torsdag 10. december 2020 12:20

Ministeren sender endnu en gang trecifret millionbeløb til PostNord

Selvom vi nærmer os julen, og det er tid til gaver, er det alligevel en stor en af slagsen, regeringen igen giver PostNord. Endnu en gang må skatteyderne til lommerne og finde et trecifret millionbeløb, fordi regeringen ikke formår at lukke en aftale om fremtidens befordringspligt. Helt uhørt mener ITD.

Foto: iStock

 

For tredje gang er staten ifølge Dagbladet Børsen på vej til at sende et trecifret millionbeløb i skødet på det statsejede PostNord for at varetage en opgave, som private aktører er klar til at løfte.

 

I stedet for at følge Finland og overlade det til et frit marked at sikre udbringning, har regeringen insisteret på, at det fortsat skal være det underskudsgivende og statsejede PostNord, som alene skulle have opgaven. Men den model har ikke kunnet finde flertal, og det har været dyrt for danske skatteydere, der nu for tredje gang på et år står til at skulle betale et trecifret millionbeløb for servicen.

 

- Det er dybt bekymrende, at visse dele af det politiske miljø åbenbart vil gå meget langt for at beskytte PostNord på bekostning af borgerne. Der er jo efterhånden ikke tale om postforhandlinger, men nærmere postforhaling. Og imens kan PostNord mere eller mindre uimodsagt komme og bede om et millionbeløb, som ikke underkastes nærmere prøvelse, for offentligheden kan ikke få indsigt i, hvad der ligger bag deres beregninger. Det er mildest talt ikke en betryggende omgang med skattepenge, siger Carina Christensen, administrerende direktør i brancheorganisationen ITD.

 

ITD har gennem længere tid arbejdet for en finsk model, så de stadig færre forsendelser i stadig større grad overgår til et frit marked, og staten kun træder til med målrettet støtte for de forsendelser, som ikke kan bringes ud på markedsvilkår. Det vil sænke omkostningerne til landsdækkende postudbringning markant og sikre gennemsigtighed i statens udgifter.

 

- Det ligner mere og mere en post-farce. Man har i årevis vidst, at der skulle findes en løsning på postområdet senest ved udgangen af 2019, og nu står vi her ved indgangen til 2021 og skal endnu en gang se en regering gå til Folketinget med ønsket om en ekstrabevilling til PostNord. Et statsejet selskab under anklage for at sende skattepenge til kommercielle aktiviteter, mens det præsterer det ene underskud efter det andet. Vi har for længst overskredet enhver acceptabel tidsramme for fortsættelsen af denne farce – nu må politikerne handle og finde en langtidsholdbar løsning, siger Carina Christensen.

 

Hun håber, at den seneste forlængelse af PostNords befordringspligt bliver den sidste, og at Rigsrevisionen får afsluttet sin undersøgelse af selskabets kritiserede regnskabspraksis snarest, så det kan indgå i forhandlingerne, der forventes genoptaget i januar.

SENESTE ITD NYT
fredag 13. marts 2026

Toldstyrelsen ruller åbningstider tilbage efter dialog med erhvervslivet

Reducerede åbningstider ved de danske toldekspeditioner har de sidste to uger ført til massive ventetider. Efter en fælles henvendelse fra International Transport Danmark, Dansk Erhverv Transport og Padborg Transportcenter har Toldstyrelsen oplyst, at man vil rulle åbningstiderne i Padborg midlertidigt tilbage.

Toldstyrelsen ruller åbningstider tilbage efter dialog med erhvervslivet >
fredag 13. marts 2026

Toldåbningstider i Padborg udvides midlertidigt

Efter dialog med branchen udvider Toldstyrelsen åbningstiderne ved toldekspeditionen i Padborg. Ændringen er midlertidig og træder i kraft i morgen, lørdag den 14. marts 2026, klokken 06.00.

Toldåbningstider i Padborg udvides midlertidigt >
torsdag 12. marts 2026

Polen udvider SENT-systemet til også at omfatte tøj og sko

Fra den 17. marts 2026 bliver nye varetyper omfattet af det polske overvågningssystem SENT. Fremover skal visse transporter med tøj og fodtøj registreres i systemet, når de transporteres til, fra eller gennem Polen.

Polen udvider SENT-systemet til også at omfatte tøj og sko >