør følges op med vækststrategi for vejgodstransport

Regeringen har i dag præsenteret sin vækststrategi for dansk luftfart, og for få måneder siden præsenterede man også vækstanbefalingerne for søfarten. Nu mangler vi kun en fremtidig vækststrategi for vejgodstransporten, som dækker 75 procent af alle varetransporter i Europa. ITD opfordrer til handling fra de ansvarlige ministerier.

De fleste kender talemåden "til lands, til vands og i luften". Indtil videre har regeringen desværre kørt sine vækstambitioner uden om den transportform, som leverer størstedelen af transportarbejdet i Europa – nemlig vejgodstransporten. Det undrer i branchen, som blandt andet repræsenterer en række internationalt førende danske transport- og logistikvirksomheder.

 

- Det glæder os, at regeringen har vækstambitioner, når det gælder luftfart og søfart. Vi savner dog, at de samme ambitioner er til stede, når det gælder vejgodstransport. Vi repræsenterer den transportform, som leverer størstedelen af transportarbejdet. De danske virksomheder inden for vejgodstransporten omsætter for mere end 100 mia. kroner, og der er en positiv udvikling i tallene. Det er vigtigt, at den situation fastholdes og udvikles, og derfor er det også af afgørende betydning, at der gøres en målrettet indsats for at fastholde Danmark som et af de førende lande i verden inden for vejgodstransport. Vi ønsker et tæt samarbejde med regeringen om en vækststrategi for vejgodstransporten, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.

 

Hun henviser til, at vejgodstransporten ikke ønsker nogen særbehandling – blot samme positive behandling, som de øvrige sektorer inden for transporten får.

 

- En vækststrategi for vejgodstransporten bør berøre mange af de samme elementer, som man ser i de to allerede præsenterede strategier. For at skabe øget vækst i produktivitet, effektivitet og beskæftigelse skal der arbejdes for øget effektiv og lige konkurrence, udbygning af infrastruktur, udvikling af nye markeder gennem innovation, højere kvalifikationer og bedre rekruttering, mv., siger Carina Christensen.

 

Vejgodstransporten vil fylde stadig mere i forhold til andre transportformer de kommende år. Derfor håber ITD, at det gode samarbejde, som erhvervsminister Brian Mikkelsen og transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen har iværksat på luftfartsområdet, nu også kan udmøntes i et reelt samarbejde om en fremtidig vækststrategi for vejgodstransporten, som også her vil sætte danske virksomheder i front i den globale konkurrence.

 

Foto: Colourbox

SENESTE ITD NYT
onsdag 01. april 2026

Østrigsk kørselsforbud med tre dages varsel skaber kaos

Med blot få dages varsel har Østrig indført kørselsforbud i påsken. Det skaber uforudsigelige vilkår for vognmændene og forsinker transporter på tværs af Europa, advarer International Transport Danmark (ITD).

Østrigsk kørselsforbud med tre dages varsel skaber kaos >
onsdag 01. april 2026

Østrig: Kørselsforbud i påsken og sommeren 2026

Østrig har fastsat en række kørselsforbud i påsken og hen over sommeren for køretøjer eller vogntog over 7,5 ton. Få overblikket her.

Østrig: Kørselsforbud i påsken og sommeren 2026 >
onsdag 01. april 2026

Deltag i webinar og bliv klar til nyt krav om ELO

Snart bliver det obligatorisk at anvende en såkaldt ELO-stregkode ved transporter mellem Frankrig og Storbritannien. Den 7. april har du mulighed for at deltage i et webinar og få styr på de nye regler, før de træder i kraft den 20. april 2026.

Deltag i webinar og bliv klar til nyt krav om ELO >