torsdag 09. januar 2020 15:40

ITD’s nytårskur bød velkommen til 2020

Det bliver et spændende og særdeles travlt år, vi går ind i, fastslog ITD’s formand Christian Sørensen Madsen i sin tale på ITD’s nytårskur torsdag den 9. januar 2020 i ITD Huset. Årets gæstetaler, Jørn Skov fra Danske Fragtmænd, fremhævede, at 2020 vil blive uforudsigeligt, og at klima og digitalisering kommer til at fylde mere og mere.

ITD havde torsdag den 9. januar 2020 inviteret medlemmer, samarbejdspartnere og ansatte til nytårskur i ITD Huset. Godt 100 gæster mødte op i Padborg, og som traditionen byder, var der både kransekage, champagne og taler. ITD’s formand, Christian Sørensen Madsen, var første taler, og han afslørede, at 2020 bliver et særdeles travlt år i ITD.

- Vi kommer til at sætte rigtig mange nye skibe i søen som led i vores Vækststrategi 2030. Alt sammen tiltag, som skal bidrage til at sikre, at vores erhverv står stærkest muligt rustet i forhold til fremtidens mange muligheder og udfordringer. Vores målsætning er, at Danmark i år 2030 skal have styrket sin position som et internationalt kraftcenter inden for vejgodstransport og logistik. Konkret skal det måles ved et stigende BNP-bidrag til dansk økonomi fra vores erhverv, og det er blandt andet vores ambition, at de danske transportvirksomheder skal være blandt eliten inden for brug af digitale, automatiserede og grønne teknologier, sagde Christian Sørensen Madsen.

Formanden fortalte om nogle af de tiltag, der sættes i gang for at understøtte vækstmålsætningen:

- Vi løfter om kort tid sløret for ITD’s nye klimaplan for grøn omstilling af de tunge transporter. Vi har i efteråret ansat en ny digitaliseringschef, som skal bistå vores medlemmer med et vigtigt digitalt løft. Vi arbejder aktivt på at sikre kvalificeret arbejdskraft til vores erhverv. Her har vi for eksempel stor fokus på at tiltrække og fastholde flere kvinder i vores erhverv, fortalte Christian Sørensen Madsen og understregede:

- Vores vækststrategi 2030 handler ikke bare om større omsætning og flere lastbiler. Den handler i allerhøjeste grad også om at vækste på bundlinjen gennem optimering, digitalisering, øget fokus på miljø og sikkerhed, større kvalitet og værdiskabende løsninger for kunder og egen virksomhed, sagde Christian Sørensen Madsen.

I ITD ser man med spænding frem til et nyt politisk år.

 
- Det gælder ikke mindst klimadagsordenen, som jo har topprioritet hos vores nye regering, og som på ingen måde er en ny dagsorden for os i ITD. Vi sidder lige nu med ved forhandlingsbordet i regeringens klimapartnerskab for landtransport. Her handler det for os om, at transporterhvervet får en fornuftig og realistisk aftale, som virksomhederne kan leve med – og ikke en teoretisk skrivebordsaftale, som vil ødelægge branchens og landets økonomi. Som erhverv vil vi meget gerne bidrage! Den grønne omstilling skal bare ske på en realistisk og gennemtænkt måde.
 

Også de kommende forhandlinger om en langsigtet investeringsplan for infrastrukturen fik ord med på vejen:

- Jeg har en klar forventning om, at vejene vil blive prioriteret meget højt i en kommende infrastrukturaftale. I ITD håber vi på et bredt samarbejde hen over midten om de kommende infrastrukturplaner. Det vil være dybt bekymrende, hvis en ny regering alene satser på tog, kollektiv trafik og cykler. Og lad mig understrege: Rastepladser til lastbiler er også en vigtig del af infrastrukturen – og det er også helt nødvendigt for, at chaufførerne kan overholde lovene på vores område.

