onsdag 05. april 2017 13:10

Tema: Et EU i forskellige hastigheder?

EU’s fremtid bliver for alvor diskuteret i lyset af Storbritanniens ønske om at forlade EU. Det fik de resterende lande op af stolen og de 27 ledere til at underskrive Rom-erklæringen, der markerer et nyt EU efter Brexit. Et nyt EU, hvor medlemslandene kan udvikle sig i forskellige hastigheder. ITD analyserer i dette tema, betydningen af et nyt EU uden Storbritannien, og hvilken betydning det vil få for transportsektoren.

Den 1. marts 2017 præsenterede EU-Kommissionens formand Jean Claude Juncker fem scenarier for EU’s fremtid: 1) en uændret kurs, 2) intet andet end det indre marked, 3) de, som vil mere, gør mere, 4) mindre, men mere effektivt samarbejde og 5) endnu mere samarbejde og sammenhold.

 

Med dette in mente blev EU’s fremtid diskuteret på EU-topmødet den 25. marts 2017 i Rom på 60-årsdagen for EU’s tilblivelse. De 27 tilbageværende ledere gav hånd på, at EU skal stå stærkere og være mere robust i fremtiden og underskrev Rom-erklæringen. Den lægger op til, at medlemslande i fremtiden kan udvikle sig i forskellige hastigheder. Samarbejdet skal følge samme kurs som tidligere, og holde døren åben for dem, der vil tilslutte sig på et senere tidspunkt.

 

I det kommende årti ønsker de europæiske ledere en europæisk union, der er sikker og tryg, velstående, konkurrencedygtig, bæredygtig, socialt ansvarlig og har vilje samt evne til at spille en central rolle i verden.

 

Et velfungerende indre marked er afgørende for transportbranchen
EU er verdens største handelsblok og en betydelig handelspartner for 80 procent af alle lande globalt set. De seneste 60 år har udviklingen af EU-samarbejdet skabt et solidt grundlag for et sundt og velfungerende indre marked, hvor hvert medlemsland på lige vilkår har mulighed for at handle og eksportere varer og tjenesteydelser på tværs af medlemslandene.

 

For vejtransportbranchen er et stærkt Europa afgørende. Et velfungerende indre marked baseret på fælles europæiske regler, som sikrer fair konkurrenceforhold og som kan håndhæves er den rigtige vej at gå.

 

Nationale særregler skaber administrative byrder, som er omkostningsfulde. Det kan i sidste ende går ud over eksportmuligheder – og dermed væksten i hele Europa.

 

Hvad tanken bag et EU i forskellige hastigheder er, må tiden vise, men det er afgørende at det indre marked ikke svækkes. Transportvirksomheder skal kunne udføre deres kommercielle aktiviteter på fair konkurrencevilkår uden at forholde sig til et hav af forskellige nationale administrative krav, forbud og lignende.

 

Brexit
Hele diskussionen om EU’s fremtid kommer blandt andet af Storbritanniens ønske om at forlade EU. Theresa May, Storbritanniens premierminister, aktiverede den 29. marts 2017 EU’s artikel 50, hvilket betyder at udmeldelsesprocessen er påbegyndt, og at Storbritannien kommer om på den anden side af forhandlingsbordet.

 

Udmeldingen af EU sker inden for to år, og forventningen er, at det vil få konsekvenser for den danske eksport af varer. Storbritannien er i dag Danmarks fjerdestørste eksportmarked. Udfordringer med grænsekontrol vil øge ventetiden for transporter, som bliver bekosteligt for transportvirksomhederne. Derudover kan Storbritannien i fremtiden indføre lovgivning, som ikke er afhængig af EU’s regler, og det kan skabe yderligere udfordringer for virksomhederne.

 

Storbritanniens udtræden er beklagelig, men en virkelighed de danske transportvirksomheder skal forberede sig på. I stedet for at fokusere på konsekvenserne af Brexit bør transport- og logistikvirksomhederne bruge den toårige periode på at vende situationen til noget positivt, som kan skabe muligheder for transportbranchen.

 

EU er fortsat Danmarks største handelspartner og danske virksomheder eksporterede for mere end 385 mio. kr. til EU’s indre marked i 2016. Der skal derfor knyttes et endnu stærkere bånd til de resterende medlemslande, og sættes ind på markeder, hvor efterspørgsel og muligheder opstår, så transportsektoren også fremover kan være med til at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark. Derudover skal transporten til Storbritannien tilpasses de nye forventelige toldprocedurer og administrative krav.

 

Næste skridt
På baggrund af Mays aktivering af EU’s artikel 50 har formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, inviteret EU’s statsministre til et nyt EU-topmøde den 29. april 2017, hvor EU’s tilgang til Brexit vil blive diskuteret, og lederne vil forsøge at skabe sikkerhed og klarhed for borgere, virksomheder og medlemslande, der rammes negativt som følge af Brexit. 

 

 

 

 

 

(Foto. Colourbox.com)

SENESTE ITD NYT
onsdag 29. oktober 2025

“Vognmanden” vender det danske transporteventyr

I denne måneds afsnit af “Vognmanden” tager John Skovrup og Mads Krabbe lytterne med hele vejen fra de første eksportvognmænd og FDE’s begyndelse til nutidens ITD. Der bliver også nørdet plys til lastbilen, politik og grøn omstilling.

“Vognmanden” vender det danske transporteventyr >
fredag 24. oktober 2025

ITD-direktør i stort interview om branchens fremtid

Stigende administrative byrder rammer især de mindre vognmænd, og det kan få konsekvenser for branchens fremtid. Det siger International Transport Danmarks direktør, Stefan K. Schou, i et interview med Lastbil Magasinet.

ITD-direktør i stort interview om branchens fremtid >
torsdag 23. oktober 2025

EU bremser ESG-forenkling: Usikkerheden fortsætter for vognmænd

Et lille flertal i Europa-Parlamentet har nedstemt omnibus 1, som skulle have lettet de kommende ESG- og due diligence-krav for små og mellemstore virksomheder. Det efterlader danske vognmænd med uafklarede og komplekse rapporteringskrav.

EU bremser ESG-forenkling: Usikkerheden fortsætter for vognmænd >