torsdag 15. november 2018 15:14

ITD: Stadig uklart, hvad Brexit-aftale vil indebære for vejgodstransporten

Den britiske regering har sent onsdag aften godkendt Theresa Mays udkast til en Brexit-aftale. Dog er der stadig intern uenighed, og indtil videre er flere ministre trådt tilbage. Ved siden af Brexit-aftalen har Storbritannien og EU også offentliggjort en overordnet politisk aftale om deres fremtidige forhold, som ikke er juridisk bindende. Aftalerne er resultatet af halvandet års intens forhandling, der dækker næsten alle aspekter af forholdet mellem UK og EU. EU-Kommissionen har signaleret, at en vigtig milepæl er nået, og Rådet planlægger at mødes den 25. november 2018 til et ekstraordinært Brexit-møde. Men hvilken betydning får dette for vejgodstransportsektoren?

Onsdag den 14. november 2018 kunne premierminister Theresa May annoncere, at den britiske regering støtter det udkast til en Brexit-aftale, som Storbritannien og EU har forhandlet. Men, der er endnu lang vej, inden aftalen kan træde i kraft, og det er stadig meget usikkert, hvad aftalen vil indebære for vejgodstransportsektoren.

 

Det fremgår af den politiske aftale, at EU og Storbritannien vil have et sektorsamarbejde inden for transport. Herunder skal der være en tilnærmelig markedsadgang for godstransport støttet af relevante eksisterende internationale forpligtelser, der skal sikre åben og fair konkurrence. Det betyder, at Storbritannien fremover skal respektere visse standarder for konkurrenceret og transportregler. Hvordan man sikrer dette, er stadig uklart, idet den overordnede politiske aftale skal omsættes til konkrete og detaljerede lovforslag.

 

- Det er på nuværende tidspunkt meget vanskeligt at svare på, hvor Storbritannien og EU vil trække skillelinjen for, hvilke EU-love der skal efterleves i transportsektoren. Spørgsmålet er stadig, om man overhovedet formår at blive enige om udtrædelsesaftalen. Indtil den er helt på plads, er det vanskeligt at sige noget om de konkrete konsekvenser for vejgodstransportsektoren, siger ITD’s erhvervspolitiske konsulent i Bruxelles, Emma Hadrovic.

 

Der mangler stadig en række led, før Storbritannien kan træde ud af EU. Først skal den britiske regering fremlægge forhandlingsresultatet for det britiske underhus, som skal drøfte både Brexit-aftalen og den politiske erklæring. Den britiske regering skal også fremsætte et detaljeret lovforslag om, hvordan man vil gennemføre udtrædelsen – noget som skal til afstemning i både underhuset og overhuset. Dette er ikke nogen nem opgave, da politikerne kan fremsætte ændringsforslag under processen, som kan sætte aftalen under gevaldigt tidspres. Hertil kommer også, at aftalen skal godkendes af EU’s ministerråd og ratificeres af såvel det britiske parlament og EU-Parlamentet. Rådet har på nuværende tidspunkt signaleret, at det vil nikke ja til aftalen.

 

-  Såfremt aftalen ikke godkendes i løbet af forhandlingsprocessen, risikerer man exit uden en aftale. Det vil give anledning til mange problemer og uklarheder for vejgodstransportsektoren og vil i værste fald betyde en yderst begrænset adgang til Storbritanniens marked, hvor man vil skulle gøre brug af CEMT licenssystemet ved international transport mellem EU’s 27 medlemslande og Storbritannien, fastslår Emma Hadrovic.

 

Storbritanniens udtrædelse finder sted den 29. marts 2019.


Læs udkastet til Brexitaftalen her: https://assets.publishing.service.gov.uk/government/uploads/system/uploads/attachment_data/file/756374/14_November_Draft_Agreement_on_the_Withdrawal_of_the_United_Kingdom_of_Great_Britain_and_Northern_Ireland_from_the_European_Union.pdf

 

Læs den politiske aftale her: https://assets.publishing.service.gov.uk/government/uploads/system/uploads/attachment_data/file/756378/14_November_Outline_Political_Declaration_on_the_Future_Relationship.pdf

 

 Foto: Colourbox

 

SENESTE ITD NYT
fredag 20. marts 2026

Nye krav til luftfragt: Har du styr på godkendelserne?

Den 1. januar 2026 trådte nye regler for sikkerhedskontrolleret luftfragt og luftpost i kraft. Kører du med denne type gods, skal du være opmærksom på, at du fremover skal leve op til en række nye krav. Der er en overgangsperiode frem til udgangen af 2026, men derefter skal kravene være opfyldt.

Nye krav til luftfragt: Har du styr på godkendelserne? >
torsdag 19. marts 2026

ADR Nyhedsbrev marts 2026

ADR Nyhedsbrev nummer 1 2026 indeholder følgende emner: Opdaterede materialer – Egenkontrol af ildslukkere med i prisen for ADR Sikkerhedsrådgivning – Pas på tunnelkoder ved transport af begrænsede mængder (LQ) over 8 tons – Beredskabsstyrelsen om krav til brandbestandighed af orange skilte – ADR kap. 1.3-uddannelse skal repeteres

ADR Nyhedsbrev marts 2026 >
torsdag 19. marts 2026

Langvarigt vejarbejde spærrer central rute i Rumænien for tung transport

Frem til midten af juni 2026 er en central strækning på DN7 mellem Râmnicu Vâlcea og Sibiu lukket for køretøjer over 7,5 ton i dagtimerne. Det betyder omkørsler, potentielle forsinkelser og ændret planlægning af kørslen. Vi giver dig overblikket over restriktionerne samt alternative ruter.

Langvarigt vejarbejde spærrer central rute i Rumænien for tung transport >