mandag 31. august 2020 07:53

ITD vil have hurtig klarhed om køre- og hviletidsregler

Trods ikrafttræden den 20. august 2020 er det fortsat helt uklart, hvordan flere centrale køre- og hviletidsregler som en del af EU´s Vejpakke skal fortolkes og dokumenteres. Det er uholdbart, mener ITD, som i dag mødes med Færdselsstyrelsen for at diskutere fortolkning og implementering af de nye regler.

Dagens møde i Færdselsstyrelsen fører forhåbentligt til en hurtig afklaring af, hvordan virksomheder skal forholde sig til de nye køre- og hviletidsregler, der trådte i kraft 20. august 2020. Ellers lader man virksomhederne i stikken, mener ITD.

 

- Flere helt centrale regler under EU´s Vejpakke er allerede trådt i kraft, men det er fortsat fuldstændig overladt til den enkelte virksomhed at gætte, hvad myndighederne accepterer som dokumentation for overholdelse af reglerne. Det drejer sig eksempelvis om, hvordan det skal dokumenteres, at chaufføren har afholdt 45-timers ugehvil udenfor køretøjet for arbejdsgivers omkostninger. Det er også uklart, hvordan det skal dokumenteres, at chaufføren har fået mulighed for at vende hjem hver 4. uge, og hvordan man skal forholde sig, hvis chaufføren ikke ønsker at vende hjem. Den uklarhed er selvfølgelig uholdbar og vækker bekymring hos mange af vores medlemmer, siger Carina Christensen, adm. direktør i ITD.

 

ITD forventer derfor, at Færdselsstyrelsen på dagens møde med branchen kommer med klare vejledninger til virksomhederne om, hvordan reglerne kan efterleves og dokumenteres.

 

- Vi kan ikke acceptere et lovmæssigt limbo, hvor virksomhederne ikke ved, hvordan de rent praktisk kan dokumentere, at de efterlever reglerne, siger Carina Christensen.

 

ITD opfordrer myndighederne til at anerkende de dokumenter, som virksomhederne allerede er i besiddelse af, så de ikke pålægges en ekstra, unødvendig, administrativ byrde. Det kan eksempelvis være takografdata, GPS-udskrifter og kørselsrapporter. ITD foreslår samtidig, at myndighederne gennemfører vejledende virksomhedskontroller, ligesom de danske myndigheder tidligere har gjort i forhold til godskørselstilladelser for varebiler, og tyske BAG har gjort i forhold til forbud mod 45 timers hvil i førerhuset. Ved en vejledende virksomhedskontrol får virksomheden som udgangspunkt ikke bøder, men vejledning i hvordan reglerne overholdes og dokumenteres. Det kan være i en periode på eksempelvis seks måneder. Det vil give myndighederne bedre forudsætninger for at sikre et kontrolapparat, der i praksis kan gennemføres. 

 

- Det haster med at få afklaret fortolkning og implementering af reglerne og ikke mindst diskuteret, hvilken dokumentation der forventes. ITD stiller sig konstruktivt til rådighed med input og sparring, og vi forventer naturligvis, at opgaven med hurtigt at skabe klarhed får meget høj prioritet i Færdselsstyrelsen, siger Carina Christensen.

SENESTE ITD NYT
fredag 13. marts 2026

Toldstyrelsen ruller åbningstider tilbage efter dialog med erhvervslivet

Reducerede åbningstider ved de danske toldekspeditioner har de sidste to uger ført til massive ventetider. Efter en fælles henvendelse fra International Transport Danmark, Dansk Erhverv Transport og Padborg Transportcenter har Toldstyrelsen oplyst, at man vil rulle åbningstiderne i Padborg midlertidigt tilbage.

Toldstyrelsen ruller åbningstider tilbage efter dialog med erhvervslivet >
fredag 13. marts 2026

Toldåbningstider i Padborg udvides midlertidigt

Efter dialog med branchen udvider Toldstyrelsen åbningstiderne ved toldekspeditionen i Padborg. Ændringen er midlertidig og træder i kraft i morgen, lørdag den 14. marts 2026, klokken 06.00.

Toldåbningstider i Padborg udvides midlertidigt >
torsdag 12. marts 2026

Polen udvider SENT-systemet til også at omfatte tøj og sko

Fra den 17. marts 2026 bliver nye varetyper omfattet af det polske overvågningssystem SENT. Fremover skal visse transporter med tøj og fodtøj registreres i systemet, når de transporteres til, fra eller gennem Polen.

Polen udvider SENT-systemet til også at omfatte tøj og sko >