mandag 03. juni 2019 15:36

ITD: Alternativets grønne byudspil er blottet for realisme

Hvis man ikke vidste bedre, kunne man næsten forledes til at tro, at Alternativet havde hevet et klima- og miljøudspil fra 70’erne op af skuffen og støvet det af til lejligheden. Men nej, udspillet ”Renere luft og grønnere byer” er partiets dugfriske bud på, hvordan man løser problemer med luftforurening i byerne ved hjælp af – ja, cykler, offentlig transport, lukning af veje og forbud. Må vi i ITD opfordre Alternativet til at komme tilbage til nutiden og i stedet se nærmere på mere realistiske og tidssvarende muligheder – herunder nye, grønne teknologier og transportformer.

Med udspillet ”Renere luft og grønnere byer” vil Alternativet luftforureningen i byerne til livs. Det er en vigtigt og relevant målsætning, for luftforurening har alvorlige helbredsmæssige konsekvenser. I ITD er vi enige med Alternativet i, at målet må og skal være at gøre miljøet i byerne renere og sundere til gavn for de mennesker, der bor i byerne – men midlerne til at nå det skal være realistiske, så derfor skal politikerne tage ansvar for den grønne omstilling af transportsektoren.

 

- Luftforureningen i byerne skal reduceres. Det er vi slet ikke uenige i, men det nytter altså ikke at skrue tiden tilbage, og desuden er det heller ikke nødvendigt. Der findes rigtig mange nye teknologier og grønne løsninger, der kan bidrage til et renere og sundere bymiljø, og dem skal vi blive meget bedre til at udnytte i stedet for at bilde hinanden ind, at alle udfordringer løser sig, hvis vi tager cyklen eller toget. I vores branche, den tunge vejgodstransport, er de scenarier, som Alternativet fremlægger, helt igennem urealistiske. Varer og gods for ikke at tale om madvarer, der stiller helt specifikke krav til transportørerne, skal transporteres ind til byerne, og det kan altså ikke lade sig gøre på en elektrisk ladcykel. Derfor skal vi i branchen være på forkant med grønne løsninger og klimavenligt brændstof, men det kræver, at politikerne tager ansvar for den grønne omstilling af vejgodstransporten og ikke bare udstikker forbud og skærper reglerne, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.

 

Alternativet foreslår i sit udspil blandt andet at skærpe reglerne for miljøzoner yderligere. Reglerne blev i forvejen skærpet i maj 2019, og de nye regler medfører endnu strengere krav til de lastbiler, busser og varebiler, der kører i byerne.

 

Herudover ser Alternativet gerne, at byer som København får mulighed for helt at lukke ned for biltrafikken i byen – uden at Folketinget blander sig i det. Konkret foreslås det, at biltrafikken på Åboulevarden på sigt lukkes helt, og dertil kommer, at partiet heller ikke vil bruge flere penge på at etablere vejinfrastruktur i form af en tunnel.

 

- Selv hvis vi mobiliserer vores bedste vilje, er det svært at forestille sig, hvordan Alternativet har tænkt sig, at det moderne samfund skal hænge sammen, hvis man forbyder og begrænser adgangen til infrastrukturen i København. Skal vi i vejgodstransporten læsse madvarer og byggematerialer af uden for byerne, og så kan folk hente dem på cykel? I den tunge vejgodstransport bidrager vi meget gerne til et renere bymiljø, og vi arbejder intensivt på at få den grønne omstilling af sektoren på den politiske dagsorden, så vi kan få den rigtigt i gang, det vil vi også gerne opfordre Alternativet til at gøre, slutter Carina Christensen.

 

Læs udspillet fra Alternativet her: https://alternativet.dk/nyheder/renere-luft-og-gronnere-trafik-i-byerne

SENESTE ITD NYT
fredag 20. marts 2026

Nye krav til luftfragt: Har du styr på godkendelserne?

Den 1. januar 2026 trådte nye regler for sikkerhedskontrolleret luftfragt og luftpost i kraft. Kører du med denne type gods, skal du være opmærksom på, at du fremover skal leve op til en række nye krav. Der er en overgangsperiode frem til udgangen af 2026, men derefter skal kravene være opfyldt.

Nye krav til luftfragt: Har du styr på godkendelserne? >
torsdag 19. marts 2026

ADR Nyhedsbrev marts 2026

ADR Nyhedsbrev nummer 1 2026 indeholder følgende emner: Opdaterede materialer – Egenkontrol af ildslukkere med i prisen for ADR Sikkerhedsrådgivning – Pas på tunnelkoder ved transport af begrænsede mængder (LQ) over 8 tons – Beredskabsstyrelsen om krav til brandbestandighed af orange skilte – ADR kap. 1.3-uddannelse skal repeteres

ADR Nyhedsbrev marts 2026 >
torsdag 19. marts 2026

Langvarigt vejarbejde spærrer central rute i Rumænien for tung transport

Frem til midten af juni 2026 er en central strækning på DN7 mellem Râmnicu Vâlcea og Sibiu lukket for køretøjer over 7,5 ton i dagtimerne. Det betyder omkørsler, potentielle forsinkelser og ændret planlægning af kørslen. Vi giver dig overblikket over restriktionerne samt alternative ruter.

Langvarigt vejarbejde spærrer central rute i Rumænien for tung transport >