fredag 15. januar 2021 09:04

Privat opkrævning af parkeringsbøder er fornuftig – men løsningen er flere parkeringspladser

Fremover skal privat firma stå for opkrævningen af ubetalte parkeringsbøder uden for landets grænser, så flere udenlandske lastbiler betaler de bøder, de skylder. Det er et godt initiativ, men må ikke overskygge at løsningen på problematikken er flere parkeringspladser.

Foto: iStock

 

For at styrke opkrævningen af parkeringsbøder fra udenlandske lastbiler på rastepladserne langs motorvejsnettet overgår opgaven fra Færdselsstyrelsen til det private Euro Parking Collection. Dermed håber man at kunne få langt flere udenlandske virksomheder til at betale de bøder, de skylder. I dag er det kun omkring hver femte bøde til en udenlandsk lastbil, der bliver betalt, i modsætning til bøder udskrevet til dansk indregistrerede lastbiler, hvor rundt regnet fire ud af fem bliver betalt. Initiativet hilses velkommen af ITD, der samtidig gør opmærksom på, at løsningen først og fremmest ligger i at sikre, at der ikke er grund til at udskrive bøder i første omgang.

 

- Det godt, at man nu styrker opkrævningen af ubetalte parkeringsbøder, så der er lige vilkår for alle. Men helt basalt drejer det sig om, at lastbilchauffører skal have mulighed for at parkere uden at risikere bøder. Når vi ser så mange parkeringsbøder på rastepladserne, er det jo udtryk for, at der er for få pladser, og det sætter chaufførerne i et helt urimeligt valg mellem at få en bøde eller risikere at overskride køre- og hviletidsbestemmelserne i jagten på en ledig plads, siger Henriette Kjær, der er politisk chef i ITD.

 

ITD arbejder derfor aktivt på, at den kommende infrastrukturplan indeholder konkrete initiativer til udvidelsen af rastepladskapaciteten. Vejdirektoratet vurderede i 2018, at kapaciteten på 21 rastepladser langs motorvejsnettet, hvor manglen er særlig udtalt, kan mere end fordobles til i alt 825 parkeringspladser med en investering på cirka 180 mio. kroner.

 

- Der bliver udskrevet alt for mange parkeringsbøder langs motorvejene, og det får vi først for alvor ændret, når der er pladser nok. Derfor er det bare med at få anlagt nogle flere pladser – så slipper man også for alle problematikker om opkrævning, siger Henriette Kjær.

 

Færdselsstyrelsen forventer, at de første sager vil kunne overføres til Euro Parking Collection inden udgangen af uge 3 i 2021.

 

Fakta:

I perioden fra den 1. januar 2019 og frem til den 30. november 2020 har Færdselsstyrelsen udskrevet cirka 9.300 parkeringsafgifter. Heraf blev lidt over 8.000 udskrevet til udenlandsk registrerede køretøjer – hvilket svarer til 85 procent af alle parkeringsafgifter. 6.600 sager med ubetalte parkeringsafgifter til et samlet beløb på cirka 11 millioner kroner overgår nu til Euro Parking Collection, som får 20 procent af de parkeringsafgifter, de får opkrævet.

SENESTE ITD NYT
torsdag 14. august 2025

Har du styr på momsen?

Fristen for at indberette og betale moms den 1. september 2025 nærmer sig. Læs med her og bliv klogere på Skattestyrelsens råd til at komme godt i mål med momsregnskabet – før, under og efter indberetning.

Har du styr på momsen? >
tirsdag 12. august 2025

Nyt om vejafgift i Holland

Fra 1. juli 2026 indfører Holland en ny kilometerbaseret vejafgift. Fra denne dato kan man ikke længere benytte eurovignetten, men skal betale en kilometerbaseret vejafgift. Det kan gøres via en køretøjsenhed.

Nyt om vejafgift i Holland >
tirsdag 12. august 2025

Nyt ITD-netværk ruster næste generation af vognmænd

Sparring, erfaringsdeling og målrettede faglige input er nøgleordene for ITD’s nye netværk “Næste Generation”. Netværket er henvendt den næste generation af vognmænd: Dem, der lige har overtaget en virksomhed og dem, der står over for det.

Nyt ITD-netværk ruster næste generation af vognmænd >