fredag 25. september 2020 09:39

ITD foreslår vægt- og dimensions-kommission til fremme af klimavenlig vejgodstransport

Gamle regler står i vejen for nye lastbilkoncepter, der kan medtage mere gods og nedbringe CO2-udledningen. Derfor er der behov for at opdatere og harmonisere reglerne for lastbilers vægt og dimensioner, mener ITD, der foreslår en vægt- og dimensionskommission, der kan hjælpe udviklingen af klimavenlig vejgodstransport på vej.

Foto: Shutterstock

Vejgodssektoren skal også levere sit bidrag til CO2-reduktionen, og derfor er der et akut behov for at få kigget på, hvordan fremtidens lastbiler kan og skal se ud. Mange af de bestemmelser, der ligger til grund for, hvordan en lastbil ser ud i dag, er udformet før, klimaet for alvor kom på agendaen, og de bør ikke stå i vejen for mere CO2-venlige lastbiler i fremtiden, mener ITD.

 

- Vejgodssektoren skal også levere på klimadagsordnen, og der er heldigvis mange gode initiativer i gang. Faktum er dog også, at vi fortsat mangler det alternative CO2-frie brændstof, der kan omlægge sektoren i stor skala. Indtil det er tilgængeligt, skal vi bruge de løsninger, vi ved kan gøre en forskel her og nu, og det kan ændrede vægt- og dimensionsbestemmelser, siger Henriette Kjær, der er politisk chef i ITD, brancheorganisation for den danske vejgodssektor.

 

Konkret ønsker ITD, at man fra politisk hold nedsætter en vægt- og dimensionskommission, som kan komme med bud på, hvordan kravene til fremtidens lastbiler kan skrues sammen, så de fremmer udviklingen og brugen af koncepter, der nedbringer CO2-udslippet per transporteret enhed.

 

- I Danmark har vi siden 2008 kørt et meget succesfuldt forsøg med modulvogntog. To modulvogntog kan som tommelfingerregel erstatte tre almindelige lastbiler og udleder i gennemsnit cirka. 15 procent mindre CO2 i forhold til kørsel med almindelige lastbiler. Det er bare et eksempel på, hvordan ændrede vægt- og dimensionsbestemmelser, kan være med til at gøre en væsentlig klimaforskel. Andre eksempler giver endnu bedre resultater, men de er endnu ikke tilladte i Danmark, siger Henriette Kjær med henvisning til blandt andet svenske forsøg med dobbelttrailere. Samtidig peger hun på behovet for at harmonisere reglerne på tværs af grænserne.

 

- I dag findes der ikke fælles EU-regler, og det betyder, at det er op til de enkelte lande at fastsætte krav til køretøjerne og chaufførerne. Det har medført et virvar af regelsæt, som der er stort behov for at få harmoniseret, så mere gods kan transporteres på tværs af landegrænser med mindre CO2-udledning. Det vil være en oplagt lejlighed for Danmark som stor transportnation at gå forrest her og sikre bedre harmonisering til gavn for klimaet, siger Henriette Kjær.

SENESTE ITD NYT
fredag 13. marts 2026

Toldstyrelsen ruller åbningstider tilbage efter dialog med erhvervslivet

Reducerede åbningstider ved de danske toldekspeditioner har de sidste to uger ført til massive ventetider. Efter en fælles henvendelse fra International Transport Danmark, Dansk Erhverv Transport og Padborg Transportcenter har Toldstyrelsen oplyst, at man vil rulle åbningstiderne i Padborg midlertidigt tilbage.

Toldstyrelsen ruller åbningstider tilbage efter dialog med erhvervslivet >
fredag 13. marts 2026

Toldåbningstider i Padborg udvides midlertidigt

Efter dialog med branchen udvider Toldstyrelsen åbningstiderne ved toldekspeditionen i Padborg. Ændringen er midlertidig og træder i kraft i morgen, lørdag den 14. marts 2026, klokken 06.00.

Toldåbningstider i Padborg udvides midlertidigt >
torsdag 12. marts 2026

Polen udvider SENT-systemet til også at omfatte tøj og sko

Fra den 17. marts 2026 bliver nye varetyper omfattet af det polske overvågningssystem SENT. Fremover skal visse transporter med tøj og fodtøj registreres i systemet, når de transporteres til, fra eller gennem Polen.

Polen udvider SENT-systemet til også at omfatte tøj og sko >