fredag 23. oktober 2020 14:21

Skattefinansieret overskud i PostNord

Kun takket være en statslig særbevilling på 112 millioner kroner for udførelse af befordringspligt er det lykkedes det statsejede PostNord at få et mindre overskud for tredje kvartal. På tide at gøre op med den statslige aktør på velfungerende pakkemarked, mener ITD.

Foto: Claus Rasmussen / Scanpix

 

Det statsejede PostNord har i dag præsenteret kvartalsresultatet for tredje kvartal 2020. Det er kun takket være en statslig særbevilling på 112 millioner kroner for udførelse af befordringspligten i andet halvår af 2020, at PostNord ikke endnu en gang præsenterer et underskud. I stedet bliver det et beskedent overskud på 12 millioner kroner for kvartalet. Regnskabet viser samtidig, at den statslige aktør mister forretning på brevområdet og bekymrende nok øger statens rolle på et ellers velfungerende pakkemarked.

 

- Staten har en aktør, der på den ene side ikke formår at skabe forretning ud af at bringe breve ud samtidig med, at der satses benhårdt på et ellers velfungerende pakkemarked. Private aktører har for længst vist, hvordan markedskræfterne kan løfte opgaven med at bringe pakker og stykgods ud til den bedst mulige pris for forbrugerne. Derfor er det mere aktuelt end nogensinde at spørge, hvorfor i alverden staten skal drive pakkepost, siger Carina Christensen, der er administrerende direktør i ITD med henvisning til underafdelingen PostNord Logistics.

 

ITD har en række klager liggende hos både EU-Kommissionen og EU-Domstolen om PostNords selskabskonstruktion og regnskabspraksis, ligesom Folketingets Rigsrevision også er i gang med undersøgelser af virksomhedens regnskabspraksis.

 

Både klager og Rigsrevisionens undersøgelse bør inddrages i de forhandlinger, der skal foregå om fremtidens postmarked, mener ITD.

 

- Det er ikke nødvendigvis en nem opgave at bringe breve ud til alle dele af landet på rimelige vilkår, men vi har gjort tingene uforholdsmæssigt komplicerede i Danmark ved at overlade hele området til en enkelt aktør, der mere eller mindre selv kan fastsætte en pris for servicen. Vi kan sagtens trække på gode udenlandske erfaringer og gradvist dele opgaven op i mindre dele, og samtidig bør vi snarest få stoppet PostNord Logistics helt urimelige konkurrencefordele på et velfungerende pakke- og stykgodsmarked, siger Carina Christensen med henvisning til, at PostNord Logistics ad flere omgange har hentet penge hos moderkoncernen efter at have tabt egenkapitalen i konkurrence med private aktører.

 

ITD følger derfor nøje med i både klagesager, undersøgelser og ikke mindst de politiske forhandlinger for at sikre, at fremtidens postbetjening kommer til at foregå på fair og lige konkurrencevilkår, hvor det samtidig er helt transparent, hvad skatteyderne rent faktisk betaler for.

SENESTE ITD NYT
fredag 30. januar 2026

Tilbagebetaling af vejafgift på fritagne køretøjer på vej

Har du betalt vejafgift for et køretøj, der senere er blevet fritaget med tilbagevirkende kraft, kan du efter planen se frem til at få pengene retur i næste uge.

Tilbagebetaling af vejafgift på fritagne køretøjer på vej >
fredag 30. januar 2026

Ændrede vilkår i pulje til grøn omstilling: Det skal du være opmærksom på

Vejdirektoratet gennemfører ændringer i vilkårene i puljen til grøn omstilling af tung vejtransport. Vi giver dig her et overblik over ændringerne, som både giver dig mulighed for mere fleksibel udbetaling af tilskud og præciserer reglerne for ens projekter med forskellig støtteprocent.

Ændrede vilkår i pulje til grøn omstilling: Det skal du være opmærksom på >
torsdag 29. januar 2026

International Transport Danmark sætter stævning af ministerier i bero

Brancheorganisationen International Transport Danmark sætter sin stævning af Transportministeriet og Skatteministeriet i bero. Det sker, fordi organisationen er i dialog med transportministeren om en revideret bødemodel for den kilometerbaserede vejafgift, oplyser branchedirektøren.

International Transport Danmark sætter stævning af ministerier i bero >