mandag 23. august 2021 14:41

Brian Lykke og elever i 8. klasse sætter trafiksikkerhed på skemaet

Denne uge står i trafiksikkerhedens tegn, når ITD’s kampagne Hovedet med i trafikken besøger folkeskoler over hele landet. Mandag blev kampagnen skudt i gang i Køge, og de følgende dage får 8. klasseelever i Munkebo, Ringkøbing og Christiansfeld besøg.

Husk cykelhjelmen, drop mobiltelefonen, og hold dig væk fra den kritiske zone.

 

Budskabet fra skuespiller og komiker Brian Lykke var ikke til at tage fejl af, da han og trafiksikkerhedskampagnen ”Hovedet med i trafikken” mandag besøgte Kirstinedalsskolen i Køge.

 

Besøget markerede startskuddet på en danmarksturné for kampagnen, som har til formål at gøre eleverne i 8. klasse klogere på trafiksikkerhed og vise dem, hvor frygtelige konsekvenser det kan have, hvis de har slået hjernen fra, når de færdes i trafikken.

 

Det er ITD, brancheorganisation for den danske vejgodstransport, som står bag ”Hovedet med i trafikken”. Her håber projektleder Malene Vitus, at kampagnen kan bidrage til bedre trafikvaner hos de unge, når de er ude på vejene til fods, på cykel eller på scooter.

 

- Med Hovedet med i trafikken vil vi gerne udvikle unge trafikambassadører, der kan gå foran som gode eksempler for deres venner, søskende og forældre. Samtidig viser statistikkerne, at det er den gruppe af folkeskoleelever, der oftest kommer til skade i trafikken, så det er en vigtig målgruppe at få fat i. Det er simpelthen af så stor betydning at være opmærksom, når man er ude blandt biler, varevogne og lastbiler, og vi tror på, at fokus på trafiksikkerhed kan være med til at redde liv, siger Malene Vitus.

 

Ud over at undervise om trafiksikkerhed underholdt Brian Lykke med drabelige historier fra sin egen ungdom, for eksempel da han i et tilfælde af ungdommelig og utålmodig kådhed styrtede på cykel og landede på ansigtet og slog sine fortænder ud, så han i dag har porcelænstænder. Og de unge fik en kærlig opsang, fordi det er lige præcis deres generation, der har tilbøjelighed til at have fokus andre steder – måske på den allestedsnærværende smartphone.

 

- Jeres teenagehjerne kan jo ikke fokusere, men jeg håber, I vil prøve alligevel, sagde Brian Lykke med et glimt i øjet.

 

Martin var udødelig

De unge mødte også Martin, som i sandhed har mærket konsekvenserne af en trafikulykke på egen krop. Da han var ung, kørte hans kammerat galt med ham i bilen, og han endte med at blive lam fra brystet og ned. I dag sidder han i kørestol. Med sin ærlige og udførlige beretning ville han gøre det klart for de unge, at ulykker kan ske for alle, også dem der tror, de er usårlige, og når ulykken sker, rammer det også de pårørende. De unge lyttede koncentreret og stillede efterfølgende spørgsmål, så der var ingen tvivl om, at det gjorde indtryk.

 

- Vi forsøger at give eleverne stof til eftertanke uden at komme med løftede pegefingre. På den måde, tror vi på, vi kan få dem til at lytte, så det bliver hos dem, siger Malene Vitus.

 

ITD’s egne medlemmer er også med til at skabe opmærksomhed om det vigtige budskab. På parkeringspladsen stod dygtige lastbilchauffører klar ved store lastbiler, og de unge blev inviteret op i førerhuset, så de med egne øjne kunne se, hvor udfordrende de kan være at få øje på, hvis de befinder sig i den såkaldte kritiske zone ved lastbilens højre fordæk.

 

Til sidst skulle de producere deres egne film, hvor de skulle bruge den viden, de havde fået i løbet af dagen, til at slå et slag for at have hovedet med i trafikken. Den bedste går videre i konkurrencen om et besøg af Hjem Is-bilen til hele skolen.

 

- Vi havde en fantastisk dag i trafiksikkerhedens navn. Vi glæder os til at besøge de andre skoler i henholdsvis Munkebo, Ringkøbing og Christiansfeld i løbet af ugen, afslutter Malene Vitus.

 

Tak til medlemmerne

Til alle ITD’s kampagner deltager lokale medlemsvirksomheder for at vise de unge, at der sidder mennesker bag rattet i en lastbil. ITD’s trafiksikkerhedskampagner kunne ikke lade sig gøre uden aktiv støtte fra medlemmerne.

Følgende ITD-medlemmer deltager i Hovedet med i trafikken:

Alex Andersen Ølund A/S

Anders Nielsen & Co.

BM Bakkegården ApS

FMJ Transport & Trucking v/Frank M. Jensen

Rørby Johansen A/S

Vognmand Ernst Jacobsen A/S

Vognmandsfirmaet J.O. Pedersen & Søn

 

Hovedet med i trafikken er støttet af FDE Fonden. Læs mere.

SENESTE ITD NYT
fredag 03. oktober 2025

Vejafgiftsbøder udstedes ikke til flere lande

De danske myndigheder udsteder ikke vejafgiftsbøder til køretøjer fra Ungarn og Spanien, afslører nye oplysninger. International Transport Danmark kalder det endnu et eksempel på, hvordan den kilometerbaserede vejafgift er hastet igennem, mens Danmarksdemokraterne kalder det en åbenlys konkurrenceforvridning.

Vejafgiftsbøder udstedes ikke til flere lande >
fredag 03. oktober 2025

ITD's bestyrelse på tour i oktober og november

Du kan stadig nå at melde dig til ITD's bestyrelse på tour i oktober-november i Hobro, Fredericia eller Ringsted, med fokus på vores fælles fremtid og de vigtigste dagsordener for branchen. Nyeste status på vejafgifter samt et indblik i, hvordan ITD arbejder for at gøre det lettere at være vognmand i hverdagen, er hovedemnerne. Derudover vil vi præsentere de mange fordele ved dit medlemskab og de tiltag, vi har sat i gang. Vi vil lytte til dine tanker og idéer om ITD's nuværende tilstand og fremtidige retning.

ITD's bestyrelse på tour i oktober og november >
torsdag 02. oktober 2025

Flere affaldsmodtagere skal indberette til Affaldsdatasystemet

Flere aktører med pligt til at indberette, ny indberetningsfrist og ændrede affaldsfraktionskoder. Det er blandt konsekvenserne af en ny bekendtgørelse om Affaldsdatasystemet, som forventes at træde i kraft den 1. januar 2026.

Flere affaldsmodtagere skal indberette til Affaldsdatasystemet >