fredag 16. august 2019 15:31

Imødekommende og veloplagt transportminister modtog ITD

På dagens møde med transportminister Benny Engelbrecht, præsenterede ITD ministeren for en række emner af stor betydning for de danske vognmænd og lastbilchauffører. Det gjaldt ikke mindst de massive kapacitetsproblemer på landets rastepladser, stramningen af bødesatser for fejl og mangler og i det hele taget rammevilkår og regulering, der gør det besværligt at drive vognmandsvirksomhed og uattraktivt at være chauffør.

På billedet ses fra venstre Jørn-Henrik Carstens, chef for ITD's politiske afdeling, Christian Sørensen Madsen, bestyrelsesformand i ITD, transportminister Benny Engelbrecht og administrerende direktør i ITD Carina Christensen.

 

Det var en veloplagt og imødekommende transportminister, der fredag tog imod ITD’s bestyrelsesformand Christian Sørensen Madsen, administrerende direktør Carina Christensen og chef for ITD’s politiske afdeling Jørn-Henrik Carstens.


Et af de tunge emner, der blev taget op var den alvorlige situation på rastepladserne, som har voldsomme konsekvenser for chauffører og vognmænd. Kapacitetsmanglen er nu så stor, at chaufførerne står med et reelt valg mellem at få en bøde for brud på køre- og hviletidsreglerne eller en bøde for at overtræde parkeringsreglerne. Den situation gjorde ITD det klart for ministeren, at der skal rettes op på hurtigt.


- Kapacitetsproblemerne på rastepladserne er alvorlige for vores erhverv, og det presser og stresser chaufførerne. Det er en urimelig situation, at man får bøder for at passe sit arbejde og overholde reglerne, og det skal der gøres noget ved nu. Fortsætter det her, så bliver det endnu mere problematisk at rekruttere arbejdskraft, end det er i forvejen, og derfor er det af største betydning for erhvervet og chaufførernes arbejdsvilkår, at der etableres flere rastepladser, og at kapaciteten på de nuværende udvides, fastslog bestyrelsesformand for ITD, Christian Sørensen Madsen på mødet.


Christian Sørensen Madsen påpegede også, at de nye forhøjede bødesatser, som Folketinget har vedtaget for fejl og mangler på tunge køretøjer, er uretfærdige og rammer skævt.


- Vi mener, at de kommende stramninger og bødesatser for fejl og mangler ved tunge køretøjer er for tynd og rammer helt skævt. Det synes vi naturligvis er dybt urimeligt over for vores medlemmer, og derfor vil vi gerne i dialog med ministeren om at få rettet op på problemet, så vi kan få det løst, før det for alvor begynder at give problemer for vores medlemmer. I det hele taget er det forenkling og ikke flere bøvlede og uoverskuelige regler, der er brug for på det her område, sagde Christian Sørensen Madsen.


Infrastrukturplanen er et af de emner, som kommer til at dominere de kommende transportpolitiske diskussioner, og her var der ros til ministeren.


- Det er meget glædeligt, at transportministeren allerede har meldt ud, at han gerne vil prioritere vejene i den forestående infrastrukturplan, og at han også har blik for, at fremtidens vejinvesteringer er grønne og klimavenlige. Det fik ministeren stor ros for på mødet, og vi håber, at der kan landes en bred og dermed langtidsholdbar infrastrukturplan, der tager højde for væksten på vejene, så vi kan komme trængsel og tidsspilde til livs, sagde Christian Sørensen Madsen.


Nedsæt en klimakommission og vedtag vejpakken!
ITD forelagde også organisationens ønske om at få nedsat en klimakommission for de tunge transporter, og fremhævede vigtigheden af hurtigst muligt at få taget hul på den grønne omstilling af sektoren. Det er en dagsorden, som optager ITD og medlemmerne meget, og organisationen arbejder derfor også selv på at udarbejde en klimaplan for vejgodstransporterne.


- Med den nye regerings ambition om at reducere CO2-udslippet med 70 procent i 2030 haster det med den grønne omstilling af den tunge transportsektor. Vi foreslog derfor ministeren, at der hurtigt nedsættes en klimakommission for vores sektor, som kan komme med anbefalinger til, hvordan vi når i mål. Klimadagsordenen fyldte i det hele taget meget på mødet, og det er tydeligt at se, at det virkelig er noget, der optager ministeren – lige som det optager ITD, sagde Carina Christensen.