Endelig hilste formanden også EU's Vejpakke velkommen:  

- Overordnet synes jeg, at vi skal glæde os over, at der nu kommer fælles europæiske spilleregler for vores erhverv. Det har vi ventet på længe, og jeg er meget fortrøstningsfuld i forhold til, at de danske transportvirksomheder nok skal klare skærene. Vejpakken kan måske blive det, der gør, at dele af transportopgaverne nu kan vende tilbage på danske biler. Herved kan Vejpakken være med til at skabe vækst for danske transportvirksomheder, hvilket netop er det, som vi i ITD gerne vil måle vores Vækststrategi 2030 på, sagde Christian Sørensen Madsen.

Gæstetaler på årets nytårskur var direktør Jørn Skov fra Danske Fragtmænd, som lagde ud med at fortælle, hvordan 2019 havde formet sig hos fragtmændene.

- 2019 var et udmærket, men ikke prangende år. Vi har ligget nogenlunde på niveau med året før, selvom der på nogle områder har kunnet spores en mindre nedgang. Derfor er vi også hele tiden skarpe på, hvordan vi driver og optimerer vores forretningsgange, tilpasser arbejdsstyrken og strukturerer vores indkøb. Derudover skelner vi benhårdt mellem, hvad der er Nice To Have og Need To Have. Det betyder, at de overflødige opgaver skæres væk, og at vi prioriterer de opgaver, der har størst betydning for forretningen, sagde Jørn Skov.

PostNord fik naturligvis også et par ord med på vejen.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i Fragtmændene er grundigt trætte af PostNords forretningsmetoder, hvor krydssubsidiering bruges til at dumpe priserne og i nogle tilfælde gøre fragt af gods helt gratis. Derfor glæder vi os også over, at politikerne nu vil til bunds i økonomien i forbindelse med forhandlingerne om en ny befordringsaftale. Vi ser også frem til, at EU-Kommissionen og EU-Domstolen kigger dem grundigt efter i kortene, så der kommer en afklaring på de sager, som ITD har anlagt, for der skal sættes en effektiv stopper for den unfair konkurrence, fortsatte Jørn Skov.

Jørn Skov afsluttede sin tale med nogle overvejelser om, hvad det nye år vil bringe.

- 2020 bliver først og fremmest et uforudsigeligt år. Der er løse kanoner derude, og en af dem befinder sig i USA. Helt sikkert er det dog, at vi kommer til at arbejde hårdt i forhold til den grønne omstilling og de meget ambitiøse mål, der er sat for CO2-nedbringelsen. Det kan godt gå hen og blive dyrt – også for transportkøberne. Hos os arbejder vi løbende på den grønne omstilling. Vi har reduceret papirforbruget, vi har optimeret energiforbruget på vores terminaler, og vi finder løbende på nye tiltag. Her kommer digitaliseringen også ind i billedet, for også her er der grønne og smartere løsninger at finde, så de knapper kommer vi til at trykke mere på i det nye år, sluttede Jørn Skov.

SENESTE ITD NYT
mandag 23. december 2024

Glædelig jul fra formandens førerhus

Velkommen til nyhedsbrevet ”Nyt fra formandens førerhus”, som ITD’s bestyrelsesformand, John A. Skovrup, med mellemrum sender ud til medlemmerne. Denne gang vil bestyrelsesformanden gerne ønske alle en rigtig glædelig jul, se tilbage på året, der gik, og kigge lidt på året, der kommer.

Glædelig jul fra formandens førerhus >
lørdag 21. december 2024

Vejledningsperiode for skift til intelligent takograf version 2

Fristen for at skifte takograf for lastbiler i international transport fra en analog eller digital takograf udløber 31. december 2024. EU-Kommissionen har dog meldt ud, at alle EU-medlemsstater har tilkendegivet at have en vejledende kontrol de to første måneder.

Vejledningsperiode for skift til intelligent takograf version 2 >
fredag 20. december 2024

ADR 2025 - udvalgte nyheder

ITD har udarbejdet en oversigt over udvalgte nyheder i ADR 2025, herunder krav om, at ADR-transportdokumenter nu skal forefindes i førerkabinen. ITD's sikkerhedsrådgivere hjælper meget gerne med spørgsmål, også til den nye ADR 2025.

ADR 2025 - udvalgte nyheder >