onsdag 11. august 2021 13:16

Transport-ministeren ser på biogaslastbiler hos Alex Andersen Ølund A/S

Transportminister Benny Engelbrecht aflægger fredag besøg hos den store fynske virksomhed Alex Andersen Ølund A/S. Her vil ministeren se otte biogaslastbiler, som virksomheden har investeret i for at fremme klimavenlig transport, og høre mere om udfordringerne med den grønne omstilling inden for den tunge vejtransport.

Alex Andersen Ølund A/S, der er en af Nordens største transportvirksomheder, lægger hus og lastbiler til, når transportminister Benny Engelbrecht (S) på fredag gæster det fynske for at høre mere om, hvordan branchen omstiller sig til mere klimavenlig transport og hvilke udfordringer, der er på rejsen derhen.

 

Ib Andersen, der er administrerende direktør i Alex Andersen Ølund A/S ser frem til at fortælle om erfaringerne ved indkøbet og driften af nye klimavenlige biogaslastbiler.

 

– Hos Alex Andersen Ølund vil vi meget gerne gå foran og vise vejen også inden for omstillingen til mere klimavenlig transport. Derfor er vi også stolte over at have investeret i biogaslastbiler. Det er et skridt på vejen og giver os mulighed for at indhente værdifulde erfaringer i den videre omstilling, siger Ib Andersen.

 

Han glæder sig til at vise, at omstillingen foregår til trods for både økonomiske og tekniske forhindringer. Konkret har Alex Andersen Ølund A/S for nyligt investeret i otte biogasdrevne lastbiler, der kan reducere CO2-udledningen med 100 procent i forhold til konventionelle dieseldrevne lastbiler. Prisen for reduktionen er dog, at køretøjerne er dyrere i både indkøb og drift – blandt andet på grund af afgifter. Og det er forhold, som brancheorganisationen for vejgodstransport, ITD, gerne vil gøre ministeren opmærksom på.

 

– Det er hverken nemt eller billigt at skifte fra diesel til mere klimavenlige brændstoffer. Både pris og tekniske forhold gør det vanskeligt, men derfor er det så vigtigt, at vi har nogle, der går foran og viser vejen. Det gælder for eksempel Alex Andersen Ølund, som har de økonomiske muskler og viljen til at investere i nye biogaslastbiler for at nedbringe CO2-udledningen. Men vi vil gerne give flere mulighed for at omstille sig, og der har vi brug for politikernes hjælp, siger Christian Sørensen Madsen, der er vognmand og bestyrelsesformand for ITD, der repræsenterer omkring 700 professionelle transport- og logistikvirksomheder inden for vejgods.

 

 

Besøget finder sted:

Fredag den 13. august kl. 09.45-11.00 hos

Alex Andersen Ølund A/S, Logistikvej 25A, DK-5250 Odense SV

 

Efter et kort møde, hvor repræsentanter fra Alex Andersen Ølund A/S og ITD fortæller om branchens initiativer og udfordringer inden for den grønne omstilling, får ministeren lejlighed til at se og køre en af de nye gaslastbiler på parkeringspladsen.

Pressen er velkommen til at overvære kørslen og efterfølgende interviewe de tilstedeværende.

 

 

Om Alex Andersen Ølund A/S:

Alex Andersen Ølund A/S er en af Danmarks førende logistikvirksomheder med speciale i transport af blomster, frugt og grønt og andre temperaturfølsomme varer samt stykgods af enhver art. Virksomhedens hovedkontor ligger i Højme syd for Odense tæt ved E20. Derudover har virksomheden flere strategisk placerede afdelinger i Danmark og Nordeuropa. Virksomheden har cirka 600 ansatte og disponerer over 50.000 m2 terminal og omkring 300 lastvognstog.

SENESTE ITD NYT
torsdag 16. oktober 2025

Har du set alle dine eksklusive medlemsfordele?

Som medlem af ITD kan du nyde af mange gode rabatter og aftaler, se et overblik over disse ved at klikke på billedet nedenfor.

Har du set alle dine eksklusive medlemsfordele? >
torsdag 16. oktober 2025

Ny vejledning skal sikre fair konkurrence om erhvervsaffald

Forsyningstilsynet har udsendt en opdateret vejledning om markedspriser for kommunal indsamling af erhvervsaffald. Det sker efter gentagne henvendelser fra ITD om behovet for klarere regler.

Ny vejledning skal sikre fair konkurrence om erhvervsaffald >
onsdag 15. oktober 2025

Lovforslag lægger op til at fjerne krav om hastighedsattest – stor sejr for ITD og de danske vognmænd

Færdselsstyrelsen har netop sendt et lovforslag i høring, der vil afskaffe kravet om hastighedsattest for lastbiler og busser. Det er en markant forenkling af reglerne og en stor sejr for ITD, som i flere år har arbejdet for at få fjernet den unødvendige og dyre ordning.

Lovforslag lægger op til at fjerne krav om hastighedsattest – stor sejr for ITD og de danske vognmænd >