Den europæiske vejpakke var også oppe at vende. Den har enorm betydning for vognmændene, og ITD pointerede her vigtigheden af, at der hurtigst muligt kommer en aftale om nye fælles europæiske spilleregler.


- Der er hårdt brug for at få vejpakken forhandlet på plads. Transporterhvervet har behov for nye fælles europæiske spilleregler, som fortolkes ens af de enkelte lande, og som myndighederne har mulighed for at kontrollere og håndhæve. Især kontrollen er vigtig, for ellers opnår vi ingenting, sagde administrerende direktør i ITD, Carina Christensen.


Behov for samarbejde om digitalisering og teknologiparat lovgivning
ITD har en ambition om, at Danmark skal være teknologiførende inden for vejgodstransport- og logistik og samtidig bidrage til tidlig udvikling af teknologiparat lovgivning vedrørende selvkørende/førerløse køretøjer både i Danmark og i EU. Derfor havde ITD også denne opfordring med til transportministeren.


- Den digitale udvikling går meget stærkt, og ny teknologi og digitale forretningsmuligheder kommer til at ændre transport- og logistikbranchen fundamentalt. Hertil kommer, at branchen er blandt de første erhverv til at blive disruptet, og derfor skal vi satse intensivt på den digitale transformation. Vi har derfor opfordret transportministeren til at hurtigst muligt at nedsætte nogle tværfaglige arbejdsgrupper med repræsentanter for erhvervslivet, relevante myndigheder og teknologieksperter, så vi kan få et kvalificeret samarbejde om teknologiparat lovgivning vedrørende de selvkørende/førerløse køretøjer, forklarede Jørn-Henrik Carstens, chef for ITD’s politiske afdeling.



Ikke mere unfair konkurrence fra PostNord

Sagen om PostNord og dens betydning for ITD’s medlemmer blev også kort drøftet, og ITD gjorde det klart, at organisationen ikke vil finde sig i unfair konkurrence fra det statsstøttede selskab.



- ITD’s medlemmer har ikke noget som helst imod fair og lige konkurrence, men de skal ikke finde sig i at blive udkonkurreret af et statsstøttet selskab. Derfor ligger der lige nu sager ved både EU-Kommissionen og EU-Domstolen, for vi vil på vores medlemmers vegne sikre, at deres virksomheder ikke bliver udkonkurreret med deres egne skattekroner i ryggen, fastlog Carina Christensen.



Det fremtidige samarbejde tegner godt
Alt i alt tegner dagens møde med transportminister Benny Engelbrecht godt for det fremtidige samarbejde om de store transportpolitiske temaer, og ministeren udviste både interesse og lydhørhed over for de mange problemstillinger, der blev rejst.


- Mødet med vores nye transportminister var en meget positiv oplevelse, og vi glæder os til det fremtidige samarbejde med ham. Vi benyttede også lejligheden til at invitere Benny Engelbrecht på besøg hos ITD i Padborg, så han kan lære os og vores branche bedre at kende og ikke mindst, så vi kan præsentere ham for den vækststrategi og de ambitioner, vi har for fremtidens danske vejgodstransport, sagde Carina Christensen.


Mødet fandt sted i Transportministeriet, og ITD havde til lejligheden medbragt en klimavenlig miniudgave af et modulvogntog, som ministeren fik i gave.

SENESTE ITD NYT
torsdag 28. november 2024

Ændringerne i vejafgiften er vedtaget

Så kom der endelig en afklaring: Folketinget har i dag vedtaget de tidligere varslede ændringer i vejafgiftsloven, som bl.a. indebærer en forhøjelse af dieselafgiften på 52 øre per liter og en midlertidig nedsættelse af den kilometerbaserede vejafgift, der træder i kraft ved årsskiftet.

Ændringerne i vejafgiften er vedtaget >
onsdag 27. november 2024

Færdselsstyrelsen har taget nye systemer i brug til kontrol af køre- og hviletid

Virksomheder, der er indkaldt til kontrol af køre- og hviletidsreglerne, skal fremover anvende en ny virksomhedsportal til indsendelse af data.

Færdselsstyrelsen har taget nye systemer i brug til kontrol af køre- og hviletid >
tirsdag 26. november 2024

Frankrig: Landmænd protesterer igen – uge 48

I denne uge protesterer franske landmandsforeninger endnu engang.

Frankrig: Landmænd protesterer igen – uge 48 >