onsdag 06. april 2022 13:47

Stærkt uacceptabelt at nærmest ingen medlemslande har gennemført EU’s Vejpakke

Europa-Kommissionen har indledt sager mod 22 ud af EU’s 27 medlemslande for manglende implementering af Vejpakkens regler om udstationering. Det er helt uacceptabelt for vognmænd og chauffører, at der ikke er styr på reglerne endnu, mener ITD.

Vejpakkens regler om udstationering trådte i kraft den 2. februar. Herhjemme meddelte Færdselsstyrelsen og politiet kort før reglernes ikrafttræden, at man de første tre måneder ville have en vejledende tilgang til de nye regler frem til den 30. april 2022, hvorefter man vil sanktionere overtrædelser af reglerne.

 

Begrundelsen for den vejledende kontrol var den store usikkerhed om de nye regler, og det er ikke kun herhjemme, at usikkerheden slår igennem.

 

Europa-Kommissionen holder nemlig tæt øje med, hvordan de forskellige lande implementerer reglerne, og senest har Kommissionen indledt sager mod hele 22 ud af EU’s 27 medlemslande, fordi landene ikke har gennemført udstationeringsreglerne i Vejpakken endnu.

 

- Det er helt uacceptabelt for vognmænd og chauffører, at der fortsat ikke er styr på, hvordan reglerne i Vejpakken kommer til at gælde ude på vejene. Det er blevet brugt en masse energi og ressourcer på at få forhandlet reglerne på plads, men det virker til, at der bliver brugt langt færre ressourcer på at få reglerne helt på plads rundt om i landene, siger Jens Hvid Bang, chefkonsulent i ITD og tilføjer.

 

-Hele transportbranchen har brug for, at der kommer styr på Vejpakken, så det er da positivt, at Europa-Kommissionen nu indleder sager mod landene, men det burde ikke være nødvendigt.

 

ITD er selv meget aktive i arbejdet med at få styr på reglerne i Vejpakken og er blandt andet udpeget til at sidde med i Europa-Kommissionens ekspertgruppe om udstationering, hvor fortolkningen af de nye regler bliver diskuteret blandt medlemslandene og eksperter på området.

 

Derudover modtager ITD historisk mange henvendelser om Vejpakken fra sine medlemmer, som er meget i tvivl om, hvordan de skal håndtere de nye regler.

 

- Vi presser på alle steder, hvor vi kan for at få sat skub i processen med reglerne. Transportvirksomhederne efterspørger jo svar på alle deres spørgsmål om, hvad de skal gøre for at leve op til de nye regler. Men de kan ikke få svar på helt basale spørgsmål, fordi landene slet ikke er på plads endnu, siger Jens Hvid Bang.

 

Danmark er ikke blandt de lande, som Kommissionen har indledt sag imod. Det drejer sig om landene Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, Grækenland, Irland, Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Polen, Portugal, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

 

Hvis landene ikke sørger for at få gennemført reglerne, kan Kommissionen i sidste ende anlægge sag imod dem ved EU-Domstolen.

 

SENESTE ITD NYT
fredag 13. marts 2026

Toldstyrelsen ruller åbningstider tilbage efter dialog med erhvervslivet

Reducerede åbningstider ved de danske toldekspeditioner har de sidste to uger ført til massive ventetider. Efter en fælles henvendelse fra International Transport Danmark, Dansk Erhverv Transport og Padborg Transportcenter har Toldstyrelsen oplyst, at man vil rulle åbningstiderne i Padborg, hvor ventetiden har været særligt slem, midlertidigt tilbage.

Toldstyrelsen ruller åbningstider tilbage efter dialog med erhvervslivet >
fredag 13. marts 2026

Toldåbningstider i Padborg udvides midlertidigt

Efter dialog med branchen udvider Toldstyrelsen åbningstiderne ved toldekspeditionen i Padborg. Ændringen er midlertidig og træder i kraft i morgen, lørdag den 14. marts 2026, klokken 06.00.

Toldåbningstider i Padborg udvides midlertidigt >
torsdag 12. marts 2026

Polen udvider SENT-systemet til også at omfatte tøj og sko

Fra den 17. marts 2026 bliver nye varetyper omfattet af det polske overvågningssystem SENT. Fremover skal visse transporter med tøj og fodtøj registreres i systemet, når de transporteres til, fra eller gennem Polen.

Polen udvider SENT-systemet til også at omfatte tøj og sko >