torsdag 10. januar 2019 15:49

Nytårskur fyldt med stolthed

ITD’s formand, Gert Jakobsen, fremhævede vejgodstransportens betydning i sin tale på ITD’s nytårskur. Branchen understøtter 88.000 jobs og bidrager med 60 milliarder kroner til det danske bruttonationalprodukt. Ordene faldt på ITD’s nytårskur torsdag den 10. januar 2019 i ITD Huset, hvor gæstetaler var direktør Nikolai Sejr Sørensen fra LS Intertank, som kom med et godt råd om at forudse kundernes behov og udnytte transport-setup på tværs af kunderne.

ITD bød torsdag den 10. januar 2019 til nytårskur for medlemmer, samarbejdspartnere og ansatte, og 100 personer deltog i arrangementet, der er begyndelsen på en ny tradition. Første taler til nytårskuren var ITD’s formand, Gert Jakobsen, der er stolt over den opbakning ITD har fået og får fra sine medlemsvirksomheder til foreningens arbejde.

 

- 2018 var på flere måder et begivenhedsrigt år for transport- og logistikvirksomhederne: På den anden side af kanalen kæmpede briterne med deres beslutning om, at de ikke længere ønsker at være medlem af EU. I Bruxelles diskuterede man den store europæiske vejpakke, der endnu ikke er faldet på plads, og herhjemme blev der indført tidsbegrænsning for parkering af lastbilerne for bare at trække nogle af de store overskrifter frem, der påvirkede dagligdagen i virksomhederne, sagde han.

 

Der var desværre også en overskrift i 2018, der påvirkede branchens image. Historien om indkvarteringsforholdene for filippinske chauffører i Padborg.

 

- Det var sørgeligt at se sådan nogle forhold - og jeg ved, at alle jer, som gør det godt, og som bestræber sig på at have gode og ordentlige forhold, blev både kede af det og vrede over, at sådan noget har fundet sted. Sådan skal det ikke være, og sådan skal vores branche ikke kendes. Det er ikke fair over for alle dem, der lægger sig i selen for at skabe gode vilkår, mener Gert Jakobsen.

 

Men nu skriver vi 2019, og formanden kiggede frem mod resten af året med fortrøstning.

 

- Her I det nye år er det mit håb, at transporterhvervet i langt højere grad bliver kendt og anerkendt for alt det, vi bidrager med. I 2018 fik vi lavet helt nye beregninger, der viser, at dansk vejgodstransport understøtter 88.000 jobs og bidrager med 60 mia. kroner til det danske bruttonationalprodukt. Det er imponerende tal, som vi virkelig kan være stolte over. Vi gør en kæmpe forskel. Vi holder Danmark i gang – stort set uden nogen opdager det, sagde formanden om transportbranchens betydning.

 

Godt råd

Nytårskurens gæstetaler var direktør Nikolai Sejr Sørensen fra LS Intertank, der blandt andet talte om virksomhedens måde at nytænke og videreudvikle transport- og logistikløsninger. Det er sket ved at investere 92 millioner kr. i et effektivt fleksibelt-multi-container koncept, der efterkommer kundernes krav om større fleksibilitet og fuld kapacitetssikkerhed, selv når volumen svinger op og ned.

 

Og i sin tale kom han med et godt råd til sine kollegaer med erfaring fra egen virksomhed.

 

- Vores positive udvikling skyldes et stort kendskab til vores kunder: Deres behov, produkterne, ja i bund og grund alt, hvad der kan påvirke eller have indflydelse på logistikken. Derfor er lange tætte relationer med kunder og samarbejdspartnere meget vigtigt for os. Vi er ikke interesserede i kortsigtede forretninger. Best practice er: Lyt til jeres kunder, se deres behov, for det er ikke altid sikkert, at de selv ser dem. Udnyt det transport-setup I laver hos én kunde hos andre kunder. Endnu bedre er det, hvis I kan begynde at kombinere disse setupper og opnå større synenergier, sagde Nikolai Sejr Sørensen.

SENESTE ITD NYT
torsdag 14. august 2025

Har du styr på momsen?

Fristen for at indberette og betale moms den 1. september 2025 nærmer sig. Læs med her og bliv klogere på Skattestyrelsens råd til at komme godt i mål med momsregnskabet – før, under og efter indberetning.

Har du styr på momsen? >
tirsdag 12. august 2025

Nyt om vejafgift i Holland

Fra 1. juli 2026 indfører Holland en ny kilometerbaseret vejafgift. Fra denne dato kan man ikke længere benytte eurovignetten, men skal betale en kilometerbaseret vejafgift. Det kan gøres via en køretøjsenhed.

Nyt om vejafgift i Holland >
tirsdag 12. august 2025

Nyt ITD-netværk ruster næste generation af vognmænd

Sparring, erfaringsdeling og målrettede faglige input er nøgleordene for ITD’s nye netværk “Næste Generation”. Netværket er henvendt den næste generation af vognmænd: Dem, der lige har overtaget en virksomhed og dem, der står over for det.

Nyt ITD-netværk ruster næste generation af vognmænd >