tirsdag 02. oktober 2018 13:57

Nyt folketingsår med fokus på grønne ambitioner og stærke fællesskaber

Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen meddelte i sin åbningstale til Folketinget, at Danmark vil gå forrest for at trække verden i en grønnere retning. Statsministeren slog også fast, at stærke fællesskaber er vejen frem for Danmark ude i verden. Tiden er ikke til at stå mere alene. ITD hilser ambitionerne velkommen.

Det var Lars Løkke Rasmussens sidste åbningstale inden han senest 17. juni næste år skal udskrive valg til Folketinget. Vanen tro blev talen indledt med en status over rigets tilstand, og her lagde statsministeren blandt andet vægt på, at danskerne i fællesskab har arbejdet sig ud af krisen. Et af de markante temaer i statsministerens tale var klimaet og den globale opvarmning. Her meddelte statsminister Lars Løkke Rasmussen, at regeringen ønsker et Danmark, der går forrest, og som trækker verden i en grønnere retning. Det indebærer blandt andet, at Danmark i 2030 lukker for salget af nye diesel- og benzinbiler.

- Statsministeren melder meget klart ud, at regeringen har store ambitioner for en grønnere fremtid. De ambitioner deler vi i ITD. Når regeringen i næste uge vil præsentere et nyt luft- og klimaudspil, vil transportsektoren komme til at spille en helt central rolle, og i den danske vejgodstransport står vi parat til at bidrage aktivt til at løse de fremtidige klimaudfordringer. For os er det dog afgørende, at kommende tiltag bliver rodfæstet i europæisk lovgivning, så konkurrencesituationen for danske virksomheder ikke forringes unødigt, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.

Statsministeren understregede også, at stærke fællesskaber er vejen frem for Danmark ude i verden, og at et Europa, der står sammen, bliver stadig vigtigere for Danmark. I 45 år har Danmark været en del af EU, og nærmer sig her et guldbryllup. I 25 år har Danmark været med i det indre marked, og der fejres nu sølvbryllup.

- I ITD er vi helt enige med statsministeren i, at et Europa, der står sammen, bliver stadig vigtigere for Danmark. Det gælder også for den danske vejgodstransport. Statsministeren understregede klogt, at det indre marked har givet Danmark enorme fordele: Samme spilleregler for store og små lande. Varerne kan flyde frit. Over halvdelen af den samlede danske eksport af varer og tjenesteydelser går til det indre marked i EU. I disse Brexit-tider er det glædeligt, at statsministeren understreger, at tiden ikke er til at stå mere alene, siger Carina Christensen.

Regeringen offentliggjorde i dag også sit lovprogram for det kommende folketingsår. På transportområdet er der meget få initiativer i støbeskeen. ITD håber, at det manglende fokus på transport og infrastruktur skyldes, at regeringen inden længe barsler med en samlet masterplan på området.

Set i lyset af regeringens forslag til finanslov, som blev fremsat for nylig, er det ikke overraskende, at transporten fylder meget lidt i lovprogrammet. I ITD håber og tror vi på, at det er stilhed før storm. Vi forventer ikke mindst, at regeringen meget snart vil komme med en samlet og ambitiøs plan for fremtidens infrastruktur, siger erhvervspolitisk chef i ITD, Jørn-Henrik Carstens.

ITD vil nu gennemgå regeringens samlede lovkatalog, der blev fremlagt i forlængelse af statsministerens åbningstale.

Læs statsministerens åbningstale her:
http://www.stm.dk/_p_14739.html

Se regeringens lovprogram her:
http://www.stm.dk/publikationer/skriftligdel18/Lovgivning%20-%20Folketings%C3%A5ret%202018-2019.pdf

 

Foto: Clourbox

 

 

SENESTE ITD NYT
fredag 20. marts 2026

Nye krav til luftfragt: Har du styr på godkendelserne?

Den 1. januar 2026 trådte nye regler for sikkerhedskontrolleret luftfragt og luftpost i kraft. Kører du med denne type gods, skal du være opmærksom på, at du fremover skal leve op til en række nye krav. Der er en overgangsperiode frem til udgangen af 2026, men derefter skal kravene være opfyldt.

Nye krav til luftfragt: Har du styr på godkendelserne? >
torsdag 19. marts 2026

ADR Nyhedsbrev marts 2026

ADR Nyhedsbrev nummer 1 2026 indeholder følgende emner: Opdaterede materialer – Egenkontrol af ildslukkere med i prisen for ADR Sikkerhedsrådgivning – Pas på tunnelkoder ved transport af begrænsede mængder (LQ) over 8 tons – Beredskabsstyrelsen om krav til brandbestandighed af orange skilte – ADR kap. 1.3-uddannelse skal repeteres

ADR Nyhedsbrev marts 2026 >
torsdag 19. marts 2026

Langvarigt vejarbejde spærrer central rute i Rumænien for tung transport

Frem til midten af juni 2026 er en central strækning på DN7 mellem Râmnicu Vâlcea og Sibiu lukket for køretøjer over 7,5 ton i dagtimerne. Det betyder omkørsler, potentielle forsinkelser og ændret planlægning af kørslen. Vi giver dig overblikket over restriktionerne samt alternative ruter.

Langvarigt vejarbejde spærrer central rute i Rumænien for tung transport >